En af de væsentligste konklusioner var, at denne transformation af de involverede parter var uafhængig af deres personlighed. Inden forsøget var forsøgsdeltagerne blevet screenet for at sikre, at der ikke var psykisk ustabile eller kriminelle personer blandt deltagerne, der kunne bringe de øvrige deltagere i fare. Vogterne havde ikke tendens til at være ubehagelige, og fangerne var ikke "svage". Det var almindelige mennesker. Det var omgivelserne og situationen, der afgjorde deres opførsel.
En scene fra "fængslet" i Stanford, hvor vagterne deindividueres og anonymiseres bag uniformen, og hvor fangerne dehumaniseres med hætter over hovedet og næsten nøgne med en kittel som eneste beklædning.
Selv i dag, næsten 40 år senere, er denne konklusion stærkt kontroversiel i den vestlige verden, hvor man formoder, at folk begår "onde" ting, fordi de simpelt hen er "onde". Der lægges i vores kultur alt for megen vægt på individet, mens sammenhængen overses. Både i jura, medicin og religion ser vi efter personen i stedet for situationen, når ondets rod skal identificeres. Det er også denne fejlagtige opfattelse, der får den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til at sige om utilpassede unge, at de bare skal tage sig sammen. Fejlen er så fundamental, at den ligefrem kaldes "the fundamental attribution error" - at man forklarer andres handlinger gennem deres personlighed.
I bogen "The Lucifer Effect" (2007) forsøger Philip Zimbardo over 551 sider at forklare, hvorfor "gode mennesker bliver onde", og der er væsentlige pointer at drage af hans bog. Bogen er ikke (endnu) en gennemgang af berømte seriemordere, hvor forfatteren forsøger at forstå en eller flere personers syge sind. Tværtimod: Zimbardo ser på, hvordan raske, normale mennesker med en såkaldt sund moral og etik bliver brutale mordere og torturbødler.
Det centrale tema i bogen er, at der ikke skal ledes efter "rådne æbler", men derimod efter "rådne æblekasser", når man skal finde en forklaring på, hvorfor ellers normale mennesker opfører sig ondskabsfuldt - at vi skal se på situationen og kun som sidste udvej på mennesket. Som han skriver i bogen:
Nårsomhelst vi forsøger at forstå årsagen til en uforståelig, usædvanlig handling, uanset om det er vores egen eller andres, skal vi begynde med en situationsanalyse. Vi skal først give efter for personegenskabelig analyse (genetik, personlighedstræk, personlig patalogi, osv.), når det situationsbestemte detektivarbejde ikke formår at give en fornuftig forklaring.
Zimbardo starter halvfilosofisk i indledningen med en kort karakteristik af ondskab som en kulturel konstruktion, og opsummerer en række mønstre i skabelsen af denne ondskab, som vil blive uddybet yderligere i løbet af bogen. Herpå præsenterer Zimbardo læseren for blodige og gemene beskrivelser af rædslerne i Rwanda og Nanking i Kina, efterfulgt af en beskrivelse af torturen i Abu Ghraib, der nok var mindre blodig, men dog illustrerer de samme mønstre. Med denne barske introduktion lover Zimbardo at være rejsefører i en bog, der vil besøge de mørkeste sider af det menneskelige sind: "steder, hvor ondskab, i enhver betydning af ordet, har groet".
Således klædt på til en tur i rædselskabinettet føler man hurtigt i de mange efterfølgende kapitler en vis fornemmelse af at være blevet snydt af en garvet gøgler fra et omrejsende cirkus: De næste seks kapitler, der strækker sig over 172 sider, er en grundig dagbog over begivenhederne, der afspilledes i det simulerede fængsel under Stanford-universitetet, og selv om vagternes behandling af fangerne er ondskabsfuld, føles gennemgangen en smule tam i forhold til Zimbardos oplæg. Gennemgangen er dog meget interessant, men man fornemmer, at Zimbardos ambitionsniveau måske er højere end hans i øvrigt rimelige litterære format.
Situationen i fængslet beskrives med såvel vagters, fangers og Zimbardos egne ord, og man får en meget god fornemmelse af, hvordan stemningen har været. Det bliver klart, at ikke blot fanger og vogtere, men også Zimbardo selv, alle er "fanger" af situationen. Fangerne kan ikke overskue, at de har retten til blot at sige "nej" og forlade forsøget, og Zimbardo kan som fængselsinspektør ikke selv se, at forsøget må afbrydes af hensyn til fangernes sikkerhed.
