"Jesus og Josefine" - religiøs propaganda i børnehøjde

Er julen en kristen fest?
At dømme ud fra undervisningsmaterialet tager julekalenderen udgangspunkt i den opfattelse, at julen alene er en kristen fest. Ikke-religiøse traditioner som f.eks. risengrød og nisseøl knyttes sammen med begivenheder i Jesu liv, og det diskuteres, om julen ville kunne flyttes, hvis det viste sig, at Jesus blev født på en anden dato. Man er tilsyneladende blind for det faktum, at julen også har en hedensk baggrund, og at mange af de danske juletraditioner er af ikke-kristen oprindelse.

I Danmark har der, lige som i så mange andre lande, været tradition for at fejre en hedensk fest i slutningen af december måned. Festens placering er ikke et tilfælde, men er knyttet til vintersolhvervet, som falder på dette tidspunkt. I dag findes der stadig rester af hedenske traditioner i julen, lige som julen generelt er blevet mere sekulær end religiøs. Julen er i dag først og fremmest knyttet til familien og den danske kultur, og kun i svagere grad til religiøse forestillinger og kristendom. Dette har blandt andet betydet, at julen er noget, folk kan samles om, også selv om de ikke opfatter sig selv som religiøse, eller måske endda har baggrund i andre religioner. Ved at knytte julen snævert sammen med kristendom gør man julen betydeligt mindre rummelig. I forbindelse med fejring af jul i de danske skoler er det f.eks. oplagt at stille spørgsmålet: Hvordan skal Muhammed kunne fejre jul med resten af klassen, når julen gøres til en rent kristen begivenhed?

Serien som kilde til Jesu liv
Materialet bygger på den grundantagelse, at Jesus faktisk har levet, og at bibelen fortæller noget reelt om hans liv. I julekalenderen vises dette blandt andet i forbindelse med tidsrejser, hvor Josefine får ændret historiens gang, således at folks julevaner ændrer sig, og ved at bibelens ord bliver anderledes. Herved gives det indtryk, at der dels er en snæver sammenhæng mellem almindelige juletraditioner og Jesu liv, og dels at bibelens beretning beskriver reelle historiske begivenheder. Begge antagelser er objektivt set uholdbare.

Materialet nlvner, at tidspunktet for Jesu fødsel er usikker, men det er faktisk det mindste problem. I virkeligheden forholder det sig nemlig spdan, at det eneste man med sikkerhed kan sige, er at der omkring pr 50 allerede fandtes beretninger og forestillinger om en Jesus fra Nazeret, og at disse blev nedskrevet og overleveret som "Det Nye Testamente" i årene ca. 50 til ca. 110, det vil sige lang tid efter Jesu formodede død. Alt andet er religiøse spekulationer. Religionsvidenskaben opfatter beretningerne om Jesus som religiøse myter uden nogen nødvendig sammenhænge med historiske begivenheder. Der kan være en historisk kerne et sted, men man kan sige hvad der i givet fald er historisk korrekt, og hvad der er ren myte. At antage, at Jesus har levet, og at Det Nye Testamente giver en troværdig beretning om hans liv er derfor et spørgsmål om religiøs tro. At julekalenderen handler om Jesu barndom gør kildesituationen endnu mere vanskelig, da kilderne til Jesu barndom er blandt de sene kilder, de er få, og de er om muligt mere tvivlsomme end beretningerne om Jesu lære og død.

Serien giver en præsentation af Jesus og bibelen, som hverken er teologisk eller religionsvidenskabelig. I stedet får vi en poppet version, som efterlader børnene med en opfattelse af, at Jesus har levet, at han var en flink fyr, og at hans ideer passer godt med de idealer, som vi har i dagens Danmark. Dette må bestemt anses for problematisk. Det er positivt, at børn får indsigt i deres lands kulturarv, men hvis formålet er at undervise, så må man forlange en vis faglighed og klarhed. Enten må man behandle emnet religionsvidenskabeligt og historisk, og give børnene redskaber til at forstå emnet objektivt, eller også må man vælge en teologisk fremstilling, og henlægge den til faget kristendomskundskab.

Harmløs underholdning eller religiøs propaganda?
Materialet lægger op til, at børnene diskuterer religiøse emner såsom Gud, Jesus, bøn, engle og mirakler. Alle disse emner beskrives positivt, og der tages udgangspunkt i en serie, hvor disse ting optræder som en realitet, alt imens der også udenfor skolen er massiv fokus på julen.

Materialet er rettet mod børn fra børnehaveklasse til og med 6. klasse, som i forvejen kan have vanskeligt ved at skelne fantasi fra virkelighed, og som er meget påvirkelige, når det gælder indflydelse fra autoriteter såsom deres skolelærer eller gruppepres fra deres klassekammerater. Dette betyder dels at børnene let kan komme til at acceptere de religiøse påstande som sande, og dels at de elever, der ikke accepterer dem, vil føle sig sat udenfor.

Dette forværres yderligere af, at der i serien optræder en person ved navn Thorsen, som skiller sig ud ved ikke at være interesseret i Jesus, samtidig med at der knyttes negative egenskaber til ham. Han opfatter f.eks. venner som ligegyldige og er ikke tilhænger af julen, hvilket i børneøjne må være en dødssynd. Dette giver ikke børnene et redskab, som kan bruges til at overveje alternativer til julekalenderens overordnede budskab. I stedet giver man dem et redskab, som de kan bruge i fordømmelsen af de børn, som ikke køber seriens religiøse påstande. Enten er man for Jesus og religiøse påstande, eller også er man en sortseende kyniker. Dette vil formentlig blive slået yderligere fast i julekalenderens slutning, hvor man ud fra den slags seriers logik må forvente, at Thorsen ender med at blive omvendt og overgive sig til "det glade budskab".

For ikke-kristne er det bestemt ingen trøst, at serien er sød og hyggelig. Hvis man skulle komme med en grov sammenligning, så er der tale om samme form for trøst, som hvis børnene blev præsenteret for en hyggelig og rar film om Nazityskland. Når man er uenig med budskabet, så bliver propaganda ikke mere spiselig af, at den er særligt tilpasset ens børn.

Det er ikke overraskende, at TV2 har lade sig påvirke af tidens interesse for religiøse emner. Men i en multikulturel tid, hvor Adams sidekammerat hedder Muhammed, kunne man måske forvente, at TV2 fokuserede mere på julen som en børnenes og familiens fest, i stedet for at bruge julen som undskyldning for at sprede Disneyficeret religiøs propaganda blandt børn.

Amina Lap studerer religionsvidenskab ved Århus Universitet. Teksten må frit kopieres, forudsat denne note bibeholdes, og at der ikke ændres på indholdet.