Skjult signalpolitik

Den bor­ger­li­ge re­ge­r­ing fast­hol­der, at er det po­li­tisk vigtigt, at der bliver lov­gi­vet mod mus­lim­sk under­tryk­kel­se i form af burka, uanset om pro­ble­met kan iden­ti­fi­ce­res eller ej. Det handler om at vise, at man ikke går ind for den slags, og som Naser Khader (K) siger til Infor­mation: "An­tal­let af burkaer er li­ge­gyl­digt. Det er et spørgs­mål om prin­cipper".

Re­ge­r­in­gen kan til dels for­sva­res al den stund, at ligesom man ikke ville tabe noget (bortset fra oppor­tunity cost) på en lat­ter­lig lov­givning mod at med­brin­ge enhjør­ninge i skolen, så rammer man heller ikke nogen ved at lovgive mod en burka, som der al­li­ge­vel ikke er nogen, der går med. Det skader ikke nødven­digvis at po­in­te­re, at man er imod burkaer på bag­grund af en opfat­telse af, at de er kvinde­under­tryk­ken­de, ligesom det er fair nok, at man f.eks. er imod den lut­her­ske kvin­de­un­der­tryk­kel­se, som de pro­te­stan­ti­ske non­ned­rag­ter sym­bo­li­se­rer. (Af kor­rek­t­heds­hensyn skal det be­mær­kes, at de ka­tol­ske non­ne­or­de­ner blev nedlagt under re­for­ma­tio­nen, og at pro­te­stan­ti­ske nonner er et re­la­tivt nyt fænomen; deres tro bygger på den lut­her­ske lære.) Sådan en lovgivning sender et signal, hvilket øjensynligt også er regeringens ønske. Om ikke andet må dette i dag være regeringens bortforklaring, når nu der i lighed med lovgivningsforslagene omkring dommeres hovedbeklædning slet ikke findes nogen, lovgivningen kan rettes mod.

Det er bare sådan med valget af signaler, som det er med alle andre valg: De er frivillige. Når man begår et valg, begår man også fravalg. Blandt mange mulige signaler har man valgt ét, der var det vigtigste. Politikernes valg af signaler fortæller hvilke signaler, de finder mindre vigtige.

Skulle regeringen have valgt beklædning, der symboliserer undertrykkelse og antidemokratiske holdninger, kunne regeringen have valgt at forbyde skrårem og seler. Ganske vist er der ingen (eller i det mindste temmelig få), der bærer denne beklædning, men da det ikke skorter på politikernes sammenligninger mellem islam og nazisme - og efterfølgende domme for racisme - så udtrykker dette fravalg, at man reelt opfatter islam som værre. I betragtning af den generelle højredrejning i dansk politik og det forhold, at Dansk Folkeparti har et glimrende forhold til nazister er nazismen ellers nærværende nok gennem dens noget tydeligere involvering i politiske spørgsmål, end muslimer tager sig tid til. Man udsender et signal om, at nazisme er mere acceptabelt end islam.

De Konservative kunne også have valgt at fremhæve f.eks. klimaet og miljøet, den stigende fattigdom, fyringerne på sygehusene, finanskrisen eller andre, yderst nærværende problemer som deres højest prioriterede politik, men det blev alligevel burkaforbudet, der vejede tungest. Det sender det skjulte signal, at de Konservative ikke er specielt optagede af disse vigtige emner.

Regeringens partier og støtteparti overbyder hinanden med krav om højere straffe og flere forbud på grund af ganske få personer, og de indførte rockerlov, overvågning, lømmelpakke og en terrorlov, som endnu ikke har fanget en eneste terrorist. Samtidig slipper økonomiske forbrydere lige så billigt som hidtil, og rocker- og terrorlov bruges til at dømme folk (nogle gange for justitsmord), der ikke har den mindste relation til hverken bandekriminalitet eller terror, mens lømmelpakken bruges til at forhindre folk i at demonstrere mod et klimatopmøde, som de demonstrerende ønskede at gøre opmærksom på ville blive en monumental fiasko.

Men hver gang, regeringens partier fremsætter et lovforslag, udtaler sig principielt eller ønsker at sende signaler, er der en række lovforslag, de ikke fremsætter. Der er en række principper, de tier om, og der er en række signaler, de ikke sender. Tavshed kan være meget sigende, og de ord, regeringen ikke siger, når den buldrer frem med mange hårde ord, er næsten øredøvende.