Venstre har foreslået, at studerende skal kunne tjene op til kr. 15.000 om måneden, uden at de skal betale deres SU tilbage. Venstre argumenterer bl.a. for, at de studerende med den aktuelle SU ikke har råd til at bo i universitetsbyerne, og at de derfor arbejder for at få råd til det. Endvidere er dette arbejde sort, fordi de ville skulle betale deres SU tilbage, hvis indtægten blev opgivet.
Problemet er bare ikke det sorte arbejde. Problemet er, at de studerende ikke har råd til at bo i universitetsbyerne, fordi SU'en er for lav. Det sorte arbejde er et resultat af det egentlige problem.
Da jeg studerede, havde jeg bestemt ikke tid til at arbejde, for jeg befandt mig normalt på universitetet fra kl. 8 til kl. 16, hvilket ikke inkluderer tiden brugt på forberedelse og projektskrivning. Hvis Venstres forslag går igennem, bliver det de studerende, der studerer mindst, som har mulighed for at score kassen. Det kan ikke være rigtigt, at studerende skal motiveres til at studere mindre og arbejde mere, fordi de får for lidt i SU.
Så må SU'en gøres tidssvarende i stedet, og hvis visse studerende har for god tid, så bør indholdet af disses studier måske øges. Måske kunne det motivere de studerende til at studere, og de hidtil sorte arbejdspladser kunne frigøres til folk, der i øjeblikket er arbejdsløse.