I konventionel brug henviser ordet "arbejdsgiver" til en person, der udbyder et arbejde. Ideen med at udbyde arbejdet er hovedsageligt at få en person til at benytte ens produktionsapparat til at skabe produkter, der siden sælges for en pris, der er højere end den pågældende persons løn. Forskellen mellem produktets pris og omkostningerne for at have en ansat er profit til udbyderen af arbejdet.
Jeg bryder mig bare ikke om at bruge ordet "abejdsgiver", for det er jo netop ikke sådan, at udbyderen af arbejdet "giver" arbejdet væk på nogen måde. Tværtimod er arbejdsgiverens profit betinget af, at arbejdsgiveren netop ikke giver den ansatte en løn, der svarer til den indsats, der skal til for at give produktet dets værdi. Om noget, så tager udbyderen af arbejdet en del af den ansattes arbejdskraft uden fuld kompensation.
Udtrykket "arbejdsgiver" er misvisende, og det giver også indtryk af, at den ansatte bør være taknemmelig over sådan uden videre at få et arbejde foræret. Jeg er derfor begyndt at bruge udtrykket "arbejdsudbyder" i stedet for "arbejdsgiver". Godt nok kan det få folk til i et flygtigt øjeblik at konstatere, at noget i sætningen er blevet sagt lidt anderledes, men de er ikke i tvivl om, at jeg dermed hentyder til den instans, der normalt betegnes som "arbejdsgiver".
Egentlig er jeg heller ikke tilfreds med udtrykket "arbejdsudbyder", for det er jo heller ikke sådan, at arbejdsudbyderen tilbyder et arbejde. Det er den ansatte, der udbyder sit arbejde mod (for lav) betaling. Jeg kan bare ikke finde et bedre ord, og "arbejde" er trods alt også en betegnelse for den position, arbejderen udfylder hos arbejdsudbyderen.
Det bliver altså indtil videre "arbejdsudbyder" i stedet for "arbejdsgiver".
