Virkelighedens hvide klovn

Man sidder med fornemmelsen af, at ord som "kontekst" og "sammenhæng" slet ikke findes i den hvide klovns paradigme. Hvor vi andre benytter skepticisme som et værktøj til at undgå fejl, benytter virkelighedens hvide klovn det som et værn mod erkendelse. Den hvide klovn evaluerer ikke et udsagn i forhold til dets sandhedsværdi, men i forhold til dets associationsværdi for klovnen selv. En sandhed bliver ubehagelig, hvis den associeres med noget ubehageligt, og så bliver den afvist. Især har den hvide klovne problemer med ka­te­go­ri­se­rings­be­næv­nel­ser af personer.

Den hvide klovns selvoptagethed gør ham ude af stand til at følge en forfatters tekst loyalt, og får ham i stedet til at læse sine egne meninger ind i teksten og se ting, der helt åbenlyst ikke er til stede. Den hvide klovn overser de væsentlige pointer eller endda den forklarende titel på teksten, og insisterer på, at forfatteren har skrevet om fårene, selv hvis forfatteren har understreget lige fra begyndelsen, at det kun handlede om bukkene. Og som om det ikke er nok, bliver man også dømt af den hvide klovn ud fra de detaljer, som virkelig kun klovnen kan se, også hvis man påpeger, at klovnen ser syner. Hos den hvide klovn får ordene en anden betydning end hos de fleste, idet den hvide klovn tillægger ordene en betydning, der bygger på den hvide klovns helt private associationer. Symbolsk sprog har han meget svært ved at forholde sig til, og kan opfatte det som helt bogstaveligt ment.

Man får fornemmelsen af, at den hvide klovn helt bevidst forvrænger ens synspunkter og fejlrepræsenterer dem, især når man adskillige gange har gentaget, at man ikke sagde det, som den hvide klovn hævder, men det der faktisk står i ens tekst. Man kommer til at opfatte dem som sabotører, spioner eller nyttige idioter - folk, der er på "fjendens" side. Opfattelsen af, at den hvide klovn er fjendtligt indstillet, understreges ofte af hans opførsel; for mens han behersker høflighedsfraserne, overdriver han dem ofte, mens han akkompagnerer dem med sarkasme, nedladende tiltale, spørgsmål, der maskerer en fornærmelse, osv.

Den hvide klovn vil aldrig indrømme en fejl, og når kritik en sjælden gang bliver besvaret, undgår den hvide klovn at svare præcist. Enten er svaret uforståetligt uklart, eller også snakker den hvide klovn udenom ved at bringe et tidligere eller nyt emne op. Man finder også eksempler på hvide klovne, der insisterer på en formaliseret eller overdreven høflighed, hvor den hvide klovn benytter sig af en helt unødvendig "rimelighed", der blot har til formål at holde alt så uklart, at klovnen ikke skal sige noget med substans. Form, stil og præsentation vejer tungt i forhold til indhold. Hvis modparten er uhøflig, fordi den hvide klovn opfører sig som klovne nu opfører sig, er det dét, den hvide klovn forholder sig til, ikke det argument, der blev fremsat. I sin selvoptagethed vælger den hvide klovn sine autoriteter til viden ud fra deres enighed med ham selv, ikke ud fra deres kvalifikationer eller kompetencer.

Det er ikke overraskende, at den hvide klovn helst holder sig til uklarheder og irrelevante kilder, for lige så selvoptaget, den hvide klovn er, lige så uvidende er han. Ethvert klart sprog ville afsløre, at den hvide klovn intet ved. Den hvide klovn selv er imidlertid intetanende om sin egen uvidenhed. Når han ikke forholder sig til det ene gode argument efter det andet, er det ikke nødvendigvis fordi han har svært ved at forstå selve argumenterne, men fordi han ikke kan mærke, at han er på usikker vidensgrund. Når den hvide klovn endelig selv finder noget, som han uanset rimeligheden opfatter som et endegyldigt argument mod sin modpart, klynger han sig til denne livline.

En stor del af den hvide klovns uvidenhed har form af simpelhed, hvor alt er enten sort eller hvidt, og hvor den hvide klovn udleder det sorte, når man siger det hvide: Er man imod Israel, må man være for Palæstina, og er man glad for sund mad, må man hade usund mad. Den hvide klovn ser altid kun to alternativer stillet op mod hinanden, og når den hvide klovn har valgt kategorisering, kan intet indtage begge positioner på én gang. Forestillingen om en forening af modsat rettede principper som andet end kompromis eller blanding ligger udenfor den hvide klovns fatteevne.

Det nytter ikke at diskutere med virkelighedens hvide klovn. Alt, hvad han siger omkring et emne er så forkert, både i de små og i de store træk, at det er helt uoverskueligt, hvor man skal begynde. Man sidder med fornemmelsen af, at det er så urigtigt, at det ikke engang er forkert; det er så afsporet, at det end ikke giver mening at forholde sig til det. Det er, som om alt, hvad den hvide klovn foretager sig, har til hensigt at skabe splid, kævl og kontroverser, og hans diskussionspartnere ender ofte med at blive vrede på ham.

Desværre ser man det ikke altid ved første øjekast. En hvid klovn kan gentage andres velovervejede tanker som var det hans egne, og det er først i de senere stadier, hvor klovnen selv skal tænke, og ikke kan støtte sig til sin hukommelse, at logik og rationaliet bryder sammen.

"Hvad tåben angår, udfører han uden sin pligtfornemmelse intet. Han opfatter viden som uvidenhed, gavnlige ting som skadelige. Han begår alle slags fejl, og bliver afvist for dem hver dag. Hen lever således i døden, det er hans næring" - Ptah-Hotep.