I den igangværende valgkamp er det blevet bemærket, at Anders Fogh Rasmussen fører socialdemokratisk politik. Det er naturligvis noget vrøvl, selv om man da bestemt kunne få det indtryk, når man hører ham strø om sig med snak om sociale værdier og hensyn.
Den reelle situation er naturligvis en anden. For godt nok giver Anders Fogh Rasmussen indtryk af at være en slags socialkammerat, men han politik er den samme, som den altid har været: Ultra-kapitalistisk og anti-social. Når han spiller folkets mand, er det alene for at kapre stemmer, så hans virkelige politik kan gennemføres.
Den efter min mening ret lille sag om Anders Fogh Rasmussens syn på lesbiskes mulighed for at få kunsit befrugtning er et eksempel på, hvordan det foregår. Anders Fogh Rasmussen har udtalt sig ganske frit om homoseksuelle og deres rettigheder, og har høstet stor popularitet blandt de homoseksuelle på sine udtalelser. Men Anders Fogh Rasmussens personlige holdninger er i praksis helt ligegyldige, for hans parti stemmer alligevel imod de tiltag, som Anders Fogh Rasmussen taler for. Anders Fogh Rasmussen kan være nok så seksuelt tolerant, men det var alligevel Venstre, der fik trukket undervisningsmateriale om seksualitet tilbage.
Taktikken er benyttet før: For ca. 70 år siden forklarede en tysk stærkt højreorienteret statsleder den tyske stålindustri, at han alene foregav at være socialist for at vinde folket støtte. I virkeligheden, forklarede han stålinidustrien, var han på deres side, og hans attitude som folkets mand var bare skuespil. (Nu betragtes det normalt som under lavmål at sammenligne modstandere med nazister, så jeg vil gerne påpege, at det ikke er for at lave en sammenligning eller blive personlig, at jeg trækker Hitler frem. Det er alene for at illustrere, at taktikken med stort held er blevet benyttet før.)
Anders Fogh Rasmussen spiller tilsvarende folkets mand her i Danmark, idet han varmt taler for at pleje vore "sociale interesser", og "beskytte de svageste", og i det hele taget prøver at tegne et billede af, at han står for en rigtig god og hyggelig dansk (ja, nærmest særegent national) socialistisk kultur. Ikke fordi det stemmer specielt overens med den politiske platform, han repræsenterer, eller såmænd de holdninger, han selv gav klart udtryk for for blot 10 år siden, og som består af værdier, man ikke uden videre skiller sig af med, men fordi han ønsker magt. Magt, der giver ham øget mulighed for at liste ultrakapitalisme ind af bagdøren.
Det er en nøje planlagt og bevidst strategi. Det er nemlig for usandsynligt, at Anders Fogh Rasmussen som Venstres øverste talsmand skulle kunne tillade sig så ofte at give udtryk for holdninger, der strider så kraftigt mod Venstres partipolitik, uden at der stikker noget under.
Anders Fogh Rasmussen er Venstres chokoladeovertræk på en social cyanidpille. Han er ikke folkets mand, men har lært af sine forgængere på højrefløjen, at det kan betale sig at lefle for folket, så han får magt til at pleje de stik modsatte interesser blandt sine egentlige venner.
