Problemer er sjældent problemer

Abraham Kaplan sagde på et tidspunkt, at man bør skelne mellem problemer og besvær. Problemer kan løses; besvær må man lære at leve med.

De fleste forhold i livet - især de mest nære og væsentlige forhold, såsom parforhold og børneopdragelse - er komplicerede dilemmaer, man ikke kan slippe væk fra: Besvær, hvor ingen løsninger ser specielt bedre eller værre ud end de andre.

Et problem opstår, når noget går galt, ved et uheld, sygdom eller gennem dårlige erfaringer. Problemer kan løses, når vi lokaliserer deres årsag. Besvær opstår derimod gennem situationer, som vi ønsker og sætter pris på. Derfor er besvær noget, vi kun kan lære at leve med.

For nu at tage et eksempel, så plejer vi at opfatte kriminalitet som et problem. Vi søger altid efter årsager, såsom dårlig opvækst eller kulturel mentalitet. Vi vil helst opfatte kriminalitet som et forhold med simpel årsag og virkning, så vi skynder os at forsøge at bevise, at kriminalitet opstår på grund af kilder såsom voldsfilm eller hudfarve.

Men i praksis findes kriminalitet primært på grund af aspekter i samfundet, som vi ikke ville drømme om at afskrive: Overskud, byer, mobilitet, materialisme, individuel frihed og fremskridt. Sociale dårligdomme såsom fattigdom og arbejdsløshed bærer naturligvis en del af skylden, men lande med langt værre forhold end os har ikke altid højere kriminalitet. Hvor paradoksalt det end måtte lyde, gør kriminalitet hånd i hånd med forhold, vi opfatter som fremskridt. Selv forsøg på at kontrollere kriminaliteten giver anledning til kriminalitet, når fængselsophold hærder og træner forbrydere. Besvær kan således gøres værre, hvis det behandles som et problem.

For at forstå besvær, skal man tænke i oversættelse og fortolkning. Besvær kræver, at man udvider sine rammer og sætter perspektiv på sagen, så man forstår sagen i dens mange kontekster, og anerkender de dybere og ofte paradoksale årsager og virkninger.