Teknologi virker aldrig

I forrige uge købte vi en opvaskemaskine, fordi familien med to børn producerer en så stor mængde opvask, at vi brugte en betragtelig tid på at vaske op i hånden. Desuden bruger en moderne opvaskemaskine mindre vand end blot én af de flere baljefulde opvask, vores hidtidige manuelle metode har brugt, og som sparebevidste individer vurderede vi, at vandet nok var mere værd at spare på end elektriciteten. Således var alt godt.

Efter to ugers tilvænning til det nye teknologiske vidunder er jeg dog ved at mistænke apparatet for at være defekt. Ikke sådan at forstå, at den ikke vasker servicen efter hensigten, eller at jeg mistænker vaskemaskinen for at afvige signifikant fra dens specifikationer. Defekten er af en helt anden art.

Vi har nemlig hurtigt lært at sætte den beskidte opvask ind i opvaskemaskinen. Ude af syne og sind er bordet således ryddet til yderligere køkkenaktivitet, som vi hidtil ville have afholdt os fra, fordi opvasken var synlig påmindelse om, hvad der ventede os. Indkøbet af opvaskemaskinen har kort sagt fået os til at producere mere opvask. Desværre har jeg ikke målt den tid, vi tidligere brugte på opvask, for jeg har en formodning om, at vi i dag i praksis bruger lige så lang tid i køkkenet, som inden indkøbet af opvaskemaskinen, og med de flere opvaske bruger vi nok også lige så meget vand som før, og væsentlig mere elektricitet.

Alt i alt har opvaskemaskinen ikke opfyldt dens formål, og kan formentlig højst opfattes som en dyr måde at forøge vores elektricitetsforbrug på. Det kalder jeg "defekt", omend ikke i teknisk forstand.

Alt dette er egentlig ikke nogen overraskelse. Da f.eks. vaskemaskinen i sin tid blev indført i husstandene, var det for at spare tid på vasketøjet, som dengang var en aktivitet, der tog hele dagen. Men vaskemaskinen fostrede også ideen om at gå i rent tøj hver dag. Denne nye standard for renlighed skabte et behov for at vaske tøj oftere, og det faktiske antal timer brugt på at vaske tøj forblev det samme, så ret beset opfyldte vaskemaskinen aldrig sit formål. Vi ved også i dag, at da computerne blev indført i kontorerne for at lave "det papirløse kontor", steg papirforbruget.

Teknologi hjælper os, men rekylen skyder os hver gang lige så langt tilbage. I økologiske tiltag har en succesfuld hjælp til at forhindre den naturlige udvikling for en art (oftest vor egen) i praksis forårsaget uforudsete ødelæggelser for netop denne art, ofte værre end succesen. Airconditioning forurener luften, og udvidelse af motorveje skaber trafikpropper både på den udvidede vej og de omkringliggende veje.

Med enhver brug af teknologi udvikler der sig et modtryk af samme størrelse, der er det stik modsatte af det, vi ønskede. Faren er selvfølgelig, at vi bliver så forgabt i teknologiske anvendelser, at vi glemmer deres faktiske resultat, og at vi bliver så fortryllet af processen, at vi mister øjet for produktet.

Man må derfor bekymres over forholdet i brugen af computere, hvor de færdigheder, der engang krævede en professionel designer, nu kan bruges af enhver nogenlunde kompetent person. Enhver dygtig computerbruger kan i dag fremstille grafiske designs, der har så stor lighed med dem, en professionel desgner kunne lave, at det utrænede øje ikke ser nogen forskel. Man må spørge sig selv, om der måske forsvinder en elegance, kreativitet eller humor, som kun en talentfuld designer kunne have fremstillet? Betaler vi en frygtelig pris, hvor denne spredning af designmuligheder i virkeligheden forhindrer de mest kreative talenter i at komme til orde, og hvor den kraftige øgelse af mulighederne for at lave design i virkeligheden har den dræbende effekt at reducere kvaliteten?

På Internettet har alle mulighed for at sige, hvad de har på hjerte, og enorme mængder information er således tilgængelige. Men vil dette på sigt være ødelæggende, når Maren i kærets holdninger får samme vægt, som videnskabernes fakta, og enhver kan finde enhver "sandhed", man måtte ønske?