Homo-vindsurfing

Da jeg boede i Bay Area i slut­nin­gen af 1990'erne, faldt jeg over et bil­l­bo­ard-opslag for "Gay Wind­sur­fers". Det var øjen­syn­ligt en for­e­ning af ho­mo­seksu­el­le, der vind­sur­fe­de sammen. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der var særligt ved bøsse-vind­sur­fing al den stund, at jeg ikke var et oplagt medlem, både på grund af min egen seksu­a­li­tet og min aldeles mang­len­de in­te­r­es­se i vind­sur­fing.

Ikke desto mindre fik op­sla­get mig til at tænke: Hvad er vind­sur­fing for bøsser og les­bi­ske, som vind­sur­fing ikke er for he­te­ro­seksu­el­le? Jeg havde ganske vist stadig bil­le­der på net­hin­den af en ung skønhed, der surfede i det græske øhav, mens hun foretog hånd­stand, split, og andre gym­na­sti­ske øvelser, der i høj grad frem­hæ­ve­de hendes figur, men der var stadig en vis afstand til direkte seksu­a­li­te­taf­hæn­gig vind­sur­fing. Dyrkede de sex, mens de vindsurfede (hvilket på sin vis ville være imponerende nok), eller var det en form for nøgen-vindsurfing, hvor man af uklare årsager fandt sin egen seksualitet så vigtig, at det stod i skarp kontrast til de fleste nøgenstrandes indstilling om, at man kan være nøgen, uden det skal involvere seksualitet?

Jeg fik aldrig noget svar på, hvordan en homoseksuel vindsurfer anderledes end en heteroseksuel, men min interesse var heller ikke større, end at jeg undlod at notere mig adressen, så jeg kunne møde op og spørge. Jeg gætter på, at årsagen er den marginalisering, som homoseksuelle udsættes for til trods for, at de udgør en betragtelig procentdel af befolkningen: De homoseksuelle i San Francisco udgør en subkultur, som har deres egne regler og "ghettoer", hvis ellers man kan kalde den dyreste og mest eksklusive del af San Francisco for en ghetto. De har en form for abstrakt sammenhold, hvor fællesskabet defineres ud fra deres seksuelle identitet, også på alle de områder, der intet har med sex at gøre.

Dette sammenhold er nok svært at overføre til danske forhold, hvor selv store procentdele af samfundet vil have svært at mødes i enkeltsags-forening, fordi vi er et lille folk. Samtidig er den amerikanske identitetsfølelse mere markant end den danske fællesskabsorientering (også selv om visse dele af den politiske arena halser efter de amerikanske forhold som en hanhund efter en tæve i løbetid), og det gør det mindre attraktivt at samles om fællesskaber, der tager udgangspunkt i ens egen identitet. Tror jeg.

Det er næppe den slags fordybende tanker, der går gennem hovedet på den dansker, der undrer sig over, at homoseksuelle føler behov for at holde "Copenhagen Pride" og tilsvarende events. Det er nok endda de færreste, der gennemskuer, at marginaliseringen af homoseksuelle nødvendiggør en sådan synlighed: Jo flere, der deltager i Copenhagen Pride, desto mere synligt er det, at der findes en stor gruppe danskere, der er marginaliserede - omend med den rebound-effekt, at en meget stor mængde mennesker signalerer det modsatte af marginalisering. Den almindeligt tolerante person observerer derfor med undren, at homoseksuelle finder det nødvendigt at gøre opmærksom på sig selv, fordi den samme tolerante person næppe er opmærksom på hvor mange fordomme, overfald, lovgivninger, m.v., der rammer homoseksuelle.

Jeg vil i stedet påpege noget, der sikkert hverken blev overvejet af Bay Area-vindsurferne eller af de danskere, der ser et indslag om Gay Pride i København: Der er intet ved vindsurfing, der er spor homoseksuelt. Det giver lige så lidt mening at diskutere bøsse-vindsurfing, som det gør at diskutere bøsse-højrekørsel på vejene. Når bøsser og lesbiske køber ind, er det ikke homo-indkøb. De kører ikke i homo-højre side af vejen. De homo-tænker sig ikke om, når de løser en vanskelig opgave. De homo-laver ikke mad. De homo-klipper ikke hæk. De homo-har ikke hund. De homo-køber ikke ind i Bilka. De opfører sig faktisk som alle andre, og det ville jeg helst sige, at enhver idiot ville kunne fatte.

Men ak. På trods af så simple erkendelser er det i år 2011 stadig et problem, at homoseksuelle kan blive viet. Homo-vielser burde være lige så lidt homo, som indkøb i Bilka er det, men i praksis er vielse - en borgerlig accept af retten til at dyrke sex med hinanden, samt en formaning om, at man så sandelig herefter skal afholde sig fra sex med nogen anden end sin på vegne af et fantasivæsen navngivet "Gud" bevidnede partner - aldeles særskilt og forbudt for homoseksuelle. Det er i det religiøse rum, at homoseksuel adfærd er forbudt og forkert, mens homoseksuelle i enhver anden sammenhæng ikke opfattes som afvigende. Det er religion, der definerer ægteskab som specielt, og det er religion, der definerer ægteskab som noget, der alene gælder mand og kvinde.

Der er intet ved ægteskab, som giver anledning til at tale om homo-vielse i stedet for "almindelig" vielse, bortset fra at ægteskab er en religiøs institution, der er sækulariseret - men ikke af den grund mindre mindre fornuftsfjernt - i samfundet. De ægteskabelige krav kunne være ligegyldige al den stund, at religiøse mennesker selv må leve med de restriktioner, deres religion påbyder dem, at homoseksuelle må acceptere den homofobi, deres egen religion udviser, eller at kvinder selv må finde sig i, at deres religion er kvindeundertrykkende... eller alternativt forlade den. Det må i en væsentlig udstrækning være op til den enkelte, om han eller hun vil støtte en religion, der gør ham eller hende til et hadeobjekt, ligesom man vel må tillade den enkelte valget mellem at springe ud fra 10. sal eller modtage professionel hjælp til at komme væk fra sine problemer. Men de ægteskabelige krav er ikke ligegyldige, fordi de har enorme juridiske og økonomiske følger i et samfund, der trods tilsyneladende sækularisering insisterer på en forældet religiøs tradition i både tanke og praksis.

Problemet er, at disse religiøse forvildelser har fået lov til at eksistere i et sekulært samfund, der formelt har vendt ryggen til den gud, der engang definerede kulturen, men som stadig opfører sig fuldstændigt, som om de stadig troede på guden. Den religiøst funderede fordømmelse af seksuelle minoriteter, der ingenlunde er usædvanlige eller sjældne, såvel som den lovgivning, der fører fordømmelsen meget klart ud i livet, er et uhyre aktuelt problem. Det handler ikke om at være for eller imod homoseksualitet, men om at eliminere de holdninger, der gør homoseksualitet til et problem. Det handler ikke om at støtte homoseksuelles ret til at blive viet i Folkekirken eller andre steder, men om at gøre vielse til et ligegyldigt ritual, både mentalt og legalt.