Lars Hedegaards håndbog i djævlemaneri

Når det sædvanlige peanut-galleri af islamofober og deres faste støtter forklarer, hvordan muslimer eller islam er, uden at gøre opmærksom på, at de støtter sig til en enkelt anekdote eller to, så er det ansvarsfralæggelse. Kommer der en muslim og forklarer, at muslimer ikke er sådan, så kommer ansvarsfralæggelsen nemlig hurtigt: Det var jo ikke jer, vi mente, men de andre muslimer. Eller i Lars Hedegaards ord: "Jeg har altid sagt, at jeg ikke taler om alle muslimer, men islam i sin grundform med sit kvindesyn".

Rent filosofisk må Lars Hedegaard hånes for sit oldtidssyn: Lars Hedegaard bygger nemlig på den forlængst forældede verdensopfattelse kendt som essentialismen. Denne opfattelse går i korte træk ud på, at der findes en "essens" bag ethvert udtryk, og at enhver manifestation af udtrykket er en "kopi". I Lars Hedegaards verden eksisterer islam således helt uafhængigt af mennesker - som var den gudsgivet, ikke menneskeskabt.

Ikke overraskende er metoden i Lars Hedegaards atavisme en lige så gammel traver. Når man anklager alle muslimer (f.eks. ved at sige: "Islam er ..."), så rammer man dem alle uanset fortolkning og tradition, og stigmatiserer dem alle. Allerhelst skal man sikre, at "grundformen" af islam ikke kan findes i nogen bestemt gruppering, som man kan gå hen og pege på. Det gælder om at holde den mytisk og uendeligt ond; for hvis man var i stand til at finde et konkret eksempel på en sådan islam-gruppe, ville man meget mod Lars Hedegaards ønske enten hurtigt kunne bortforklare islam som årsagen eller påvise, at gruppen slet ikke er så slem, som Lars Hedegaard helst vil tegne den. Lars Hedegaard opfinder kort sagt en djævel kaldet "islam", og hver gang han ser en muslim handle ubehageligt eller grusomt, ser Lars Hedegaard denne handling som en mere fuldkommen kopi af den essentielle islam end en handling, der ville betegnes som moderat, sekulær, lovlydig, eller på anden måde have et civiliseret eller venligt ansigt. Hos Lars Hedegaard er islam et indbegreb af grusomhed, og enhver anden handling er ikke en del af islams "grundform". Lars Hedegaard har ganske vist omtalt sig selv som "svagt troende", men han opfylder til excellence den kristne tradition for at fremmane den djævel, der er en nødvendig forudsætning for at kunne blive befriet fra samme, ligesom Lars Hedegaards forslag til løsning på problemet er den kristne guds reaktionsmønster værdigt.

Lars Hedegaards mønster for fremmaning af djævelen er det samme, som vi ser hos Dansk Folkeparti eller hos skrigosfæren, hvor ethvert eksempel på forbrydelser eller overgreb illustrerer islam, mens tilsvarende grusomheder begået af kristne eller positive handlinger begået af muslimer behændigt overses. Dette betragter islamofoberne ikke som hverken problematisk eller endsige uretfærdigt selektivt, for de mener netop, at de beskriver islams essens: At denne kerne ligger latent hos enhver muslim, og at det kun er et spørgsmål om tid og mulighed, før de velvilligt slipper denne iboende djævel fri.

Dermed kan Lars Hedegaard og de øvrige islamofober på en gang definere islam og implicere alle muslimer - og samtidig undgå det retsopgør, de måtte møde, hvis de anklagede en bestemt gruppe. De skal blot som altid sige: "Jamen det var jo ikke jer, vi mente", for gør man det tilstrækkelig mange gange, når man alligevel hele raden rundt.