Jyllands-Posten bragte den 10. oktober resultatet af en undersøgelse, som i følge Jyllands-Posten blandt andet påviser, at muslimer i Danmark er blevet mere religiøse, og at de ønsker den danske lovgivning erstattet af Koranen.
Hidtil er der kun foretaget en enkelt videnskabelig undersøgelse af fænomenet i Danmark, men den var meget omfattende og grundig. I omegnen af 10.000 muslimer blev fulgt fra 2001 til 2009, og blandt en række øvrige resultater fandt man, at religiøsiteten blandt danske muslimer var svagt faldende, mens antallet af "meget religiøse" var faldet tydeligt.
En undersøgelse som Jyllands-Postens, der viser en så markant modsat tendens, bør give anledning til overraskelse og en vis portion skepsis. Måske derfor valgte Jyllands-Posten lidt utraditionelt at afsløre deres metode og deres spørgsmål.
Metoden er for så vidt uproblematisk. Antallet af adspurgte og metoden til at udvælge adspurgte er acceptable, omend beslutningen om kun at bruge muslimer som spørgere bør være irrelevant. (Spørgere i analyseinstitutter beholder ikke deres job ret længe, hvis de af den ene eller anden grund vælger at blive lidt for selvstændige i deres formuleringer.)
Spørgsmålene er imidlertid en helt anden historie, for de er mildt sagt problematiske. Tre af spørgsmålene - som muligvis udgør spørgeundersøgelsens komplette antal - er gengivet i Jyllands-Postens redegørelse for metoden, og de har hver deres problem.
Spørgsmålet: "Hvor ofte beder du?" lægger op til over- eller underdrivelse afhængigt af den adspurgtes indstilling. Hvis den adspurgte anser bøn som positivt, vil vedkommende tendere til at overdrive. Vi kender disse over- og underdrivelser, når analyseinstitutter spørger om hhv. længden af folks penis eller om de stemmer på Dansk Folkeparti. Derfor sørger professionelle udformere af spørgeskemaer for enten ikke at stille den slags spørgsmål, eller også stiller de det samme spørgsmål i en analyse, der gentages gennem en årrække, idet det på den baggrund kan se, om et tal inkl,. en ukendt over- eller underdrivelse udvikler sig.
Eftersom det sidste ikke gør sig gældende, kan spørgsmålet anses som metodemæssigt problematisk, men set fra et religionssociologisk synspunkt er der et større problem: Langt de fleste religioner i verden har "synlig" dyrkelse af religionerne, hvor der indgår rituelle handlinger. Vi ser det f.eks. blandt katolikker, der slår korsets tegn pr. automatik, eller blandt buddhister, der efterlader et lys ved den lokale pagode på vej til arbejde. Modsat har den Luthersk-Evangeliske protestantisme som religiøst kendetegn, at den som en del af modstanden mod katolicismen modsatte sig åbenlys rituel adfærd. Det er derfor, måske lidt ironisk, netop en religiøst betinget reaktion, når vi i Danmark udviser mistro mod andre religioner på grund af deres rituelle adfærd. Lidt simplificeret kan man sige, at hvis en bestemt muslim beder til Allah tre gange om dagen, så udtrykker det ikke højere grad af religiøsitet, end hvis en dansk folkekirkekristen tre gange i løbet af dagen har sagt "Gud fri mig vel", "gudskelov", m.v., idet den religiøse adfærd pr. luthersk-evangelisk lærdom ikke går ud på at bede til Gud, men derimod at holde tankerne på den.
I praksis betyder det, at næsten enhver religion vil se mere religiøs ud end visse protestantiske retninger, såfremt man måler religiøsitet på ritualiseret adfærd. Således vil muslimer også fremstå som meget religiøse set fra et protestantisk synspunkt, uden at de af den grund skænker troen større tanker end protestanter. I Jyllands-Postens undersøgelse er konklusionen derfor givet på forhånd: Ved at stille et sådant spørgsmål vil muslimer blive karakteriseret som meget religiøse.
