Udtrykket "for stort til at fejle" dækker over, at et firma har så stor betydning i samfundet, at der er væsentligt mere end blot firmaets og aktionærernes penge samt de ansattes job på spil. Når et sådant firma krakker, er staten er nødsaget til at spytte penge i det, så det alligevel kan overleve.
Forestil dig, at f.eks. vejvæsenet bliver privatiseret, og at det ser ud til at køre rigtig godt - hvorpå det går konkurs. Eller forestil dig, at vi har et privat hospitalsvæsen, der i det store hele er ejet af nogle ganske få spillere, hvoraf den ene pludselig krakker. I øjeblikket er KMD ved at blive solgt af Kommunernes Landsforening, og i erkendelse af, at dette firma står for en meget væsentlig del af lønudbetalingen i Danmark, er der også udfærdiget en transitionsaftale, som forpligter den nye ejer til at levere den kritiske vare fremover. Men en sådan aftale kan ændres, og hvad så hvis KMD går konkurs?
Er det i disse tilfælde bare trist for alle os, der ikke har privat helikopter, generel fortrinsret til behandling samt eget firma?
Jeg mener, at når et firma når en sådan størrelse, at det er "for stort til at fejle", så må vi tage konsekvensen og nationalisere firmaet, så det bliver statsejet. Privatisering er i hvert fald ikke svaret, hvis man ser på, hvad der er sket med f.eks. TV2 og Post Danmark.
Den kritik, som borgerlige politikere sædvanligvis retter mod "det offentlige", er at det offentlige ikke er motiverede til at være omkostningseffektive, fordi deres eksistens er nødvendig. Men situationen omkring f.eks. Roskilde Bank og andre "for store til at fejle"-firmaer viser tydeligt, at denne mekanisme ikke er begrænset til det offentlige. Også Roskilde Bank og flere amerikanske banker har demonstreret, at i samme øjeblik, de indser, at de er "for store til at [lade] fejle", så udviser de uansvarlig økonomisk adfærd, der har større omkostninger for samfundet end et offentligt ejet selskab, hvis viden om sin nødvendighed gør det mindre effektivt.
Den borgerlige kritik mod det offentlige er sikkert rimelig nok, for med erkendelsen af at være uerstattelig følger risikoen for, at man misbruger sin position. Denne risiko gælder imidlertid for både private og offentlige selskaber. Løsningen på de borgerliges kritik af offentlige selskaber er derfor ikke at privatisere dem, for hverken motivationen eller muligheden for umoralsk økonomisk adfærd bliver mindre af den grund. Til gengæld stiger risikoen for, at væsentlige services falder sammen, hvis man privatiserer og dermed introducerer risici for konkurser og investor-spekulation.
Forestil dig, at f.eks. vejvæsenet bliver privatiseret, og at det ser ud til at køre rigtig godt - hvorpå det går konkurs. Eller forestil dig, at vi har et privat hospitalsvæsen, der i det store hele er ejet af nogle ganske få spillere, hvoraf den ene pludselig krakker. I øjeblikket er KMD ved at blive solgt af Kommunernes Landsforening, og i erkendelse af, at dette firma står for en meget væsentlig del af lønudbetalingen i Danmark, er der også udfærdiget en transitionsaftale, som forpligter den nye ejer til at levere den kritiske vare fremover. Men en sådan aftale kan ændres, og hvad så hvis KMD går konkurs?
Er det i disse tilfælde bare trist for alle os, der ikke har privat helikopter, generel fortrinsret til behandling samt eget firma?
Jeg mener, at når et firma når en sådan størrelse, at det er "for stort til at fejle", så må vi tage konsekvensen og nationalisere firmaet, så det bliver statsejet. Privatisering er i hvert fald ikke svaret, hvis man ser på, hvad der er sket med f.eks. TV2 og Post Danmark.
Den kritik, som borgerlige politikere sædvanligvis retter mod "det offentlige", er at det offentlige ikke er motiverede til at være omkostningseffektive, fordi deres eksistens er nødvendig. Men situationen omkring f.eks. Roskilde Bank og andre "for store til at fejle"-firmaer viser tydeligt, at denne mekanisme ikke er begrænset til det offentlige. Også Roskilde Bank og flere amerikanske banker har demonstreret, at i samme øjeblik, de indser, at de er "for store til at [lade] fejle", så udviser de uansvarlig økonomisk adfærd, der har større omkostninger for samfundet end et offentligt ejet selskab, hvis viden om sin nødvendighed gør det mindre effektivt.
Den borgerlige kritik mod det offentlige er sikkert rimelig nok, for med erkendelsen af at være uerstattelig følger risikoen for, at man misbruger sin position. Denne risiko gælder imidlertid for både private og offentlige selskaber. Løsningen på de borgerliges kritik af offentlige selskaber er derfor ikke at privatisere dem, for hverken motivationen eller muligheden for umoralsk økonomisk adfærd bliver mindre af den grund. Til gengæld stiger risikoen for, at væsentlige services falder sammen, hvis man privatiserer og dermed introducerer risici for konkurser og investor-spekulation.
Jeg er enig med dig i, at absolut nødvendige funktioner bør køres af det offentlige.
Venstrefløjen har nok tidligere været for uvillige til at erkende den ineffektivitet, der ofte er i det offentlige, bl.a. af den grund du nævner, altså uundværligheden. Det har vel også medvirket til at give rum for privatiseringsbølgen de seneste år?
Løsningen må være at finde andre måder at effektivisere offentlige virksomheder. Det kunne f.eks. være en bedre beskyttelse af offentligt ansattes ytringsfrihed, så berettiget kritik kommer frem, og kan bruges som grundlag for effektivisering, incl. bedre service til borgerne?
Desværre er det jo ikke lige den form for ytringsfrihed, som VOK går ind for - tværtimod.
Men oppositionen kan jo benytte sig af, at VOK ligesom har gjort ordet "ytringsfrihed" til et dobbelt-plus-godt ord (i forbindelse med Muhammed-krisen).