april 2005 Archives

LØn som uforskyldt

| Ingen kommentarer | 1 TrackBack |
Lixtal: 44Middel: Dag- og ugeblade
  • aNyhed
  • Digg it!
  • Add to Technorati
  • Stumble It!
  • Google Bookmarks
  • Facebook
  • Facebook

Jeg havde engang en lønforhandling ved et firma, hvor jeg fik at vide, at jeg kun fik en begrænset lønforhøjelse, idet jeg havde været lidt tilbageholdende med at acceptere enkelte opgaver, som ikke lå tilstrækkeligt indenfor mit speciale-område, og at jeg derfor ikke havde bidraget så meget til firmaets indtjening som jeg ideelt kunne have gjort. Okay, fair nok. Jeg var måske ikke helt så fleksibel, som man måske kunne forlange. Jeg valgte at se det som en situation, som jeg lærte noget af.

Ved et andet firma valgte jeg derfor at tage de opgaver, jeg blev givet, idet jeg dog advarede i et tilfælde, hvor jeg nødvendigvis ikke kunne være lige så effektiv som personer med mere erfaring i den slags opgaver. Dette var også helt fint, sagde firmaet. Løbende oplæring var jo en del af arbejdet, og der var også plads til det i tidsplanen. Den næste opgave, jeg blev sat til i løbet af perioden, var der slet ingen problemer med, og den tredie opgave, hvor jeg var lånt ud til en anden afdeling, blev løst med entydigt positiv tilbagemelding fra kunden. Og jeg var også gået med til at flytte en ferie, fordi firmaet havde glemt at kalkulere med, at jeg jo nok ville holde ferie mindst én gang i løbet af perioden januar til juli. Men pyt, jeg havde jo lært, at jeg skulle være fleksibel.

Eller det troede jeg da. For ved den næste lønforhandling var udmeldingen, at jeg jo ikke havde været så effektiv på den givne opgave, hvor firmaet havde accepteret, at jeg ikke kunne være i topform. Det var således lidt dyrt at have mig gående i forhold til firmaets indtjening, og så kunne jeg jo ikke så godt få så meget i løn. Og så kunne jeg jo kun få en begrænset lønforhøjelse. Den særligt vellykkede opgave var udført i en anden afdeling, og kunne derfor ikke tages i betragtning i min sædvanlige afdeling. Der var altså endnu noget at lære. Jeg skulle have været mindre fleksibel.

Damned if you do, damned if you don't. Og der er ikke så stor afstand mellem de to yderpunkter, at en middelvej er mulig.

For at forstå, hvad der er på spil, skal der foretages to væsentlige observationer. For det første ejer jeg ikke det, man i visse kredse kalder "produktionsapparatet", dvs. det apparatur og den infrastruktur, der benyttes til at skabe et produkt. Idet det er arbejdsgiveren, der ejer produktionsapparatet, bliver produktet arbejdsgiverens ejendom, som arbejdsgiveren kan sælge til kunderne til en pris, der i det store hele fastsættes gennem udbud og efterspørgsel. For det andet fastsættes min løn på det frie arbejdsmarked ud fra konkurrencen om løn mellem folk indenfor mit fag i forhold til arbejdsgivernes brug for arbejdskraft. Disse to observationer leder til en vigtig konklusion: Nemlig at hverken i teori eller praksis er der sammenhæng mellem min løn og produktets værdi.

Kort sagt betyder det, at der ikke er sammenhæng mellem værdien af det arbejde, jeg udfører, og den løn, jeg får for det. Når arbejdsgiveren forklarer, at jeg ikke har tjent nok til firmaet til at forsvare produktets værdi, så er det ganske enkelt løgn - omend sikkert en løgn, som arbejdsgiveren selv tror på - for der er end ikke i teorien en sådan sammenhæng.

Min harme er retfærdig nok, men det er næppe den specifikke arbejdsgiver, harmen bør rettes mod, hvis man da ser bort fra det faktum, at de fleste arbejdsgiveres motivation ikke er at fremstille et produkt, der støtter det samfund, arbejdsgiveren er en del af, men derimod alene er et ønske om profit, som nødvendigvis må opnås på bekostning af andre i samfundet. Jagten på profit fylder markedet med store mængder ubrugeligt bras, som individerne på grund af samme jagt enten ikke har råd til at købe, eller kun har råd til at købe, fordi andre individer i et andet nabolag i det selvsamme samfund - lokalt eller globalt - ikke har råd.

Mit eget største slag er en kamp mod min egen apati, der er kommet af at forstå for meget, men ikke nok. Jeg kan blot til stadighed blive mindet på de mekanismer, der ændrer samfundet fra at være en beskyttende og medmenneskelig størrelse, der giver os menneskelig værdi, til at være et fænomen, der truer individets økonomiske eksistens og æder af individets selvværd. Jeg ser identitetskriser og søgen efter mening i menneskene omkring mig, der fører førsteklasses illusioner og tredieklasses liv i et desperat forsøg på at undgå den følelse af angreb, samfundet retter mod dem. Jeg ser, at de faldne i kampen nu lader deres personlige værdi definere af deres værdi på et arbejdsmarked, hvor der ikke er nogen sammenhæng mellem individernes indsats og deres bidrag til samfundet, og stemmer i med det kapitalistiske messekor: Din værdi er ikke dit bidrag til dit eget samfund, men dit bidrag til den højere magt. Vil du kæmpe, galejslave, så kæmp for retten til at ro.

Kategorier:

  • Currently 0/5
  • 1
  • 2
  • 3
  • 4
  • 5
Popularitet: 0/5 (0 stemmer.)
Flattr this

Ældre indlæg

Sider

Om dette arkiv

Denne side er et arkiv over indlæg fra april 2005 i rækkefølgen nyeste til ældste.

Forrige arkiv: marts 2005.

Næste arkiv: maj 2005 is the next archive.

Find de nyeste indlæg på forsiden, eller søg i de ældre indlæg to find all content.