Danskere begår også æresdrab, refererer Rune Engelbreth Larsen. Han er imidlertid en såkaldt blog-diva (dvs. en person, der ikke vil nedlade sig til at diskutere sine egne indlæg), og med den tone og iver, de sædvanlige kommentatorer benytter, kan jeg såmænd godt forstå, at han ikke blander sig. Dermed drukner min kommentar til hans indlæg nok også i støjen fra det højre-kryb, der gemmer sig under de sten, han sparker væk, og jeg gengiver den derfor i en forlænget udgave her:
I Danmark er der mange eksempler på vold eller drab, som er motiveret af jalousi. Jalousi bygger på en krænket æresfølelse, og dermed er et jalousidrab blot et andet udtryk for et æresdrab:
Drabschef i Købenshavns Politi, vicepolitiinspektør Ove Dahl, mener dog, at begrebet "æresdrab" har andre konnotationer, selv om han er enig i, at såvel jalousidrab som æresdrab bygger på en følelse af, at ens ære er blevet krænket.
Det vil jeg støtte Ove Dahl i. Et jalousidrab dækker over, at drabet er motiveret af, at en person har krænket et individ. Et æresdrab dækker over, at drabet er motiveret af, at en person har krænket en gruppe, f.eks. en familie.
I begge tilfælde er der ikke tale om en forskel i forbrydelsens udførelse eller konsekvens, men der er en forskel i opfattelsen af, hvis ære der er blevet krænket. Denne forskel er kulturelt bestemt.
Danmark er kendetegnet ved en markant individualisme, mens mange lande - ikke mindst mellemøstlige og afrikanske lande - er kendetegnet ved, at man "kommer hinanden mere ved": Familier og naboer ser hinanden langt oftere, end det er tilfældet her i landet. I de øvrige lande ser man sig i højere grad end i Danmark sig selv som en del af et socialt fællesskab, typisk familien og ens naboskab. "Private" mellemøstlige og afrikanske festligheder involverer f.eks. ofte flere naboer og selv fjernere dele af familien. I kontrast til dette opfattes danskerne let som et "lukket" folkefærd, der kan være svære at komme ind på livet af.
Når man i højere grad opfatter sig selv som en del af en lokal, social omgangskreds, vil man også i højere grad føle sig personligt fornærmet, hvis nogen fornærmer ens sociale omgangskreds. Man kan sige, at rammerne for, hvad begrebet "individ" dækker over, er bredere i andre kulturer, end den er i den danske kultur. I nogle andre kulturer dækker individ-opfattelsen således i nogen udstrækning over de øvrige personer i den sociale omgangskreds, som er med til at forme ens selvopfattelse. Man er det individ, man er, på grund af den sociale gruppe, man indgår i. Grænsen mellem individet og den nære sociale omgangskreds er flydende.
Det betyder også, at æresfølelse i disse lande også dækker over flere personer end blot det enkelte individ. Æresfølelse involverer i højere grad ens lokale sociale omgang, end den gør her i landet, hvor æresfølelsen er mere individorienteret. I praksis betyder det, at hvis jeg er dansker, og nogen fornærmer min mor, så betragter jeg det først og fremmest som hendes problem. Men hvis jeg er fra f.eks. Iran, Italien eller Spanien, så involverer min æresfølelse ikke blot mig selv, men også min familie, og jeg føler en fornærmelse mod min mor lige så "personligt", som hvis en dansker ville opfatte en personlig fornærmelse.
På et grundlæggende psykologisk niveau kan følelsen af at være blevet krænket derfor være den samme, når en dansker eller en saudi-araber begår æresdrab. Det kan dog være svært at gennemskue for en dansker, at en fornærmelse ikke nødvendigvis er en så individualiseret hændelse, som vi går og tror. Selv om de psykologiske motivation grundlæggende er den samme, dækker begrebet "jalousidrab" over en mere individualiseret æreskrænkelse end "æresdrab", og det kan derfor være gode grunde til at adskille begreberne for at forstå forskellene, når man skal undgå, at drabene bliver begået.
"Et jalousidrab dækker over, at drabet er motiveret af, at en person har krænket et individ. Et æresdrab dækker over, at drabet er motiveret af, at en person har krænket en gruppe"
Det er jeg uenig med dig i. Jeg har som individ også en ære, der kan krænkes (og ikke kun ved, at man kalder min mor noget grimt). Fx hvis en stjal mit arbejde og præsenterede det som sit eget. Jeg sætter en ære i mit arbejde, og hvis det skete, ville jeg ikke være jaloux, men krænket.
Så har du nok misforstået mig. Jeg skriver ikke, at individer med stærke individualistiske følelser på en eller anden måde mangler æresbegrebet, eller (omvendt) at det kun er disse mennesker, der kan føle sig personligt krænkede.
Min pointe er, at i adskillige andre kulturer end den danske er individ-begrebet udvidet til at være nært knyttet til ens nære sociale gruppe. En person fra en anden kultur kan således både føle sig personligt krænket, både når personen som individ er blevet krænket, eller når en anden i personens nære sociale gruppe er blevet det. Som dansker er man derimod mindre tilbøjelig til at blive krænket på vegne af sin familie, end man er i væsentlige dele af resten af verden. (Det er sat lidt polariseret op her; selvfølgelig er der glidende overgange.)
Det udelukker på ingen måde det eksempel, du her kommer med. Hvis man skal bygge lidt på dit eksempel, så ville det blot være mere sandsynligt, at din familie eller nære venner (hvis ellers du befandt dig i en ikke-dansk kultur) også ville have følt sig krænket af, at nogen stjal dit arbejde, end man ville forvente i Danmark.
(Jeg mistænker protestantismen for at være den bagvedliggende årsag til den danske individualisme, men det er nok udenfor scope af denne diskussion.)
En anden forskel på jalousi- og æresdrab er også den, at hvor det ved jalousidrabet er individet der begår forbrydelsen, er det i æresdrabet gruppen eller familien, der arbejder sammen. Det gør på sin vis æresdrabet til en grovere form for drab, idet mængden af skyld er større, når der er flere der har indvilliget i at begå drabet.
I øvrigt et interessant indlæg om forskellen i æresopfattelser.
Hvorfor er skylden større når flere er enige? Den er vel, juridisk set, blot bredt ud på flere personer.
Det er en interessant tanke, at et mord bliver værre, jo flere der er enige om at det er i orden. Gad vide hvor mange der var enige om, at ham Rasmus Poppendu skulle dræbes? Hvilken enorm skyld, der ville være tale om der, hvis han blev slået ihjel.
Umiddelbart skulle man jo mene, at jo mere socialt accepteret en handling er, des mindre skyld vil man påføre sig ved at udføre den - det er i hvert tilfælde sådan man traditionelt set ser pådragelsen af skyld.