Over hele landet bliver sognepræst Per Ramsdal støttet, fordi han lagde hus til de irakiske flygtninge, der havde søgt tilflugt i Brorsons Kirke. Jeg vil ikke diskutere, hvorvidt han har vundet befolkningens flertal eller ej, men blot konstatere, at han støttes af en stor mængde mennesker her i landet. Over hele linien prises han for at udvise den "kristne næstekærlighed", mens øvrige kristne såsom Birthe Rønn Hornbech og Dansk Folkepartis dommedagspræster mere eller mere eksplicit anklages for at svigte det kristne budskab.
Må jeg lige være fri. Hvad har Per Ramsdal, som vi andre ikke har, siden han var i stand til at give de irakiske flygtninge husly?
Svaret er simpelt: En kirke. Vedligeholdt af skatteydernes penge, opvarmet og belyst via Københavns forsyningsvæsen. Resten - mad, sengeplads, underholdning, m.v. - bidrog en stor gruppe frivillige over hele landet med. Med sådan et hotel er det nemt at være næstekærlig.
De øvrige kristne, som modsætter sig Per Ramsdal, har lige så meget patent på, hvad der er "rigtig" kristendom som Per Ramsdal og de, der støtter ham. De svigter overhovedet ikke noget kristent budskab, for dette budskab har de lige så megen ret til at definere, som Per Ramsdal og enhver anden kristen. Kristendommen er menneskeskabt, og findes i så mange afskygninger, at den "rigtige" kristendom slet ikke kan defineres. Evangelist og Faderhuset er lige så ægte kristendom som de dele af Folkekirken, der støtter Per Ramsdal, og har lige så megen ret til at definere, hvad næsteæ¦rlighed er.
Per Ramsdal og hans støtter mener utvivlsomt, at han og støtterne handler i overensstemmelse med deres religion, og at han retter sig efter et kristent næstekærlighedsbud. Glemt er det, at dette næsteæ¦rlighedsbud gennem tiden har haft mange ansigter. For nogle hundrede år siden brændte man mennesker på bålet af en næsteæ¦rlighed, der bød de kristne at redde de stakkels hekses sjæl fra Djævelen, og naturfolk og hele civilisationer er blevet udslettet af de kristnes måde at vise næstekærlighed på. Opfattelsen af, hvem der har været ens "næste" har også haft en meget skiftende udvikling, og ve det folk, der faldt udenfor næstekredsen.
Per Ramsdals kristne støtter mener sikkert, at han repræsenterer en form for næstekærlighed, som lige netop deres form for kristendomstolkning står for. Hvad med alle vi, der ikke er kristne, og som har støttet irakerne: Er det så ikke næstekærlighed, eftersom det åbenbart er en kristen specialitet? Sig mig, hvad Fanden bilder I jer ind?! Det er ikke næstekærlighed, men hovmod og religiøs selvfedme at sige, at jeres støtte til irakerne er udtryk for kristen næstekærlighed, når I siger det om jer selv, og føj dertil arrogance og uforskammethed, når I siger det om vi, der ikke er kristne. Den store støtte til Per Ramsdal klinger hult af kristnes dyrkelse og tilbedelse af sig selv.
Kristne har ikke patent på at behandle andre mennesker ordentligt, og set i skæret af historiens lys ville det også være særdeles risikobelagt at overlade et så vigtigt forhold til en så historisk grusom tradition som kristendommen.
Det her handler om medmenneskelighed og sikring af et samfund, hvor man hjælper andre, fordi man også selv kan få brug for hjælp - og det er større end nogen gud.
Må jeg lige være fri. Hvad har Per Ramsdal, som vi andre ikke har, siden han var i stand til at give de irakiske flygtninge husly?
Svaret er simpelt: En kirke. Vedligeholdt af skatteydernes penge, opvarmet og belyst via Københavns forsyningsvæsen. Resten - mad, sengeplads, underholdning, m.v. - bidrog en stor gruppe frivillige over hele landet med. Med sådan et hotel er det nemt at være næstekærlig.
De øvrige kristne, som modsætter sig Per Ramsdal, har lige så meget patent på, hvad der er "rigtig" kristendom som Per Ramsdal og de, der støtter ham. De svigter overhovedet ikke noget kristent budskab, for dette budskab har de lige så megen ret til at definere, som Per Ramsdal og enhver anden kristen. Kristendommen er menneskeskabt, og findes i så mange afskygninger, at den "rigtige" kristendom slet ikke kan defineres. Evangelist og Faderhuset er lige så ægte kristendom som de dele af Folkekirken, der støtter Per Ramsdal, og har lige så megen ret til at definere, hvad næsteæ¦rlighed er.
