Den demokratiske illusion

Folketingsvalget i Danmark er ikke demokrati. Det eneste, folket får lov til at beslutte, er ansigterne på de personer, der kommer til at sidde i regeringen indtil næste valg, godt hjulpet på vej af propaganda, hvor de politiske ansigter stort set kun siger ting, som ingen - heller ikke modkandidaterne - kan være uenige i. "Nej til kriminelle", siger de Konservative for eksempel, som om nogen af deres modkandidater nogensinde ville have sagt "ja til kriminelle". Desværre tænker den gennemsnitlige vælger nok ikke så langt, at han eller hun gennemskuer, at de Konservative dermed ikke præsenterer en holdning, som skulle få en til at vælge de Konservative frem for et af de øvrige partier, og at plakaten kun har til hensigt at score en stemme via sympati for en holdning, som det er umuligt at være uenig i.

I de fleste tilfælde vælger vi politikerne blandt en meget lille skare af kandidater, som de enkelte partier gennem interne og for den øvrige befolknings vedkommende udemokratiske beslutninger har valgt at opstille.

Kandidaterne har forskellige holdninger, ingen tvivl om det. Der er tydelige ideologiske forskelle, i hvert fald på nogle punkter. Men de er ikke upåvirkelige, og både før og efter de er valgt ind, står en lang række meget pengestærke interessenter parat med et velorganiserede og effektive kommunikationssystemer, der indeholder "eksperter" og stærke poster, som kan plante store historier i medierne, som rykker i det politiske billede og giver magt til de politikere, der følger historiernes opfordringer. Selv hvis ikke politikerne bliver overbevist om historiernes indhold, så ved det godt, at hvis ikke de følger historiernes opfordringer, så har historierne rykket ved så mange vælgeres holdninger, at politikerne risikerer at miste stemmer og opbakning.

In­te­r­es­sen­ter­ne har en skare af lob­byi­ster, som po­li­ti­ker­ne li­ge­frem finder ønsk­vær­di­ge, fordi disse lob­byi­ster kan for­tæl­le po­li­ti­ker­ne, hvad de bør fo­ku­se­re på for at po­li­ti­ker­ne kan beholde den magt, de er blevet beføjet. Til de enkelte po­li­ti­ke­re og deres partier står menuen på dyre middage, in­vi­ta­tio­ner, ar­ran­ge­men­ter, fryn­s­e­go­der, "va­re­prø­ver", gaver, mere eller mindre åbenlys øko­no­misk støtte, osv. i en grad, der ri­ge­ligt over­skri­der gråzo­nen for regulær kor­rup­tion.

Store aftaler med alvorlige konsekvenser for samfundsøkonomien bliver indgået i hemmelighed - tænk blot på salget af DONG eller tilladelsen til specifikt at udvinde skifergas - og endda uden mulighed for offentlig indsigt efterfølgende. Det ligger lige for at spekulere på, hvad Bjarne Corydon (S) eller hans parti mon er blevet lovet eller foræret for dette salg. Til gengæld er der ingen grund til at spekulere på, om en regering bestående af V og K frem for S or R ville have handlet anderledes.

Nogle af interessenterne er indbyrdes konkurrerende virksomheder og erhverv, og i den forstand er det ikke helt forudsigeligt hvilket standpunkt, et parti vil tage i en given situation. Udfaldet kommer an på hvilke interessenter, der samlet set har spillet de stærkeste kort. For selv om en Venstrepolitiker måske får sin husleje betalt af en virksomhed, og derfor varetager denne virksomheds interesser i stedet for landets og samfundets, så kan den pågældende politiker blive tvunget til at stemme anderledes, hvis andre interessenter har overbevist tilstrækkeligt med øvrige Venstrepolitikere om, at partiet skal afgive en bestemt samlet stemme.

