Konvertitternes konstans

Det er konvertitterne, der har travlt med at overbevise ikke-medlemmer om religionens fortræffeligheder, og som har travlt med at vise omgivelserne - og især sig selv - hvad de er. Når børn af indremissionske familier bliver missionerende, sker det i deres identitetssøgende år, hvilket vi andre i parentes bemærket har mærket rigeligt til i gymnasierne og på universiteterne. Når først de har forliget sig med sig selv, slapper de af igen.

Det er på sin vis rimeligt nok, at visse konvertitter føler et vist behov for at lægge hurtig og overbevisende afstand fra deres forkastede tro. Vores selvopfattelse bygger ikke alene på, hvad vi er, men også på, hvad vi ikke er, så et skift til noget nyt betyder derfor også en erkendt afstandstagen fra noget gammelt. Sagt på en anden måde, så er det forventeligt og forståeligt, at en konvertit i den første tid er mere end almindeligt fjendtlig overfor sin tidligere religion: En bortløben nonne taler ikke pænt om sit kloster. Tilsvarende er det også ganske magtpåliggende for konvertitten at fjerne enhver tvivl om sit nye standpunkt. Er der tale om en joiner-type med stærk gruppe-orientering og -afhængighed, er det også rimeligt, at vedkommende føler det nødvendigt at fortælle alle andre om, hvad det er for grupper, han tilhører eller forlader. Dette er en helt naturlig reaktion.

På den måde kan man godt genkende, om en person er nylig konvertit, eller om der har været tale om lang tids tilvænning. Hvis det er konvertitter af den mere ekstreme slags, har de også jævnligt vendt ryggen til familie eller venner. En ikke-konvertit eller en person, der har fulgt religionen i en væsentlig del af sit liv, har enten integreret sin familie og sine venner i sit religiøse standpunkt, eller også har personen fundet familien og vennerne gennem religionen.

Men der er noget andet, der gør det nemt at spotte en konvertit, nemlig at de er udpræget genkendelige i deres nye religion, uanset hvor eksotisk den måtte være. Hvis en dansker fra et åbenlyst kristent hjem f.eks. bliver hare krishna-munk, så vil personen minde langt mere om en kristen, dansk fundamentalist, end personen vil minde om en form for fjernøstlig hinduist. Naturligvis lever personen efter hare krishna-religionens forskrifter, og Bibel-vrøvlet er skiftet ud med Bhagavad-Gita-vrøvl, m.m., men måden personen fortæller om sin religion på, hans argumentationsform, hans måde at være aggressiv på, hans fjendebilleder, hans værdisæt, kort sagt hele hans mindset, er det samme som det kristne ditto, som personen tror, han har forladt, og det afslører hans baggrund. Jeg drager i øvrigt hare krishna-munkene frem, fordi de er nogle af de mest karrikerede folk, jeg er stødt på. Her i landet har hare krishna-religionen præsteret menige konvertitter, der har været selv Ruth Evensen og Moses Hansen rangen stridig i kristen, fundamentalistisk adfærd. Måske appellerer den til en særlig type mennesker.

Det er også ganske rimeligt, at det forholder sig sådan. Folks personlighed har trods alt større betydning for deres adfærd, end deres nyfundne religion har. Hvis de er opdraget i et kristent hjem med kristne værdier, kristen moral, kristen argumentation, osv., så er alt dette ikke noget, man bare hænger fra sig på knagerækken sammen med jakken, når man tager sit nye hare krishna-kostume på. Det er indlært lige fra barnsben, og så hænger det fast. Det lader sig ikke sådan bare aflære over 20-30 års tid. I bedste fald er der nogle overfladiske ting, der "gror fast": Man lærer mÃ¥ske at blive vegetar, eller man bliver afholdsmand - og det sidste har nok også nemmere ved at gro fast, hvis ens baggrund var religiøs til at begynde med.

Dette gælder også, hvis man fravælger sin tro og bliver ateist. Det er ikke helt urimeligt at omtale religiøse folk, der har lagt religionen bag sig, som ateistiske konvertitter. For selv om konvertering formelt henviser til et skifte til en (anden) tro, mens ateisme jo ikke er en tro, så er der nogle gode grunde til at anse skiftet som en konvertering: For det første involverer det ligesom konventionel konvertering om et skift fra en tro. For det andet er der tale om et valg. For det tredie udgør ateismen et nyligt opdaget univers for personen. For det fjerde kender jeg ikke til et fagterm, der dækker over det at blive ateist.

