Det følgende indlæg var oprindeligt en kommentar til et indlæg på Sidsels blog, men det kan sagtens stå alene:
Jeg vil bestemt opfatte kristendommen som en del af den danske kulturs baggage. Nogle af os mener, at baggagen er en bunke tunge sten, der koster overpris i lufthavnen, og som man tog med i stedet for plaster og barbermaskine, men det må være et spørgsmål om personlig holdning.
Det, som jeg normalt opponerer imod, er at kristendommen får æren for en lang række af de ting, som den faktisk har kæmpet med næb og kløer mod, eller som den i bedste fald ikke har nogen som helst tilknytning til.
Vores videnskabelige metode i dag skyldes f.eks. i høj grad, at vi tænker lineært, hvor vi antager, at årsag fører til virkning. Denne fantastiske udvikling tilskriver visse folk kristendommen, ikke mindst når de argumenterer for, at Islam er en barbarreligion, mens kristendommen er den ypperste kulturberigelse, man kan få. I praksis er den lineære tankegang ikke en kristen tradition, men derimod jødisk tradition, som kun fandt vej ind i kristendommen, fordi den jo er en udbryder af den jødiske religion. Så her har jøderne altså æren, ikke de kristne. Denne del af den "kristne tradition" er også blevet videreført til Islam, som jo også bærer den jødiske arv.
Kristendommen får også æren for demokrati, men igen er det ikke kristendommen, der har æren. Når vi har fået demokrati og græsk filosofi tilført, så er det ikke fordi disse er en del af kristendommen. Derimod var de første kristne missionstekster skrevet på græsk, og så er det jo ikke overraskende, at der er kommet en masse andre græske tekster med i købet. Disse "kristne værdier" er således kommet til som kristendommens blinde passagerer, men de er bestemt ikke en del af kristendommens traditionelle lære. Det er de før-kristne grækere, ikke kristendommen, der har æren her.
Humanismen og de menneskeretslige erklæringer var for få hundrede år siden Anti-krists værk, hvis man skulle tro de kristelige gejstlige, så den slags værdier kan nok heller ikke ligefrem siges at være en del af den kristne arv.
Jeg tvivler meget på, at det er de kristnes ønske, at ungerne skal lære, at mange af de ting, vi i dag opfatter som positive, er kommet til enten på trods af kristendommen eller sideløbende med den, og at de ikke er en del af kristendommen eller den "kristne filosofi". Men hvis ikke de lærer den slags, når de lærer om kristendom, så fortsætter den danske kristendomsundervisning med at være et forkyndende fag, og jeg er helt overbevist om, at dette også er Haarders og de andre kristne missionærers ønske.
