Der er næppe nogen borgerlig politiker, der ved sine sansers fulde fem vil forestille sig, at den offentlige sektor totalt skal afskaffes (jeg mener, de vil jo f.eks. meget gerne have en statsunderstøttet kirke og den slags).
Samtidig er der heller ikke nogen tvivl om, at de borgerlige politikere brænder varmt for privatisering af offentlige ydelser. Deres propaganda henviser ofte til ineffektivitet, bureaukrati, osv. i de offentlige instanser, som konkurrence efter deres mening vil kunne løse.
Med min ekspertise i identifikation og forbedring af arbejdsprocesser skal jeg være den første til at pointere, at jeg har set min del af ineffektive procedurer i offentlige sammenhænge. Og i samme åndedræt vil jeg også pointere, at de på dette punkt er lige så ineffektive som private firmaer. Bare fordi der er konkurrence, så betyder det ikke, at de private alternativer har velfungerende arbejdsprocesser.
For argumentationens skyld vil jeg acceptere tre påstande, som jeg tror, at såvel borgerlige som socialistiske partier og vælgere vil godkende:
1. Offentlige instanser er ligeglade med, om de er økonomisk effektive (i den udstrækning, at det er deres services, der er deres primære prioritet).
2. De borgerlige partier ønsker en fastholdelse af en række offentlige instanser, men disse instanser skal købe deres ydelser ved privatejede firmaer. Her tænker jeg f.eks. på kommuner, der hyrer private firmaer til løsningen af opgaver, der traditionelt er varetaget af offentlige instanser.
3. Private firmaer er interesserede i at tjene penge, og er ligeglade med deres præstation (i den udstrækning, at det er deres økonomi, der er deres primære prioritet).
Vi sidder nu med en situation, hvor en offentlig institution, som er ligeglad med sin økonomi, hyrer et firma, der er interesseret i at tjene penge, og det kræver ikke nogen fantasi at forestille sig, hvad dét betyder: Det private firma har fået en kunde, der er villig til at betale mere, end en privat kunde ville have været, og som sideeffekt er kunden derfor også mere eftergivende overfor, om der bliver leveret en dårlig vare.
Det er derfor en guldgrube at blive leverandør til det offentlige, og det er skatteyderne, der betaler. Og husk lige, at den borgerlige regering ønsker en offentlig sektor, der benytter sig af private firmaer. Den offentlige sektors fokus på service er fjernet og erstattet med et privat erhvervslivs fokus på at malke kunden for skatteydernes penge.
Det ovenstående er desværre ikke et tankeeksperiment. Jeg har hørt private leverandører diskutere, hvordan de sikrede sig, at de fik brugt hele den del af det offentlige budget, de havde fået stillet til rådighed, når de havde fået tilkæmpet sig et budget, der var større end opgaven.
Nuvel, men hvis nu der er flere private firmaer, der konkurrerer om opgaven, så vil det vel løse problemet?
Svaret er desværre nej. I praksis er der meget andet på spil end prisen. Aftaler af personlig karakter, som afgøres på golfbanerne, er ikke en joke fra Dilbert. Det handler nemlig i høj grad om netværk og om at komme til at snakke med de rigtige mennesker hos beslutningstagerne. Mange "valg" blandt udliciterede tilbud er i praksis foretaget på forhånd, og udliciteringen er her et spil for galleriet.
Endvidere er der kun et begrænset antal leverandører at vælge mellem. Når en opgave har en tilstrækkelig størrelse, er det ikke muligt for en mindre, nystartet, eller geografisk fjerntliggende virksomhed at påtage sig den, og så er disse firmaer allerede fravalgt på forhånd. Og blandt de resterende firmaer er det ikke sikkert, at firmaet kan nå at hyre den nødvendige arbejdskraft før opgavens begyndelse. Det er ikke sjældent, at der kun er tre-fire firmaer at vælge mellem.
Netop disse tre-fire firmaer har som regel snakket så meget med beslutningstagerne, at de godt kender budgetrammerne, som ellers rent officielt bliver hemmeligholdt. (Vi husker jo nok, at borgerlige politikere gerne vil benytte sig af private virksomheder, og at der er et gensidigt venskab mellem disse beslutningstagere og de private virksomheder.) Det betyder, at alle firmaerne når frem til samme pris, som lige præcis rammer loftet af budgettet. Der er kort sagt ingen konkurrence, fordi de private firmaer gennem rødvin og golf har fået et godt indtryk af skattekistens rummelighed, inden tilbuddene bliver givet.
Når regeringen i den kommende tids valgpropaganda argumenterer for, at den ønsker at "tilbyde private firmaers hjælp", så betyder det, at de private firmaer skal have lov til at grave dybt i den statskasse, som du poster penge i.
Til sidst vil jeg understrege, at det ovenstående hverken er overdrevet eller spekulativt; det er faktisk sådan, det foregår her i landet.
Leave a comment