juni 2016 Archives

Siden jeg fik stemmeret i slutningen af 1980'erne, har antallet af EU-afstemninger vist kunnet tælles på én hånd. Der var hver gang tale om yderst indgribende og omfattende beslutninger med mange detaljer, som det ikke var trivielt at samle i én pakke. Men det blev de, og de meget komplicerede beslutninger blev reduceret til et spørgsmål om ja eller nej - og dermed fik man svar, som ikke besvarede spørgsmålet, men som derimod besvarede en letforståelig men stort set ligegyldig detalje såsom krumme agurker eller navnet på landets møntfod.

Fra de danske politikeres side hører vi sjældent om, hvordan de fører - eller blot ønsker at føre - EU-politik. For dem er det tilsyneladende tilstrækkeligt at have deres folk siddende i Bruxelles, hvor man stort set kun hører om dem, når de begår bedrageri. Befolkningen bliver ikke hørt om ændringsønsker i EU, idet initiativerne til ændringer i EU stort set udelukkende tages af magt-eliten. Sådan har det altid været, og udviklingen i EU har således aldrig bygget på folkelig, demokratisk inddragelse

Det eneste, de danske politikere beskæftiger sig med i den offentlige debat, er unges uddannelser, sundhedssystemet og "dansk kultur", og især hvordan man sparer på disse områder. Og det er ikke tilfældigt, for de eneste politiske kategorier, EU ikke kan blande sig direkte i, er nemlig netop emner såsom uddannelse, sundhed og kultur - og som dermed er det eneste, de danske politikere reelt selv kan gøre noget ved.

EU kan derimod blande sig i (dvs. underkende og diktere) vores handelspolitik, miljøpolitik, landbrugs- og fiskeripolitik, energipolitik, forbrugerbeskyttelse samt retslige anliggender. Og eftersom EU først og fremmest er en handelsorganisation, er disse områder bestemt af EU-landenes virksomheders økonomiske interesser, som ikke kunne være meget fjernere fra et (dansk) demokrati. Så når alle pengene er brugt på EUs virksomheders interesser, er det altid indenfor uddannelse, kultur og sundhed, at politikerne finder det "nødvendigt at spare", for disse er de eneste emner, politikerne overhovedet har mulighed for at bestemme over.

Befolkningens inddragelse i EU-beslutninger svarer til, at der blev afholdt folketingsvalg hvert 15. år, og med "ja" eller "nej" som svarmuligheder: Ingen af svarene vil være rigtigt eller forkert af den simple årsag, at ingen af svarene giver mening i så komplekse problemstillinger, som befolkningen med store mellemrum bliver bedt om at forholde sig til mht. EU. På denne måde bliver befolkningen isoleret fra EU. Politikerne forholder sig tilsyneladende ikke til EU, og anser det i stedet for deres arbejde at følger EU-virksomhedernes udemokratiske diktater, hvorpå de lader Danmark betale regningen på de få områder, hvor EU ikke har indflydelse på landets politik.

I optakten til Englands EU-afstemning er der både på Twitter og på Facebook gået lidt Erasmus Montanus-logik i at sætte lighedstegn mellem Enhedslisten og den ekstreme højrefløj: De er begge imod EU, ergo er de begge en sten.

Den holder altså ikke, venner.

Der er elementer af EU, som jeg godt tør påstå, at Enhedslisten har det relativt godt med, hvis man måske ser bort fra, at EU gør det lidt halvhjertet: Fælles miljøregler er det svært at kalde andet end et fremskridt, selv om de godt måtte være langt strammere. En fælles asylpolitik ville forhindre de enkelte lande i at lukke grænserne for asylansøgere (omend EU så til gengæld har lukket grænserne omkring sig som sådan). Det er nok også de færreste fra Enhedslisten, der helhjertet kan påstå andet, end at EU har været med til at sikre relativ fred i det historisk krigshærgede Europa. EU har sin egen Menneskerettighedsdomstol, selv om der desværre ikke følger sanktionskrav med en dom ved samme. Jeg kunne sikkert nævne flere positive sider ved EU, men pointen er forhåbentlig tydelig nok: EU er ikke entydigt noget monster. Disse emner er dog ikke tilstrækkelige, eller tilstrækkeligt positivt udførte, til at Enhedslisten af den grund kan godkende EU. Til gengæld er der en lang række ting, som Enhedslisten ikke vil acceptere ved EU.

Præcis samme opstilling vil man kunne lave for højreekstremisterne, men det er helt andre emner, de anser for positive (men ikke tilstrækkeligt positive til at støtte EU), og det er helt andre emner, de anser for stærkt negative.

Pointen er, at netop de emner, som Enhedslisten anser for positive, er dem, som højreekstremisterne hader allermest ved EU. Og omvendt er det de emner, som højreekstremisterne anser for positive, som Enhedslisten hader mest ved EU. Det er i det lys, at det er meget svært at kalde Enhedslisten og højreekstremisterne for enige. I bedste fald er de to yderfløje enige om, hvad det er for emner i EU, som både Enhedslisten og højreekstremisterne anser for mindre vigtige end de to fløjes respektive, og modsat rettede, kernepolitikker. Og det er så langt fra det samme som at være enige om den pågældende politik, som noget kan være.

Så er der nogle, der stiller spørgsmålet, om motivationen har nogen praktisk betydning, når resultatet er det samme, og om Enhedslisten derfor ikke desto mindre går de højreekstremes ærinde, når Enhedslisten vælger at være imod EU.

Hvis man svarer ja til dette spørgsmål, så leder det for det første til en absurditet: Ethvert politisk parti stemmer jævnligt det samme, som nogle af deres erklærede modstandere. Et ja til spørgsmålet vil være en erklæring af, at samtlige politiske partier hele tiden går hinandens ærinde, og så giver det jo ikke mening overhovedet at stille spørgsmålet.

For det andet ville man med et sådant spørgsmål med samme ret kunne hævde, at Enhedslisten gik kapitalismens ærinde, eller at de forbrød sig imod deres egne principper af populistiske årsager, hvis de (for at undgå at "gå højreekstremisternes ærinde") agerede imod deres egen overbevisning og støttede EU. Det gør spørgsmålet til et "no-win"-spørgsmål, hvor man aldrig vil kunne forsvare Enhedslistens valg; og som sådan er det et spørgsmål, der blot har til formål at opstille et falsk dilemma.

Hele beskyldningen er kort sagt en øvelse i falske argumenter og skjulte angreb, og baserer sig i bedste fald på mangelfuld forståelse for, hvad de enkelte parter mener, og hvorfor de agerer, som de gør.