Ville du tilbyde at huse en irakisk asylansøger, der risikerede deportering? Jeg mener: Ville du tilbyde dette uden de forbehold, der gør det så nemt at svare "ja" til spørgsmålet?
Vil du svare "ja", hvis ikke du ved, hvad det er for folk, du inviterer ind i dit hjem, hvor de har adgang til alt, hvad du ejer?
Vil du svare "ja", velvidende at dit privatliv i en ukendt periode vil være kompromitteret?
Vil du svare "ja", velvidende at det koster ca. kr. 1500 om måneden i mad og ekstra forbrug?
Vil du svare "ja", velvidende at du kan blive retsforfulgt og miste både arbejde og det hjem, du stillede til rådighed?
Vil du svare "ja", selv om du allerede har svært ved at få plads til din egen familie i din lejlighed?
Det er uhyre nemt at svare "ja" til disse spørgsmål, for nu hvor irakerne er deporteret, er der overhovedet ingen risiko eller udgift forbundet ved det. Det er så nemt at sige, at jeg gerne gav 10 millioner i støtte til værdigt trængende, hvis blot jeg vandt 100 millioner i Lotto, at det er et værdiløst udsagn. Dette gælder også udsagn om at yde hjælp, når behovet på den ene eller anden vis er elimineret. Intet vejer så lidt som et løfte.
Derfor (foruden det forhold, at jeg kun sjældent melder mig til en Facebook-gruppe) har jeg takket nej til de mange nylige Facebook-invitationer til gruppen "Jeg vil skjule en flygtning, hvis jeg kan". For det første kan jeg ikke; i hvert fald ikke uden væsentlige besværligheder og forbehold. For det andet er situationen hypotetisk, hvilket sætter Facebook-gruppen i kategori med enhver anden form for mental underholdning.
For det tredie nærer jeg stor modvilje mod at plastre mig selv til med pins og badges - hvadenten der er på tøjet, postkassen eller min Facebook-profil - der illustrerer holdning i hånd med fraskrivelse af handling. Der er kun ringe forskel på at se sig selv som frelst, fordi man har foldet hænderne i bøn og dermed foretaget sig absolut intet, og på at se sig selv som "frelst" eller "god", fordi man udtrykker moralsk støtte, der aldrig vil udmønte sig i konkret handling.
Vil du svare "ja", hvis ikke du ved, hvad det er for folk, du inviterer ind i dit hjem, hvor de har adgang til alt, hvad du ejer?
Vil du svare "ja", velvidende at dit privatliv i en ukendt periode vil være kompromitteret?
Vil du svare "ja", velvidende at det koster ca. kr. 1500 om måneden i mad og ekstra forbrug?
Vil du svare "ja", velvidende at du kan blive retsforfulgt og miste både arbejde og det hjem, du stillede til rådighed?
Vil du svare "ja", selv om du allerede har svært ved at få plads til din egen familie i din lejlighed?
Det er uhyre nemt at svare "ja" til disse spørgsmål, for nu hvor irakerne er deporteret, er der overhovedet ingen risiko eller udgift forbundet ved det. Det er så nemt at sige, at jeg gerne gav 10 millioner i støtte til værdigt trængende, hvis blot jeg vandt 100 millioner i Lotto, at det er et værdiløst udsagn. Dette gælder også udsagn om at yde hjælp, når behovet på den ene eller anden vis er elimineret. Intet vejer så lidt som et løfte.
Derfor (foruden det forhold, at jeg kun sjældent melder mig til en Facebook-gruppe) har jeg takket nej til de mange nylige Facebook-invitationer til gruppen "Jeg vil skjule en flygtning, hvis jeg kan". For det første kan jeg ikke; i hvert fald ikke uden væsentlige besværligheder og forbehold. For det andet er situationen hypotetisk, hvilket sætter Facebook-gruppen i kategori med enhver anden form for mental underholdning.
For det tredie nærer jeg stor modvilje mod at plastre mig selv til med pins og badges - hvadenten der er på tøjet, postkassen eller min Facebook-profil - der illustrerer holdning i hånd med fraskrivelse af handling. Der er kun ringe forskel på at se sig selv som frelst, fordi man har foldet hænderne i bøn og dermed foretaget sig absolut intet, og på at se sig selv som "frelst" eller "god", fordi man udtrykker moralsk støtte, der aldrig vil udmønte sig i konkret handling.
Uden at gå ind i en diskussion om de øvrige forhold, som du nævner, men vil gerne minde om, at det ikke er helt rigtigt, at "nu hvor irakerne er deporteret, er der overhovedet ingen risiko eller udgift forbundet ved det".
Situationen er ingenlunde hypotetisk. Der er udvist ca. 20 af omkring 180, der er truet af udvisning ("står i udvisningsposition", som det hedder), og selv om mange af dem er forsvundet gælder det ikke dem alle. Så spørgsmålet er desværre stadig meget aktuelt.
Point taken - men i forhold til, at dette dog er et lille tal i forhold til antallet af mennesker, der erklærer hjælpsomhed, så er der stadig en meget lille risiko for, at man bliver taget til indtægt for sin erklæring. Endnu nemmere er det at sige, at man vil støtte, hvis man kan, hvis ikke man kan.
... jaja, så meget mere, som folk der faktisk gør det, nok ikke vil erklære det offentligt.
Bortset fra folk, der er aå kendte som Bengt Burg, altså:
http://www.bt.dk/danmark/bengt-burg-i-hemmeligt-netvaerk-skjuler-flygtninge