"Er samfundet intelligent?" spørger Dismedia i sin leder den 12. september. Og spørgsmålet er relevant nok. Hvis vi ser på vore handlinger i bakspejlet, er der så grund til at tro, at vi er rigtig kloge?
Det kommer nok an på, hvor kloge, dem man spørger, er. For et studium ved Cornell universitetet konkluderer, at hvis man er for dum til at forstå, at man er dum, så tror man faktisk, at man er klog - for nu at sætte det lidt på spidsen. I studiet er der udfærdiget en række forsøg, og de viser alle, at i forskellige repræsentative muligheder for at vise kompetence er det de mindst kompetente personer, der har sværest ved at vurdere, hvor i kompetencespektret, de hører hjemme - og de vurderer konsistent sig selv for højt.
Forskerne er ikke sikre på, hvad årsagen er, men foreslår, at fordi de mindst kompetente forsøgspersoner mangler de værktøjer, der kræves for at være kompetent, så mangler de også værktøjerne til at vurdere, om andre er kompetente. Sammenholdt med, at man helst ser sig selv i et positivt lys betyder det, at de vurderer sig selv for højt.
I diskussionen af resultatet foreslår forskerne, at de måske har identificeret en psykologisk ækvivalens til de resultater, neurologen Antonio Damasio fandt frem til, og som han har beskrevet i det populærvidenskabelige værk "Descartes' Error".
Dr. Damasio opdagede, at en særlig form for hjerneskade gør patienterne anosognosiske : De mister deres evne til at være vidende om meget tydelige fysiske handicaps, såsom lammelser, selv hvis deres handicap peges ud for dem. Damasio opdagede endvidere, at patienterne af en eller anden grund opførte sig, som om de var bevidst destruktive og ude af stand til at lære af dårlige erfaringer, også selv om de sagtens kunne være højt begavede. Deres manglende kontakt mellem bevidsthed og krop fik dem til altid at vælge løsninger, der blev katastrofale. I et essay i Scientific American i 1994 gik Antonio Damasio et skridt videre, idet han antydede, at mange af verdens problemer måske kunne forklares med en form for "kulturel anosognosi", hvor verdens befolkning gennem en tilsvarende manglende form for bevidsthed om deres organiske selv får os til at handle på en måde, der i sidste ende er destruktiv for os selv.
Denne væsentligste del af konklusionen drager forskerne i kompetencevurdering ikke, men jeg ville ikke blive overrasket, hvis det viste sig, at der var sammenhæng: Som samfund er vi selvdestruktive, fordi vi er for dumme til at mærke, hvad vore beslutninger og handlinger gør ved vores egen eksistens.
Leave a comment