I min studietid for 15 år siden havde jeg gennem syv-otte år et afløserjob som postbud i ferierne. Kollegerne var fantastiske, og selv om det kunne være lidt hårdt ind imellem, var alle altid i godt humør.
Nogle gange havde jeg en landrute, og i de små landsbyer og husmandssteder var der en anden holdning til postbudet end i byen. Ikke mindst var min opgave ofte langt bredere end at aflevere posten. Mange af landsbyboerne holdt slet ikke avis for at læse den, men derimod fordi det betød, at postbudet kom forbi og kunne tage en lille snak. På nogle af landruterne har mængden af kaffe nok skullet måles i liter, og antallet af rundstykker dækkede så rigeligt både morgenmad og frokost. De gamle mennesker jublede af glæde, når jeg drillede dem og svarede igen. Jo værre, desto bedre.
Jeg ved ikke, hvor mange pærer, jeg har skiftet i loftslamperne i de små hjem. Jeg ved ikke, hvor mange tunge møbler, jeg har flyttet, eller hvor mange gange, jeg har snakket med ældre, ensomme mennesker. Jeg har låst døre og hængt nøglerne de rigtige steder, når beboerne selv havde glemt det, har taget en hund med i bilen, fordi den var kommet for langt væk hjemmefra, har langt penge ud, når en pensionist havde talt pengene forkert op til en regning, og hvad ved jeg. En enkelt gang hjalp jeg til hos en landmand, da en af køerne kælvede og dyrlægen var optaget andetsteds, men den slags hjælp falder dog nok i en lidt anden kategori end de førnævnte. Det skete ofte, at jeg kom noget senere hjem end arbejdstidens egentlige ophør, men pyt med det. Jeg opfyldte en rolle i de små samfund, som ikke kun havde at gøre med omdeling af post. Selv om det aldrig havde været tilladt at sidde og slubre kaffe hos et ældre ægtepar, så blev der set gennem fingrene med det.
Det sidste år af min afløsertid ved postvæsenet blev der dog strammet betydeligt op. Postbudene kunne godt arbejde mere effektivt. Der kunne bestemt ikke afsættes tid til udenomssysler af den slags, som jeg og flere andre postbude tog os af. Stemningen på posthuset begyndte at blive trykket.
De gamle mennesker fik hjemmehjælp i stedet. De første mange år af min tid som postafløser følte jeg, at jeg udførte en social rolle. Det var noget særligt værd at være postbud. Men denne rolle blev afløst af kold effektivitet. Jeg skulle fokusere på udbringning af post, ikke andet. Jeg føler for det første, at min værdi som postbud var blevet mindre værd, og samtidig blev jeg mere stresset. Ikke fordi der var mere post at bringe ud, men fordi jeg skulle opretholde en bestemt tidsplan. Naturligvis er en vis standard ønskelig; en ISO 9000-agtig begrænsning af kvalitetsudsvinget er da alt andet lige nemmere at planlægge efter, ikke mindst for kunden. Det har sikkert været ønskeligt for mange kunder, at postbudet altid var der med avisen på samme klokkeslet.
Som postbud fik jeg løn for at bringe posten ud. Men jeg udførte også den meget væsentlige sociale rolle, som hjemmehjælperne engang udførte, inden også de blev sat under hårdt pres. Postvæsenet er sikkert blevet langt mere effektivt med de regler og stramninger, der er blevet indført gennem de sidste 10 år. Men jeg er ikke sikker på, at nettoresultatet for kunderne - hverken det økonomiske eller det menneskelige - er blevet bedre, set fra et samfundsøkonomisk synspunkt. Gamle kunder har i hvert fald sagt til mig, at selv om der ikke er noget galt med det nye postbud, så kunne de meget bedre lidt det, dengang jeg var post.
Et postbud kan som så mange andre mennesker være effektivt, uden at denne effektivitet direkte kan måles i kroner og ører. Postvæsenet har sikkert gennem sine rationaliseringer sparet en del penge, men det kan nogle gange være dyrt at spare penge.