Politikerne er ikke nødvendigvis mere påvirkelige eller korrupt anlagte end alle vi andre (og dog, for talrige studier viser, at med priviligeret position kommer også følelsen af at være hævet over andre), men den målrettede påvirkning af dem er massiv. Politikerne bliver overfyldt med påvirkning fra pengestærke interessenter, indtil de tror, at hele virkeligheden er, som disse interessenter siger. Derefter fører de den politik, som giver interessenterne deres vilje i en - for de fleste vedkommende sikkert oprigtig - tro på, at de arbejder i landets bedste interesser.

Under politikerne sidder hele embedsmandsværket. Her er der ikke de formelle beslutningskompetencer, som politikerne har, men det er her, alle beslutningerne skal udformes, så de er praktisk gennemførlige. Her er de førnævnte interessenter også aktive for at sikre, at embedsmændene "lige husker" at udforme beslutningerne på en sådan måde, at interessenterne kan drage nytte af dem, og gerne på en måde, der ikke har det mindste med beslutningens oprindelige hensigt at gøre.

En håndfuld af de politikere, der i væsentligst grad bliver anset for at føre politikken på Christiansborg, indgår helt direkte i et netværk udgjort af en overklasse, som vi andre ikke har adgang til. De er ikke en konspiration, men det er personer med en fælles konsensus om, hvordan landet skal ledes (dvs. således, at netværkets medlemmer bliver særligt tilgodeset på bekostning af alt andet), og som ansætter hinanden til hinandens store poster. Politikerne, som er inviteret ind i dette netværk, er nødt til at tage hensyn til de øvrige personer i netværket, hvis de vil beholde deres plads i netværket.

Endelig kan EU blande sig i - dvs. underkende og diktere - vores handelspolitik, miljøpolitik, landbrugs- og fiskeripolitik, energipolitik, forbrugerbeskyttelse samt retlige anliggender. Og eftersom EU ret beset er en handelsorganisation, er disse emner bestemt af resten af EUs virksomheders økonomiske interesser, som ikke kunne være meget fjernere fra et (dansk) demokrati. De eneste kategorier, EU ikke kan blande sig direkte i, er emner såsom uddannelse, sundhed og kultur. Det er derfor næppe overraskende, at når alle pengene er brugt på EUs virksomheders interesser, er det altid indenfor disse sidst nævnte emner, at politikerne finder det "nødvendigt at spare", for disse er de eneste emner, politikerne overhovedet har mulighed for at bestemme over på vegne af de førnævnte magtfulde interessenter.

Hvis jeg stemmer blankt, så er det fordi jeg ikke kan finde et parti, jeg er tilstrækkeligt enig med, men det er langt fra tilfældet. Hidtil har jeg stemt på Enhedslisten, og det er bestemt også kun i småtingsafdelingen, at mine holdninger afviger fra deres. Jeg har også fornemmelsen af, at Enhedslistens politikere i det store hele er troværdige, måske fordi deres politikere ikke står til en personlig gevinst, hvis deres politik bliver gennemført. Men jeg har desværre også indtryk af, at trods Enhedslistens politikeres store arbejde bliver Enhedslisten systematisk sat udenfor indflydelse, og kun inddraget i sager, hvor der alligevel ville have været flertal, eller hvor Enhedslistens pris er negligibel. Hvis jeg stemmer på Enhedslisten, tror jeg derfor ikke på, at jeg får nogen egentlig stemme i Folketinget af den grund, men jeg sender et signal om, at jeg billiger hele det udemokratiske system, som vores Folketing og valget til samme udgør. Det samme signal sender jeg, såfremt jeg stemmer blankt.

Det er kort sagt stort set ligegyldigt, hvem der kommer til at sidde i Folketinget, for det er de samme interesser, der bliver plejet uanset. Og det er interesser, som vi ikke har mulighed for at stemme på. Jeg vil gerne have et demokrati, men Folketingsvalget og Folketingets arbejde er ikke noget demokrati, og jeg støtter det derfor ikke. Min stemmeseddel ser derfor således ud i år: