Hysteriet omkring knive, hvor vore overvågningsglade politikere står i kø for at iværksætte nye indskrænkninger af befolkningens frihed, er blevet taget med et skuldertræk her i huset.
Vi har dog bemærket, at erfaringer med overvågning i bl.a. England viser, at overvågning ikke sænker eller forhindrer kriminaliteten; overvågningen bidrager blot med en øget opklaringsprocent.
Man skal selvfølgelig ikke kaste grams på en bedre opklaringsprocent, men på det tidspunkt, at voldsforbrydelsen bliver opklaret, er skaden nu engang sket. Opklaring af sager forhindrer ikke sagerne i at opstå, og andre erfaringer påviser endvidere, at strengere straffe heller ikke forhindrer sagerne i at opstå.
Når ikke antallet af sager nedbringes, kan man med en vis kynisme påpege, at det ikke kan betale sig at ofre ressourcer på en højere opklaringsprocent. Der er åbenbart en vist antal kriminelle, som holder sig forholdsvis konstant, opklaring (og straf) eller ej. Hvad værre er, antallet af ofre falder heller ikke.
Hvis der skal sættes ind nogen steder, bør det i stedet ske som forebyggende foranstaltninger, hvilket videoovervågning bestemt ikke er, sådan at der ikke opstår en sag, der senere skal opklares.
Her i huset regner jeg ikke med at forbyde vores unger at gå med kniv, når de på et tidspunkt begynder at gå i byen. I stedet tager jeg en anden indgangsvinkel: Tidligere på aftenen bad jeg vores datter om at angribe mig med en attrap-kniv. Det tog kun et øjeblik, før hun var afvæbnet og havde kniven for struben. Lektien var, at kniven ikke beskytter hende det i mindste, hvis hun står overfor en person, der forstår at bruge en kniv som våben. Tværtimod sætter kniven hende i en langt farligere situation, end hvis hun havde været ubevæbnet.
Kategorier:
