Hvis du har et kæledyr, har du sikkert givet det et navn, og har følelser overfor det. Hvis det dør, bliver du sikkert ked af det. Men hvis du har 50 af disse dyr, så bliver din reaktion på, at et af dem dør, sikkert langt fra så intens. Hvis du har 200 af dem, kan du sikkert ikke kende de fleste fra hinanden. Men hvor mange individer kan du holde styr på, før de blot bliver til "statistik"?
Fænomenet hedder monkeysphere, eller "abesfære" på dansk, og har rod i observationen af abeflokke, hvor forskere har undersøgt abers hjerner og sammenholdt dem med størrelsen af abeflokkene. Der viste sig en klar sammenhæng mellem abehjernernes størrelser og antallet af individer i abeflokkene: Jo større hjerner, desto større flokke. Sammenhængen var tydelig nok til at kunne forudsige antallet af individer i flokkene alene ved at måle hjernens størrelse. Abeflokkene, som blev studeret i naturen, fandt typisk sammen i grupper på omkring 50 aber.
Den menneskelige hjernes størrelse sætter os i stand til at holde styr på grupper på omkring 150 individer, eller den omtrentlige størrelse på landsbyer indtil for relativt nyligt. Vi er gennemsnitligt i stand til at have et forhold til 150 mennesker; resten er "de andre", som ligger udenfor vores abesfære, og hvis liv og behov vi ikke rigtig kan sætte os ind i. De er bare "de andre børns forældre", "en englænder" eller for de fleste kollegers vedkommende bare "kolleger".
Det har stor betydning for vores adfærd. Det betyder, at vi bliver mere berørt af, at vores far dør, end at 20.000 mennesker omkommer i en naturkatastrofe på et andet kontinent på trods af, at de 20.001 mennesker alle havde et liv og nu er lige døde. Jo tættere, en person er på vores abesfære, desto mere betyder personen for os. Og jo fjernere, du er fra en persons abesfære, desto mindre betyder du for ham eller hende. En japaner vil være mere berørt af at miste sin mor, end af at Danmark blev invaderet af en fremmed hær, der dræbte dig og titusinder andre danskere. Vores hjerner er ganske enkelt bygget til at være markant dobbeltmoralske overfor vores egen lille abesfære i forhold til de sidste 99,999998% (uden overdrivelse!) af verdens øvrige befolkning.
For nogle år siden var jeg ansat i et entreprenørfirma. Det er en art virksomhed, som ofte er kendetegnet ved at være ejerens udvidede ego, der som sådan ledes efter ejeren ønsker, der ikke nødvendigvis falder sammen med sunde principper for virksomhedsledelse. Ejeren havde oprindeligt ansat en direktør, men ved slutningen af min ansættelse sagde direktøren op, og ejeren tiltrådte i stedet som direktør for det omkring 100 mand store firma. Da jeg fratrådte min stilling, forudsagde jeg, at firmaet nu ville svinde til den halve størrelse. Og ganske rigtigt: De næste syv kvartaler holdt firmaet fyringsrunder, indtil det var skåret ned til knap 50 ansatte. Direktøren skød ganske vist skylden på finanskrisen, men fyringsrunderne var begyndt længe forinden. I dag tæller firmaet knap 40 ansatte. Jeg besad ikke nødvendigvis nogen større økonomisk indsigt eller markedsforståelse, men jeg kendte (omend dengang kun intuitivt) til fænomenet abesfære. Det var tilstrækkeligt til, at jeg konkluderede, at firmaet hurtigt ville skrumpe til 50 mand, idet det var mit indtryk, at det var det antal mennesker, ejeren var i stand til at holde rede på foruden sin øvrige sociale kontaktflade.
Indenfor abesfæren opfører vi os socialt og civilt. Vi behandler modparten relativt pænt - i hvert fald i forhold til, hvordan vi behandler folk udenfor abesfæren, hvor vi f.eks. ser Søren Espersen fra Dansk Folkeparti opfordre til massakrer på civile, eller hvordan mange opfører sig overfor medtrafikanter eller taler til politikere i et sprog, som de ikke bruger overfor deres nærmeste. Det er abesfæren, der får os til at levere en ting tilbage til vores ven, når vi ved et uheld havde puttet den i lommen, men som får os til at beholde den, når den tilhørte supermarkedet, hvor en ligegyldig ansat måske får problemer.
Når Marie Krarup fra Dansk Folkeparti forklarer, at hendes kristne næstekærlighed kun gælder hendes nærmeste, har hun derfor langt mere ret, end hun formentlig er klar over - og man bør ikke overse ironien i, at hun gør det til en religiøs dyd, at vi evolutionært er udstyret med abehjerner.