Dagbogen bør læses grundigt, både fordi Zimbardo undervejs blander beskrivelserne med vurderinger og forklaringer, der har til hensigt at åbne læserens øjne for de dynamikker, der er på spil, og fordi det simulerede fængsel skaber et præ-ekko for bogens anden halvdel.
Efter den lange og grundige gennemgang af forholdene i fængslet og forsøgspersonernes opførsel følger Zimbardo op med en evaluering og opsummering af de mønstre, der ledte til såvel fangers som vogteres tendens til at falde i deres respektive roller, dog med fokus på de forhold, der fik ellers skikkelige og fornuftige mennesker til at opføre sig som sadister. Læseren præsenteres for, hvordan (arbitrære) regler bruges til at definere virkeligheden, hvordan folk føler sig som de roller, de sættes i, hvordan andres roller bidrager til ens selvforståelse, hvordan anonymitet og deindividuering spiller sammen med dehumanisering til skabelsen af "uskyldige" bødler mod ligegyldige "ting", osv.
For utrænede i psykologien og sociologien bag manipulation, indflydelse, gruppepres og rollens magt gennemgår Zimbardo efterfølgende de klassiske forsøg af Muzafer Sherif, Solomon Asch, Stanley Milgram samt andre forsøg afledt af dennes "adlydelsesforsøg", Ron Jones, Jane Elliott, m.fl. Zimbardo viser, hvordan mekanismerne bag disse forsøg, som har virket til vor arts overlevelse og succes, også har den mørke bagside, at de kan få os til at reagere uhensigtsmæssigt, uden at nogen nødvendigvis vil det sådan.
På dette tidspunkt må det stå klart for læseren, at situationerne i Danmark, hvor mentalt handicappede er blevet udsat for umenneskelig behandling af deres plejere, er et eksempel på, at en stresset situation har skabt betingelser, hvor denne behandling var næsten uundgåelig, og hvor plejerne ikke var "onde mennesker". Det er ligeledes helt efter bogen, at unge danskere af anden etnicitet vil være et socialt problem, at visitationszoner er med til at "pervertere" omgivelserne med deraf følgende påvirkning af individerne i dem, og hvorfor et dårligt arbejdsmiljø leder til stress, sygdom og nedbrud.
Vi er ikke, hvem vi er, men hvor vi er.
Zimbardos forsøg var næsten en profiti af sadistiske fangevogteres behandling af fanger i Abu Ghraib. Men det var alligevel de enkelte soldater, der blev udråbt som enkeltstående, "dårlige eksempler" og onde mennesker, da forklaringen skulle findes.
Zimbardo vender nu fokus mod Abu Ghraib, der udgør bogens hovedtema. Zimbardo var selv ekspertvidne i anklagerne mod en af de amerikanske soldater i Abu Ghraib, og så derfor en lang række af sagens akter på tæt hold.
Det virker åbenlyst, at Zimbardo har skrevet bogen i en faglig indignation over, at den amerikanske stat ignorerede forskningsresultaterne, og i stedet valgte at dømme de involverede enkeltpersoner som "rådne æbler". Zimbardo holder sig ikke tilbage for adskillige hånlige, spydige - og velfortjente - bemærkninger mod den amerikanske stat undervejs.
Han beskriver med stor grundighed forholdene i Abu Ghraib-fængslet, og hvis læseren har fået en fornemmelse af forholdene i den langt mere kontrollerede og eftergivende Stanford-kulisse, er det åbenlyst, at scenen i Abu Ghraib var sat for en gentagelse i det virkelige liv, blot værre.
Imidlertid er det ikke blot de fysiske rammer i Abu Ghraib-fængslet, der gjorde torturen og mishandlingen af fangerne næsten uundgåelig. Med yderligere grundig dokumentation fører Zimbardo læseren gennem en kommunikation og adfærd i det amerikanske militær, der gør det klart, at Abu Ghraib ikke var et enkeltstående tilfælde. Kombineret med Rumsfelds "af med fløjlshandskerne"-politik, CIAs mørklagte drab af fanger i Abu Ghraib, direkte ordrer om dårlig behandling, udlicitering af tortur til andre lande, tilsvarende forhold i fænglset i Guantánamo-bugten på Cuba - alt sammen dokumenteret - var det udtryk for en generel stemning eller forventning i det amerikanske militær til den rolle, som fangevogterne i Abu Ghraib nødvendigvis måtte spille.
