Ingen penge til dem, der ikke vil/kan arbejde. Hvis ikke de bidrager til samfundet, skal de ikke have indflydelse i samfundet. Sådan er liberal politik åbenbart for tiden: Hvis bare vi lukker øjnene for, at disse mennesker eksisterer, så skal de nok forsvinde helt af sig selv.
Jeg er helt enig med en eventuel argumentation om, at de ikke kan have krav på hjælp. Problemet er bare, at selv om vi drømmer os til, at de således udstødte ikke findes, så forsvinder de jo ikke af den grund. De er der stadig, og de skal nok finde en måde at overleve på. Uanset om vi vil eller ej, så er de en del af samfundet. Hvis de skubbes ud i kulden af samfundet, udvides samfundet til også at indeholde kulden.
Der kan sikkert spares penge ved at fjerne den direkte understøttelse. Men det er en dyr løsning, for hvis ikke man kan kan overleve "på støtten", så motiveres man til at finde penge på ulovlig vis. Og selv om uddannelse koster mange penge, er det for intet at regne mod uvidenhed.
Det er måske ikke rimeligt, at en vis gruppe mennesker lever på overførselsindkomster eller måske endda bevidst nasser på os andre. Men når man ser på problemerne i andre lande, der ikke tilbyder den danske understøttelse, er jeg overbevist om, at vores er en situation, der er langt at foretrække frem for et samfund, hvor vi er nødt til at leve i frygt for at blive overfaldet, og hvor uddannelse er noget, som ikke de dygtigste, men kun de rigeste børn har råd til. Den liberalistiske holdning om, at enhver er sin egen lykkes smed, er kun mulig, når man kan låne sine forældres smedje.
