Det er faldet Venstre fra brystet, at Islamisk Trossamfund har bedt imamerne om at opfordre muslimer til at stemme på oppositionspartierne til valget. Opfordringen skulle være motiveret af regeringens holdning til indvandrere og konkrete initiativer som f.eks. "24 års reglen".
Anders Fogh Rasmussen blev i den forbindelse citeret for følgende: "I Danmark holder vi politik og religion adskilt. Tænk, hvis de danske præster fra prædikestolen opfordrede til at stemme på bestemte, politiske partier".
Det er muligt, at man sjældent hører præster snakke politik fra prædikestolen. Til gengæld er det ingen hemmelighed, at der hos Venstres partner Dansk Folkeparti sidder flere præster, og at højrefløjen i tide og utide påkalder sig "Danske kristne værdier", som om det var et magisk mantra til at holde "muhamedanerne" for døren. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at indvandrerdebatten ofte bliver gjort til en værdikamp med Islam som "Den store Satan", eller at kirke og stat er knyttet sammen ifølge den danske grundlov.
Hvis regeringen ønsker at holde religion ude af politik, så kan de som et godt eksempel starte med at blande deres egen religiøse synspunkter udenfor dansk politik. Indtil da kan Det Islamiske Trossamfunds opfordring kun ses som et udtryk for indsigt i det danske samfunds spilleregler.