Hvis man ser på Peter Brixtoftes adfærd under hele den bølge af sager, der for nyligt har ledt til hans fængselsdom på to år, er der nogle ting, der springer i øjnene.
Mest markant af alt er naturligvis, at han trods 16 dommeres kendelser er fuldstændig ude af stand til at forstå, at han har gjort noget juridisk forkert. Hans egne forsvarsadvokater tager sig til hovedet og giver udtryk for, at han befinder sig i et helt andet univers. Han ser sig selv som offer for en konspiration.
Han opfører sig, som om han er fuldstændig uden den lille stemme, der hvisker, at han er gået for vidt. Han opfører sig, som om han har ubetinget frihed til at gøre lige præcis, som han vil, helt uden at skulle forholde sig til en samvittighed.
Han giver ingen udtryk for følelser af skyld eller brøde eller bekymring for andres ve og vel, det være sig venner, famile eller fremmede, ingen indre kamp mod skamfuldhed eller ansvarlighed over en eneste af hans egoistiske, skadelige, umoralske eller kriminelle handlinger. Hans ophold på en afvænningsklinik anså han blot som en ærgerlig periode, der skulle overstås, så han kunne komme tilbage til sit behov for stimulering af alkohol. Han havde ingen forståelse for, at han måske kunne have et andet problem, end at han i en periode var nødt til at rette sig efter andre.
Vi taler om en person, der er lystløgner. En person, som er så egoistisk, at det ligner narcissisme, hvor han opfatter sig selv som hævet over både lovgivning og andre mennesker. Det er en person, der blot reagerer med hævngerrighed, når han bliver afsløret (han har allerede lovet en bog om sine modstandere, der afslørede ham). Det er de andre, der har gjort noget forkert, mener han. Der er intet i hans udtalelser, der giver anledning til at tro, at moralske eller etiske værdier skulle have nogen betydning i hans liv.
Han er en fremadrettet person, oftest charmerende og formentlig velbegavet, og uden normale menneskers nagende samvittighed er der intet, der står i vejen for, at han skulle kunne tillade sig hvadsomhelst. Han behøver ikke tage sig af småting såsom juridiske eller moralske overvejelser. Folk kan stikkes i ryggen, papirer kan forfalskes, partnere kan føres bag lyset, og formodede konkurrenter kan snigløbes eller simpelt hen tromles ned.
Han havde succes, og det var formentlig en af årsagerne til, at Venstre fremviste Peter Brixtofte som rollemodel, indtil årsagen til hans succes blev kendt.
Jeg kender ikke Peter Brixtofte personligt, og jeg er ikke psykolog. Men jeg har set hans reaktioner, og jeg mener, at Peter Brixtofte udviser en væsentlig del af de træk, som traditionelt forbindes med sociopati.
Jeg tænker mere på billedet af en klassisk psykopat, som i mange tilfælde har en manglende forståelse for sin egen selvkontrol og at vedkommende hele tiden handler ud fra det faktum, at det er for egen vindings skyld.
Forstået på den måde, at vedkommende konstant kommer med bortforklaringer til en bestemt hændelse, så den passer ind i personens helt egen forestillings verden.
I stedet burde han havde fået en behandlingsdom.
Psykopati dækker for så vidt over bl.a. sociopati, selv om ingen af disse to termer længere bruges klinisk.
I mit indlæg har jeg beskrevet en række af de klassiske symptomer for "antisocial personlighedsforstyrrelse" (også kaldet sociopati) i den udstrækning, at jeg mener at kunne vurdere dem ud fra Peter Brixtoftes adfærd.
"Jeg kender ikke Peter Brixtofte personligt, og jeg er ikke psykolog. Men jeg har set hans reaktioner, og jeg mener, at Peter Brixtofte udviser en væsentlig del af de træk, som traditionelt forbindes med sociopati."
Korrekt. Det er en typisk politiker du i din post har beskrevet, og det har intet sønderligt at gøre med partibenævnelse, selvom du tilsyneladende meget gerne så at det var udpræget adfærd hos Venstre-folk.
Og nej, jeg er hverken medlem af Venstre og stemmer ejheller på dem.
Vi snakker om en politiker, der helt uden anger og fornemmelse af at have gjort noget forkert, er blevet dømt til to års fængsel. Jeg tvivler ærlig talt på, at du oprigtigt mener, at dette er en "typisk politiker". Nok kan man diskutere, om ikke politikere har en vis tendens til at blive grebet med fingrene nede i diverse kagedåser, og nok er politik en oplagt karrierevej for sociopater, men jeg kan oprigtigt ikke komme i tanke om mange politikere, der udviser Peter Brixtoftes adfærd. Jeg vil anbefale, at du prøver at undersøge, hvad antisocial personlighedsforstyrrelse egentlig indebærer.
Jeg håber i hvert fald ikke, at du siger det, fordi du opfatter dig selv som potentiel politiker og ud fra dette mener, at "man" opfører sig sådan, for så bør du alvorligt overveje at opsøge en psykolog. (Jeg mener det, og det er ikke tænkt som en fjendtlig bemærkning: Antisociale personlighedsforstyrrelser er ikke nogen behagelig ting, hverken for dem, der lider af det, og som ofte får alkoholproblemer på grund af det, eller for de folk, der bliver berørt af det.)
Jeg har ikke henvist til, at det skulle have noget at gøre med hans parti; den eneste benævnelse af Venstre er, at de formentlig fremhævede ham, fordi han så ud til at have succes. Men jeg vil godt indrømme, at man nogen gange kan få fornemmelsen af, at det næsten kræver en straffeattest, før man kan blive politiker for dette parti.
I øvrigt behøver du ikke gøre, som om du er helt og aldeles isoleret fra Venstres ideologi, for så stor forskel på landets libertarianere og Venstre er der altså ikke.