Spørgsmålet om hovedbeklædning burde være "old hat", så diskussionen bliver kort: Hovedbeklædningen er i langt højere grad et udtryk for tradition end for at være et religiøst krav. Når muslimer over en bred kam alligevel tror, at det er påbudt, så skyldes det, at de færreste mennesker er i stand til at se forskel på religion og tradition (hvilket rimeligvis skyldes, at grænsen er meget uklar). Indtil for få årtier siden anså man også brugen af tørklæde som et udtryk for kristen dydighed her i landet. Til gengæld kan man være sikker på, at muslimer overvejende vil svare "ja" til spørgsmål om, hvorvidt de mener, (unge) kvinder bør benytte tørklæde, så hvis man vælger at præsentere dette svar som et religiøst frem for et kultur-traditionelt svar, kan man være sikker på, at "påvise" stærke religiøse holdninger.
Det sidste spørgsmål - om Koranens anvisninger skal følges til punkt og prikke - kræver forståelse for Koranens position som religiøst skrift.
I Islam anses Koranen for at være "guds ord", og som sådan anses den for at være sandhed. Spørger man, om den (dvs. guds ord) skal være loven, må svaret nødvendigvis være "ja". For muslimer stilles der ikke tvivl om deres guds intentioner; i Islam handler det om at forstå, hvordan man fører Allahs ord ud i livet ud fra en betragtning om, at selv om Allah er fejlfri, så gælder det for muslimer om at gennemskue, hvad det betyder for den enkelte muslim i dagligdagen. Det betyder, at når deres religiøse skrifter giver anvisninger om, hvordan man behandler sin kamel, så må disse anvisninger i dagens Danmark nødvendigvis skulle tolkes i forhold til behandling af sin bil eller eventuelle kæledyr. Tilsvarende finder vi ikke muslimer, der står på gadehjørner og deler kapper ud om vinteren, blot fordi de religiøse skrifter påbyder at give en frysende person sin kappe; sådanne passager tolkes i stedet som påbud om f.eks. at donere til nødhjælpsorganisationer.
Alle religiøse tekster bliver tolket, og i praksis bliver Koranen og Hadith i sidste instans tolket lige så frit som de kristnes Bibel eller jødernes Talmud og Torah. For kristne og jøder handler tolkning af de religiøse skrifter imidlertid om at forstå, hvad deres gud mente: Hos kristne og jøder er selve skrifterne således til diskussion (kristne har jo ligefrem taget aktivt stilling til hvilke skrifter, de fandt relevante), mens de for muslimer er indiskutable.
Dette får ikke muslimer til at opføre sig videre forskelligt fra folk med en anden religion i det praktiske liv, men det giver anledning til en forskel på, hvad man svarer, når man skal fastslå tekstens betydning. Derfor vil de spørgsmål, som Jyllands-Posten stillede, automatisk få muslimer til at lyde mere religiøse eller fundamentalistiske end kristne og jøder, uden at de af den grund er det.
Havde Jyllands-Posten derfor stillet spørgsmålet anderledes - f.eks. ved at spørge, om Allahs ord er forenelige med demokrati - så ville man opdage, at Koranen slet ikke tolkes som helt så uforenelig med den eksisterende lovgivning, som Jyllands-Posten konkluderer.
Alle tre spørgsmål, som Jyllands-Posten refererer, vil på grund af deres udformning give anledning til at tro, at muslimer i Danmark er langt mere religiøse, end hvad der i praksis er tilfældet. Man kan derfor ikke drage den konklusion, som Jyllands-Posten - og i særdeleshed visse af dens ideologisk antimuslimske læsere - drager. Konklusionen er derimod, at Jyllands-Posten enten på grund af manglende indsigt i feltet, eller på grund af en politisk og/eller religiøs dagsorden fremmaner et religiøst spøgelse, som ikke findes.
Jyllands-Posten har bragt yderligere spørgsmål i flere artikler (for man skal jo sælge aviser). Et enkelt af spørgsmålene er eksemplificerer et godt spørgsmål, som ikke lider af de svagheder, som jeg har opsummeret i mit blog-indlæg.
Det er spørgsmålet om, hvorvidt deltagelse i demokrati betragtes som foreneligt med Islam. Svaret på spørgsmålet giver nemlig et fingerpeg om, hvordan Islam bliver praktiseret, og svaret falder markant udenfor den ellers tilsyneladende stærke religiøse holdning, som de øvrige spørgsmål giver anledning til at konkludere: Med et massivt flertal mener muslimer i Danmark, at demokrati er foreneligt med Islam.