Fra politisk side lægges der normalt op til, at kristendomsundervisningen skal være ikke-forkyndende.
I praksis er kristendomsundervisningen dog forkyndende, selv om det for de fleste måske ikke altid ser sådan ud. I denne tekst forklares det, hvorfor kristendomsundervisningen bør genkendes som et forkyndende fag i stedet for et oplysende og belærende fag.
Hvornår er faget forkyndende?
Hvis kristendomsundervisningen handlede om, at eleverne skulle have at vide, at Jesus var Guds søn, og at han døde for elevernes skyld, osv., så ville der næppe herske tvivl om, at faget var forkyndende.
Men hvad vil det egentlig sige, at faget er forkyndende?
Kristendomsundervisning er forkyndende, hvis den giver eleverne indtryk af, at de bibelske myter er sande. Den er forkyndende, hvis den benytter elementer af troen til at undervise med.
Gør kristendomsundervisningen det?
Ja, det gør den. Se f.eks. på følgende myter, som indgår i elevernes lærebøger:
- Vi fejrer jul og påske, fordi Jesus blev født og holdt indtog i Jerusalem.
- Jesus havde en flok disciple, som fulgte med ham rundt i det daværende Palæstina, mens han fortalte om Gud.
- Jesus sagde blandt andet, at vi skal vende den anden kind til.
- Jesus blev korsfæstet.
Hvis du ved, at de overstående eksempler er myter på lige fod med f.eks. historierne om Odin og Thor, så ved du sikkert mere om kristendommen end de fleste. De fleste danskere tror nemlig, at det overstående er noget, der virkelig har fundet sted.
Sandheden er imidlertid, at man ikke ved noget om Jesus overhovedet. Vi ikke engang, om han har eksisteret, og når vi ikke ved sådan noget, kan vi jo heller ikke vide, hvad han skulle have sagt og gjort.
Desværre fremstiller kristendomsundervisningen den slags myter, som om de er historiske fakta. Eleverne får at vide, at Jesus var en historisk person, der virkelig fandtes og gik rundt på Jorden, selv om der slet ikke er grundlag for at sige sådan noget. Eller rettere: Der er kun grundlag for at sige sådan noget som en del af en forkyndelse af troen.
Hvis eleverne lærer, at de kristne myter er sande, så er det forkyndelse
Når danskere er uenige om bibelske forhold, så handler uenighederne mest om, hvorvidt man skal se Jesus som en filosof eller som en gudesøn, eller i hvor høj grad datoerne passer. Fælles for den slags uenigheder er, at de alle sammen tager udgangspunkt i, at Jesus i det mindste fandtes.
Det er også dette udgangspunkt, der benyttes i skolernes kristendomsundervisning. Der diskuteres, hvad Jesus mente og hvad han gjorde, og i visse tilfælde, om det giver mening at opfatte ham som Guds søn, osv.
Gennem alle den slags diskussioner kommer det aldrig frem, at diskussionerne er meningsløse, fordi vi ikke ved noget om det, der diskuteres, og at diskussionerne derfor ikke er spor relevante. Det er kun kristendommens egne myter, der bringer den slags diskussioner til live.
Når eleverne gennem talrige eksemplers magt lærer, at den slags diskussioner alligevel anses for relevante, så lærer de, at de kristne myter skal tages alvorligt. De får aldrig at vide, at det bare er myter. I stedet får de at vide, at der er tale om historiske begivenheder. Når eleverne bliver præsenteret for religiøse myter som noget, der passer i virkeligheden, så er der tale om forkyndelse af religionen og dens myter.
Lignelser og andre bibelske fortællinger nedtones ofte som "bare historier", nå man spørger kristendomslærerne, men det er ikke sådan, de bruges i undervisningen. Religiøse myter afspejler religionens værdier, så en mytefortælling er et middel til forkyndelse af religionens værdier - selv hvis læreren ikke gør det med vilje. Dette sker for eksempel, når læreren sætter elevene til at illustrere en myte eller diskutere, hvad myten betyder for dem i dag. Hvis myten anses for grundlæggende at være sand, så bliver det også til forkyndelse.
