Den implicitte accept

Man kan heller ikke sige, at et politisk parti misbruger politik, bare fordi partiet bruger politik til at fremme andre mål (politiske eller ej) end andre politiske partier. Man kan benytte krig og politik mere eller mindre hensigtsmæssigt for sig selv og andre, men det bliver det ikke til misbrug af.

Religion er tilsvarende, hvad dens følgere gør den til, og i de større religioner er der bogstavelig talt titusindvis af grupperinger, der hver især mener, at netop de selv udgør den rigtige tolkning, mens alle de andre grupperinger tager mere eller mindre fejl. Det giver ikke mening at fastslå, hvem der har ret, for hvem skulle dog bestemme det? Det er jo ikke ligefrem fordi f.eks. den kristne gud ser ud til at have valgt at slå det fast trods sin formodede evne og mulighed for at gøre det, så ingen ville være i tvivl. Allah holder sig tilsyneladende også tilbage.

Der er kort sagt ingen, der har autoriteten til at sige, at lige netop de selv er den rigtige slags kristendom, jødedom, buddhisme, whatever. Tilbage står blot en konstatering af, at der i hvert fald er mange grupperinger, og at det eneste, vi kan være sikre på, er hvordan de opfører sig. Vi kan ikke sige, at den ene muslimske gruppe er "mere muslimsk" end den næste muslimske gruppe.

Selv om vi i nogle tilfælde kan identificere større historisk autenticitet og tilsyneladende mere skriftnær ærlighed, så hjælper det os faktisk ikke, for hvem siger, at guderne ikke kan følge med tiden og mene noget andet i dag, som er bedre repræsenteret af en mindre skriftnær gruppering? Religiøse grupperinger kan være mere eller mindre repræsenterbare for religionen - dvs. de kan minde om de fleste andre grupper i religion i varierende grad - men selv den fra normen mest afvigende gruppering kunne i princippet godt være den, der havde mest ret.

Når et begreb ikke er entydigt, og der ikke findes en autoritet, der kan afgøre korrekt og ukorrekt tolkning, hersker relativismen. Man kan henvise til sin religion, når man foretager sig noget, men hvis andre under samme "paraply-religion" er uenige, er det ikke muligt at afgøre, hvem der har ret.

Man er i praksis tvunget til at tage en nærmest ateistisk holdning: Vi kan ikke afgøre, hvem der har ret, eller om nogen overhovedet har ret. Vi kan blot identificere grupperinger og beskrive, hvordan de opfører sig. Vi kan således konstatere, at f.eks. Islam indeholder ekstremistiske grupper, der udøver terror og dræber individer, de er uenige med. Vi kan tilsvarende konstatere, at Islam indeholder (mange flere) grupperinger, der ikke har den fjerneste anelse om, hvad Islams fem søjler er for en konstruktion. Der kan findes tilsvarende grupperinger indenfor kristendommen.

Den slags er sikkert meget frustrerende for religiøse mennesker, ikke mindst når udenforstående i mere eller mindre ond tro kæder ens egen, fredelige (forhåbentlig) tolkning af ens religion sammen med ekstremisters handlinger. Men sådan er det bare: Hvis man er kristen, og en kristen ekstremist opfører sig på en måde, som man selv opfatter som Djævelens værk, så er vedkommende altså stadig kristen, og ingen kan objektivt hævde, at vedkommende tager fejl. Muslimske ekstremister kan også kalde sig for muslimer, uanset hvad andre muslimer ellers måtte mene om den sag.

En ting kan man imidlertid konkludere med sikkerhed: Ingen religion kan påberåbe sig, at hvis blot folk fulgte den "rigtige" udgave af religionen, så ville krig og ufred være væk. Uanset hvor mange skriftsteder, man kan citere, som opfordrer til fred og fordrageligehed, så kan man ikke hævde at have mere ret end de grupperinger, der enten blæser på disse skriftsteder eller tolker dem som kun gældende for de allerede overbeviste. Enten accepterer man, at ens religion indeholder afskyelige elementer og anerkender, at ens religion af samme årsag ikke er svaret på noget som helst, eller også må man forlade den.