Når en tidligere kristen fundamentalist (eller en hare krishna-munk, eller en tredie type galning) bliver ateist, så holder personligheden også ved. Personen får ikke en nyt, bedre og mere udholdeligt personlighed, bare fordi religionen bliver lagt på hylden. Et fundamentalistisk røvhul er stadig et røvhul, når han lægger den specifikke fundamentalisme fra sig, for nu at sige det, som det er. Den nyfundne ateisme består kun på overfladen af den nye sag. Den ideologiske baggage af moral, verdenssyn, erkendelse og metoder er også alle de samme gamle. Ateistiske konvertitter reagerer på samme måde overfor modstandere, som de gjorde, mens de var troende; blot er modstanderne blevet nogle andre. De læser stadig tekster ud fra deres egne associationer og tror, at deres egen holdning har en særlig sandhedsværdi. De har stadig behov for at missionere om deres ateisme, og de har fundet en ny gruppe af "vantro" i form af de troende (hvor fokus på de vantro grupper nemt kan være dikteret af den tidligere religion, eller alternativt er den religion, de forlod). Og de ateistiske konvertitter vælger også autoriteter og sandheder ud fra retorisk og følelsesmæssig appel frem for fagviden og saglighed, ganske som hidtil. Den eneste forskel er, at de ateistiske konvertitter tilfældigvis har valgt bedre "præster" denne gang, og de er lige så frelste i deres ateisme, som de var det i deres tidligere religion.

At diskutere med disse konverterede ateister er helt som at diskutere med religiøse mennesker. Indlægget om Virkelighedens hvide klovn på indeværende blog er skrevet på baggrund af noter, som jeg og en bekendt udarbejdede tilbage i 1990'erne, hvor vi fandt en særlig adfærd så påfaldende, at vi skrev dens karakteristika ned. Hvad der ikke fremgår direkte af indlægget er, at vi især fandt adfærden synlig hos enten stærkt religiøse mennesker eller folk, der tidligere havde været (stærkt) religiøse.

Jeg plejer at sige om tidligere religiøse mennesker, der er blevet ateister, at selv om de måske ikke tror på nogen gud, så opfører de sig, som om de gjorde. Hvor psykologien beskæftiger sig med locus of control i personlighedstræk, som øjensynligt også påvirker valget af religion, så opfatter jeg dem som mennesker, hvis locus for såvel kontrol som viden, identitet, erkendelse, moral, og meget andet ligger et helt andet sted, end det gør for en person, der aldrig har været religiøs. Der er en verden til forskel. Lige så vel som en tidligere religiøs kender de religiøses tankegang, lige så lidt kender vedkommende til en ateists tankegang.

Det er, som om deres vej væk fra religionen leder dem langs en Möius-sti, hvor de aldrig kommer over til den anden side, skønt det umiddelbart kan se sådan ud. Deres overbevisninger og forklaringer skifter, men deres standpunkt er det samme. Mennesker forandrer sig ikke på et så fundamentalt niveau som i deres personlighed: Det kræver nogle bestemte tankemønstre at være religiøs, og hvis disse tankemønstre er en del af ens personlighed, så ændrer de sig ikke, bare fordi man skifter religion eller fraskriver sig den. Og man vælger næppe en fundamentalistisk indgangsvinkel til en ny religion, hvis ikke man helt grundliggende "har det i sig" at være fundamentalist. Religøse holdninger ligger ikke lige så dybt som personlighedstræk, og intelligens og evnen til rationel tænkning er betinget af arv og miljø, men ikke af tro.

Jeg betragter ateister med religiøs baggrund som problematiske, for selv om de hævder gudløshed, promoverer de i samme åndedrag de samme moralbegreber, den samme holdning til sandhedsværdi, de samme menneskesyn, osv., som netop giver anledning til de religioner, som de hævder, at de vil slippe for. Deres hjerter banker stadig for de religiøse forestillinger, og det former deres udtryksform og holdninger på en sådan måde, at de i praksis viderefører deres "grundreligion", uanset om de finder nye religioner eller ligefrem fravælger dem. Og det gø dem lige så skide irriterende som enhver anden religiøs konvertit.