Der stor er forskel på at få at vide, hvad kristne tror på, og så på at diskutere, hvad Jesus mon mente med en bestemt lignelse. Det første kræver ikke, at man tror på noget.
Der er forskel på at undervise om en tro, og på at undervise i en tro
Det sidste kræver derimod, at man tror på adskillige forhold omkring Jesus, som man kun kan tro på som en del af den kristne religion. Kristendomsundervisning, der tager udgangspunkt i disse trosforhold omkring Jesus, underviser derfor ikke om den kristne tro, men i den kristne tro, og er derfor forkyndende.
Hvis du umiddelbart har svært ved at se forskellen, så tænk på, at der er forskel på, om folk griner med dig, eller om de griner af dig.
Salmesang, skuespil og kirkeleg er også forkyndelse
Mange skoler deltager i forskellige kirkelige arrangementer, hvor børnene f.eks. bliver tilbudt at deltage i salmesang og "hygge" i den lokale kirke. Endnu flere skoler praktiserer salmesang i forbindelse med morgensang en eller flere dage om ugen. Ofte laves der også krybbespil som teater til jul, eller eleverne fremstiller bibelske figurer.
Det kan umiddelbart lyde hyggeligt og harmløst, men det er det ikke. Den danske kirke opfatter netop den slags aktiviteter som en af grundpillerne i kristendommen, så når børnene bliver taget i kirke for at synge salmer eller på anden vise udlever kristne myter, er det ikke blot forkyndelse, men direkte inddragelse i - og tilvænning til - kristen praksis.
Det er kun, fordi den protestantiske kultur har stor fokus på tro i forhold til handling, at vi nemt overser betydningen af den slags aktiviteter. I virkeligheden har aktiv deltagelse langt større betydning for troen, især når man er et barn - og det ved kirken godt!
Aktiv deltagelse i den kristne tro skal i følge den kristne kirke netop foregå gennem bl.a. salmesang og tilsvarende "leg" med kristne budskaber. Hvis det virker harmløst, så forestil dig, at dit barn i stedet blev sat til at messe "Allah er stor" eller til at synge "Hare Krishna" i et tilsvarende tidsrum.
Der forkyndes også holdninger
Det er imidlertid ikke bare bibelske myter, eleverne får præsenteret som historiske begivenheder. En stor del af de kristne myter findes udenfor den kristne Bibel. De handler populært sagt om, hvad religionen påstår om sig selv.
Mange af disse myter handler om kristendommens holdninger.
Det er f.eks. ikke en myte, at kristendommen opfatter næstekærlighed positivt. Det er ikke en forkyndelse at fortælle dette til eleverne. Det er til gengæld en myte, at det er kristendommen, der skulle være årsagen til næstekærlighed, for ideen om næstekærlighed findes også i andre (og ældre) religioner. Så hvis eleverne ved samme lejlighed lærer, at næstekærlighed er en kristen opfindelse eller en kristen specialitet, så er faget forkyndende.
Det er også en myte, at en bestemt form for kristendom siger alt om kristendommen. Der er 30.000 forskellige kristne grupper i verden, og den danske kristendom er blot en lille sekt sammenlignet med de andre. Hvis eleverne lærer, at kristendom er sådan, som den lille (i forhold til andre kristne grupper) danske Folkekirke siger, så er det forkyndelse af denne ene kristne sekts holdning. Tilsvarende er det en form for forkyndelse, hvis eleverne gives indtryk af, at Folkekirkens kristendom er "OK", mens andre kristne grupper i Danmark (f.eks. Jehovas Vidner, Pinsekirken, osv.) eller ikke-kristne grupper er en negativ oplevelse.
Lige som før gælder der, at hvis eleverne får at vide, at den slags myter er sande, så er faget forkyndende. Desværre er det netop den slags myter, eleverne bliver belært om.
Leave a comment