I radioen hører vi politikere fra Liberal Alliance tale om de dovne arbejdsløse, og vi hører folk med samme afstand til midten fra den modsatte side tale om imperialistiske, kapitalistiske monstre, desuagtet at der i alle tilfælde i sidste ende er tale om mennesker. Men mennesker, der ligger udenfor vores abesfære, bliver til stereotyper (på godt og ondt), fordi denne abstrakte beskrivelse ikke kræver, at vi forholder os til dem individuelt. Alternativet er, at vi forholder os personligt til hvert eneste af Jordens p.t. 7,4 milliarder mennesker i en grad, hvor vi kender væsentlige dele af deres personlige biografi. Det er umuligt, om ikke andet så fordi størrelsen af den menneskelige hjerne kun ville efterlader 20 neuroner pr. person. Du kan ikke kære dig synderligt om langt størstedelen af alle andre mennesker, og vice versa: Når andre skærer i din løn, sjofler dine rettigheder eller bryder ind i dit hus, er det fordi du er anonym for dem. Sagsbehandleren ved Jobcenteret kan være civil overfor dig under mødet, men det er kun, hvis sagsbehandleren er inhabil, at du kan forvente, at vedkommende måske ønsker at gøre noget for dig; ellers er du bare en klient, som der gælder regler for.
Abeflokke sig relativt for sig selv. Selv om de i nogle tilfælde har blodige konflikter med naboflokke, overlever flokkene som hovedregel på egen hånd, fordi de har nok i sig selv. De har ikke behov for naboflokkene men overlever i flokke, som lige præcis har den størrelse, som individernes abehjerner kan holde styr på. Abeflokken fungerer, fordi abehjerner er forprogrammerede til at hjælpe de aber, der falder indenfor abesfæren. Lidt forsimplet sat op får abehjernen aberne til at samle de bananer, de kan og gider i det omfang, flokken som helhed får bananer nok, uden at aberne behøver at tænke over det.
Her adskiller mennesket sig fra de øvrige primater. Vi ønsker materielle goder, som kræver samarbejde mellem et langt større antal mennesker, end vores hjerner kan overskue. Det er her, at abesfæren bliver et problem: Vi indgår i enorme strukturer af mennesker, der ligger udenfor vores abesfære, og som vi af samme årsag ikke er neurologisk konfigurerede til at støtte. Det, der for vores hjerner skulle have været et fællesskab bestående alene af vores abesfære, er erstattet af en struktur af individer, som vores abehjerner ikke kan forholde sig til. I bedste fald er vi ligeglade med hinanden, men mere generelt observerer vi, at andre går i vejen for os i mere eller mindre bogstavelig forstand. Når vi hytter vores eget skind, så sker det på bekostning af nogle af dem, som ligger udenfor vores abesfære, men som vi alligevel er strukturelt forbundne med - og det samme gør de mod os. I modsætning til andre abeflokkene består menneskeflokken(e?) af individer, der udnytter og bekæmper hinanden, fordi vi skaber flokke, hvor vores hjerner ikke er programmerede til at anse hinanden som en del af "os selv".
Vi kompenserer til dels ved at benytte os af de tidligere nævnte stereotyper, uanset om der er tale om f.eks. racisme eller solidaritet. Stereotyperne komprimerer et stort antal mennesker til én person, som man kan identificere, men som imidlertid ikke eksisterer. Vi formår også at skabe en vis abesfære i form af geografisk udstrækning, men det fungerer kun så vidt, at vi bliver skræmte over en enkeltpersons terrorangreb i Danmark, mens hundredevis af dræbte på et universitet i Kenya er gået nærmest upåagtet hen, for det er langt væk, og det er helt andre mennesker.
Det er ganske enkelt lykkedes os at skabe et samfund, som vores hjerner slet ikke kan kapere. Vores hjerner er for primitive til, at vi kan fungere sammen.
Jeg har ikke noget godt bud på, hvad vores alt for komplekse samfund vil betyde for vores hjerners udvikling, men det virker usandsynligt, at vores hjerner vil kunne rumme blot adskillige tusinde individer. Jeg forventer, at vores hjerner tager en retning, som gør vores selvopfattelse som individer til et kortvarigt fænomen i menneskets udviklingshistorie. Jeg tror, at vores hjerner vil indrette sig efter gruppe-tænkning frem for individ-tænkning - at stereotypisering vil trumfe individualisering. Måske er vi blevet så stor en art, at vi modsat aberne går i retningen af avancerede myrer, der ser hinanden og os selv som grupper frem for individer. Hvor vi kan skabe imponerende konstruktioner, men uden selverkendelsen til at genkende vores egen rolle i dem. I så fald har aberne slået os på evnen til at være individer.