Zimbardo noterer således, at Schlesinger-panelet har gennemgået 55 eksempler på overgreb på fanger og 20 dødsfald, at Taguba-rapporten fandt talrige tilfælde af systematiske overgreb på fanger, at en Pentagon-rapport fandt 44 anklager om sådanne krigsforbrydelser, at Røde Kors vurderede, at mange fængsler benyttede metoder, der var "svarende til tortur", og at metoderne brugt i Abu Ghraib "så ud til at være standardprocedurer for militære efterforskere, der indsamlede tilståelser og information". Han spørger derfor retorisk:
And we have just reviewed the more recent statistics of more than six hundred cases of abuse reported throughout the U.S. military prisons in Iraq, Afghanistan, and Cuba. Does this sound like only "a few bad apples" in one bad dungeon, in one bad prison?
Svaret på dette spørgsmål må selv for meget idealistiske skeptikere være nej.
Imidlertid valgte de amerikanske domstole alligevel at svare ja, og trodsede dermed adskillige ekspertvurderinger. Zimbardo giver ikke noget bud på, hvorfor domstolene valgte at ignorere over 30 års videnskabelige kendsgerninger, herunder Zimbardos egne opdagelser. Han lader det dog ligge i luften, at alternativet var at udfordre såvel hele systemet som den vestlige (og især amerikanske) forestilling om, at det er det enkelte individ, der bærer det fulde ansvar. De amerikanske domstole valgte kort sagt at konkludere, at der var tale om "nogle få rådne æbler" i den amerikanske hær, der kunne dømmes, hvormed sagen kunne lukkes. Zimbardos og andre eksperters videnskabeligt underbyggede forklaringer om, at det var kassen til æblerne, der fik gode æbler til at rådne, blev ignoreret.
Det trænede øje vil se eksempler på mulig konspirationsteori i Zimbardos analyser; mest tydeligt, når han giver indtryk af, at Bush-administrationen kynisk har benyttet den såkaldte terror-trussel til at opbygge sin magt. Dette kan der imidlertid ses gennem fingrene med, for uanset om det var en bevidst strategi eller ej, blev stilen lagt: Tortur og mishandling var på dagsordenen; forventningerne til fangevogternes rolle var tydelig.
Omgivelser i form af det fysiske miljø, den nære sociale gruppe, eksplicitte og implicitte forventninger, andres menneskers demonstrerede adfærd, social træning, "de politiske vinde", hentydninger fra overordnede, medspil eller manglende modspil fra underordnede, osv. skaber alt sammen et system, som man indgår i. Den rolle, man spiller i systemet, er altafgørende for, hvordan man opfører sig.
Alle de skrevne og især uskrevne regler for, hvordan man opfører sig i en given rolle, er medvirkende til, at man også selv opfører sig sådan, når man af den ene eller anden grund træder ind i rollen. Uanset om rollen er at være politibetjent, husmor, skoleelev, sygeplejerske, autonom, pornoskuespiller eller fange i et fængsel.
Det har vist sig en uvurderlig fordel for vores art, at vi hurtigt kan falde ind i en rolle, hvor ikke enhver situation (såsom valget af kørebane på motorvejen) skal forhandles påny med enhver involveret person. Vore forudbestemte handlemønstre afhængigt af roller sparer utrolig megen tid og energi. Men disse mekanismer, som får det sociale menneskedyr til at enes om sociale regler, er også med til at transformere mennesker til monstre i situationer, hvor monstre kan trives.
Det betyder, at hvis en ellers helt normal person begynder at opføre sig (metodisk) ondskabsfuldt eller destruktivt, er det en systemisk adfærd baseret på den sociale forventning til den rolle, personen er placeret i, ikke en personlig adfærd i den udstrækning, hvor ansvar og skyld skal placeres. Det fritager ikke det enkelte individ fra at være ansvarlig for at sige fra, men det enkelte individ er omvendt sat i en situation, hvor almindelig menneskelig psykologi - oftest kombineret med håndgribelige pres udefra via økonomi, lovgivning, sikkerhed og status - gør det næsten umuligt.
