Det fremgår af kommentarerne på et indlæg på Modspil, hvor Carsten Agger påviser en usædvanlig høj koncentration af højreekstreme, racistiske indlæg på Uriasposten, at indehaveren af Uriasposten, Kim Møller, har udgivet en bog om Islamforskningen i Danmark med titlen "Vejen til Damaskus".
Der er ikke behov for nogen større indsigt i religionsvidenskab for at konstatere, at Kim Møllers indgangsvinkel til emnet på hans blog er udpræget ideologisk, og bestemt ikke videnskabelig. Han er i øvrigt heller ikke religionshistoriker.
Jeg anede faktisk ikke, at Kim Møller fra Uriasposten havde udgivet en bog, men nu er det heller ikke ligefrem fordi jeg opfatter hans blog som informativ, og læser den derfor ikke i en sådan grad, at jeg bliver opmærksom på hans øvrige hobbyprojekter. Bogens emne interesserer mig dog lidt som en person, der er aktivt anti-religiøs og partner til en religionshistoriker. Efter at have besøgt hans blog, hvor han plukkede lidt ud fra nogle interviews, faldt jeg over hans svar til en journalist:
"Simonsen er er på en måde en stor forsker, for det kræver omfattende viden at omfortolke og præsentere islam, som han gør. Samtidig står han for, at enhver ideologisk kritik af islam blot er et skalkeskjul for, at man ikke kan lide muslimer. Men enhver kan læse ud af islams tekster, at de giver ekstremister særligt gode vilkår."
Der er nogle interessante afsløringer af Kim Møllers forståelse for en videnskabelig indgangsvinkel til religion her.
For det første kan man ikke "omfortolke" Islam, for det ville kræve, at der fandtes en "rigtig" form for Islam. Kanske Kim Møller har en viden om Islam, som han gerne vil dele med andre, siden han kender denne "rigtige" form godt nok til at vide, at Simonsen omfortolker den? Det har Kim Møller næppe, og han ved formentlig heller ikke, at det er basisviden indenfor religionsvidenskab, at hvis man skal tale om omfortolkninger af religioner, så går det i bedste fald ud på, at nye grupper kan omfortolke i forhold til deres modergruppe. Simonsen tager imidlertid ikke udgangspunkt i en bestemt muslimsk gruppe, og kan således ikke "omfortolke" noget.
Den næste afsløring ligger i sidste sætning, hvor Kim Møller skriver, at "enhver kan læse ud af islams tekster, at de giver ekstremister særligt gode vilkår". Også her viser Kim Møller, at han ikke har forstået en af de absolut mest grundlæggende erkendelser i religionsvidenskaben, nemlig at tekster bliver tillagt de værdier, som passer læserne bedst. Koranen er således ikke hverken mere eller mindre opfordrende til ekstremisme end Harry Potter, for nu at sætte det lidt på spidsen. Det ville generelt være korrekt at sige, at Islam - ligesom kristendommen - er en mere ekspansiv religion end f.eks. en eller anden stammereligion; dette har blot ikke noget med teksterne at gøre, men derimod med at gøre med brugen af teksterne. Tekster siger en del om forfatterne og deres samtidige grupperinger - men ikke særlig meget om læserne. Hvis man vil undersøge, hvordan læserne bruger teksterne, så er det læserne, man skal undersøge - teksterne er ret underordnede.
Alternativt kan man også tage lidt simpel statistik: Hvor mange muslimer har vi i forhold til muslimske ekstremister? Tallet er meget stort tal i forhold til de få, der kom til at blive ekstremister eller sociale problemer, som udgør Kim Møllers fokusområde. Er det så fordi alle disse mange muslimer (øjensynligt i modsætning til Kim Møller, der jo tidligere insinuerede, at han havde en hemmelig viden om en "rigtig" tolkning) ikke forstår at læse deres tekster, og at det kun er de muslimer, der bliver ekstremister og sociale problemer, der forstår teksterne? Det er det næppe, og forklaringen skal jo nok i så fald søges andetsteds end i Koranen. Det mener Kim Møller imidlertid ikke, når han insisterer på, at der skal tages afsæt i de religiøse skrifter for at forstå Islams følgere.
Kim Møller afslører tydeligt, at han ikke har forstået selv helt grundlæggende principper i den videnskab, han kommenterer, og med et sådant udgangspunkt er det svært at tage Kim Møller seriøst som forsker. Til gengæld består hans blog af en overflod af holdninger og religiøse tolkninger, der har et tydeligt ideologisk mål. Kim Møllers bidrag til forskningsfeltet må alene ses som empiri, og Kim Møller er således for forskning i religionsvidenskab, hvad frøer er for forskning i biologi: De er ikke autoriteter, men derimod emner, man studerer.
Hvad bogens, og Kim Møllers faktiske faglige baggrund angår, står det heller ikke for godt til. Kim Møllers bog er resultatet af hans specialeopgave i historie, som han fik et 7-tal for. Det er usædvanligt dårligt for en specialeopgave, og det viser, at ikke nok med at Kim Møller ikke forstår det emne, han har valgt at kritisere, han er heller ikke nogen dygtig studerende i sit egentlige fag. Årsagen til den lave karakter var, at eksaminatorerne vurderede, at Kim Møller havde tilsidesat den videnskabelige indgangsvinkel til fordel for Kim Møllers politiske budskab. Kim Møller skal være glad for, at det "kun" var en opgave (omend en specialeopgave), for hvis han havde forsøgt at benytte den som et bidrag til forskning, ville anklagen formentlig have lydt på videnskabelig uredelighed.
Leave a comment