Per Ramsdal og hans støtter mener utvivlsomt, at han og støtterne handler i overensstemmelse med deres religion, og at han retter sig efter et kristent næstekærlighedsbud. Glemt er det, at dette næsteæ¦rlighedsbud gennem tiden har haft mange ansigter. For nogle hundrede år siden brændte man mennesker på bålet af en næsteæ¦rlighed, der bød de kristne at redde de stakkels hekses sjæl fra Djævelen, og naturfolk og hele civilisationer er blevet udslettet af de kristnes måde at vise næstekærlighed på. Opfattelsen af, hvem der har været ens "næste" har også haft en meget skiftende udvikling, og ve det folk, der faldt udenfor næstekredsen.
Per Ramsdals kristne støtter mener sikkert, at han repræsenterer en form for næstekærlighed, som lige netop deres form for kristendomstolkning står for. Hvad med alle vi, der ikke er kristne, og som har støttet irakerne: Er det så ikke næstekærlighed, eftersom det åbenbart er en kristen specialitet? Sig mig, hvad Fanden bilder I jer ind?! Det er ikke næstekærlighed, men hovmod og religiøs selvfedme at sige, at jeres støtte til irakerne er udtryk for kristen næstekærlighed, når I siger det om jer selv, og føj dertil arrogance og uforskammethed, når I siger det om vi, der ikke er kristne. Den store støtte til Per Ramsdal klinger hult af kristnes dyrkelse og tilbedelse af sig selv.
Kristne har ikke patent på at behandle andre mennesker ordentligt, og set i skæret af historiens lys ville det også være særdeles risikobelagt at overlade et så vigtigt forhold til en så historisk grusom tradition som kristendommen.
Det her handler om medmenneskelighed og sikring af et samfund, hvor man hjælper andre, fordi man også selv kan få brug for hjælp - og det er større end nogen gud.
Du har fuldstændig ret i at det handler om medmenneskelighed. Derfor synes jeg også det er fint, når Johanne Schmidt-Nielsen siger rent ud, at det kan være rigtigt at overtræde en lov, når man ved at konsekvensen af ikke at gøre det er, at et andet menneske bliver bragt i fare - altså af menneskelige grunde. Modigt sagt af en politiker! (ikke ordret citeret).
På den måde får hun ramt hovedet på sømmet, og indirekte også sagt, at det principielt ikke er et spørgsmål om kristendommen.
Men hvis man mener det kan være forsvarligt at bryde loven i den specielle situation, så er det vel også i orden at en præst gør det?
Ligesom det også må være i orden, at en millionær med en stor villa stiller nogle af villaens rum til rådighed? Det er vel lige så sympatisk - uanset at man som venstreorienteret ellers har noget imod store forskelle i rigdom...
Det er ikke noget problem, at præsten stiller det skatteyderbetalte og sympatisør-drevne "hotel" til rådighed. Problemet er, at han og andre tilskriver det deres religion. Det er sgu for billigt, fordi det ikke blot fuldstændig underkender den indsats, som så mange andre, ikke-kristne mennesker har ydet, men ligefrem insinuerer, at de gjorde det, fordi de var kristne.
Medmenneskelighed og retsstatsprincipper er større end nogen gud, og jeg ser meget nødigt, at sådanne principper bliver kidnappet af en religion, hvis historiske adfærd står i skarp konstrast til dem.
Er det ikke kun hans egne handlinger Per Ramsdal tilskriver hans egen religiøse tro og værdier?
Skulle han have smækket kirkedøren i for disse flygtninge?
Eller sagt på en anden måde: Skulle han have UNDLADT at vise medmenneskelighed, fordi det for ham er forbundet med kristendommen?
Lægger du ikke for stor vægt på din egen negative holdning til kristendommen på den måde?
Jeg synes, det er fint, at Per Ramsdal bruger kirken. Det er slet ikke det, der er problemet.
Der, hvor jeg bliver sur, er når præster og andre kristne uden blusel påstår, at det skyldes kristen næstekærlighed, når det i virkeligheden er andre, der betaler - herunder folk, der ikke er kristne. Jeg er ærgerlig over, at mine bidrag delvist bliver brugt til at financiere deres religiøse propaganda.