For et menneske i den vestlige kultur kan det være nedslående at måtte erkende, at individets frie vilje i væsentligt omfang er en illusion, og at vi blot forsøger at efterleve andre menneskers forventninger, når vi tror, at vi følger vores "frie vilje".
Det kan lyde som en gammel traver, at "det hele er systemets skyld", men Zimbardo pointerer, at det er afgørende, at dette faktum(!) ikke bruges som en undskyldning, hvor det enkelte individ fraskriver sig sin egen plads i det samlede system. Det er i stedet en forståelse, der er nødvendig for at undgå gentagelser. I situtionen i Abu Ghraib og andre steder, hvor USA systematisk udsatte (og udsætter) fanger for mishandling og tortur, er det ikke tilstrækkeligt at fjerne de enkelte bødler, hvis systemet er designet på en måde, hvor de samme roller blot vil blive besat af nye mennesker, der vil begynde at leve op til forventningerne til rollerne.
Det er nødvendigt at genkende, hvordan et system skaber forventninger til de enkelte individers roller, så der ikke symptombehandles for et problem, hvis rod skal findes langt dybere end symptomerne. I tidligere tider halp det ikke at udrydde rotterne, der smittede mennesker med sygdomme, for rotterne var blot "agenter" for et systemisk problem med manglende kloakering og hygiejne. På samme måde er den amerikanske hærs mishandling af fanger også et systemisk problem, som kun kan løses ved at ændre systemet.
Uanset, om man opfatter Zimbardos gennemgang som konspirationsteori om en sammensværgelse, der "gik hele vejen op til præsidenten, og hvor CIA var involveret", eller - mere nede på jorden og bedre i tråd med sædvanlig sociologi - som en menneskelig, politisk og samtidsbestemt diskurs, måtte resultatet blive det samme: Der blev på den ene eller den anden måde skabt et system, hvor USAs behandling af fanger nødvendigvis måtte indebære mishandling og tortur.
(Til Zimbardos forsvar skal det siges, at han intetsteds anklager Bush-administrationen for konspiration, men at han blot redegør for en veldokumenteret politisk dagsorden og politiske forventninger, der nødvendigvis må forplante sig ganske effektivt "nedad" gennem det stærke militære hierarki og påvirke systemet. Dermed læner han sig i højere grad op ad den sociale forklaring, og mistanken om konspirationsteori bør primært rejses på grund af den næsten for klassiske anklage om, at præsidenten ønskede det.)
Ondskabens banalitet er også godhedens banalitet: Den kræver ingen specielle menneskelige forudsætninger - så enhver kan blive skurk eller helt.
Zimbardo afslutter bogen med en opmuntring og et oplæg til en mulig løsning på, hvordan "ondskabens banalitet" - at enhver normal person kan gøres ond - også kan betragtes som "godhedens banalitet", hvor præcis de samme sociale og psykologiske mekanismer kan få mennesker til at handle positivt og konstruktivt. Zimbardo foreslår et ti-punkts-program, som enhver person bør være i stand til at følge, og mens programmet på en række områder virker en smule naivt eller byggende på selvsamme tiltro til individets magt, som får os til at glemme, at det er systemet, der skaber individernes opførsel, er det heller ikke helt misforstået.
Det er bemærkelsesværdigt, at der på intet sted i opskriften for, hvordan man bliver "god", er nogen form for henvisning til kristne forestillinger om næstekærlighed eller om at vende den anden kind til. Tværtimod lægger Zimbardo op til, at man tager ansvaret for sine egne handlinger i stedet for at følge autoriteters ordrer, at man tænker kritisk, afviser falske autoriteter og systemer af ulighed, påtager sig en vis non-konformitet, ikke ofrer ens frihed for illusioner om sikkerhed, m.v.
Zimbardo afslutter bogen med gennemgangen af en række træk, der går igen for klassiske opfattelser af helteskikkelser og påpeger, at et fællestræk sjældent var særegne personligheder eller "overnaturlige" evner. Pointen er, at enhver person kan være en helt, hvis blot de ser det større perspektiv, og afsnittet har måske til hensigt at være et katalog, hvor enhver normal person kan vælge, hvilken helt, man foretrækker at være.
Leave a comment