Et hundebid, der sendte en dreng på skadestuen, blev af politiet omtalt som "et kærligt nap", skriver Jyllands-Posten.
Jeg tvivler ikke på, at det har været helt ufarligt, og at hunden blot har markeret. Det er også godt, at drengen, der blev bidt, blev pågrebet af politiet, idet han var ved at begå indbrud. Jeg er bare lidt bekymret over, at politiets sprogbrug siger lidt om politiets opfattelse af situationer.
I week-enden legede jeg med nogle af vore venners hund. Den er stadig i lømmelalderen, men har en størrelse og en styrke som en mindre bjørn, og Rottweileren i den bliver tydelig, når man leger: Den går frem mod en, og den er hurtig med tænderne. Legen har som sædvanligt efterladt mig med adskillige små bidsår og ridser på armene. I min verden er dette "kærlige nap" fra en hund, der kan lide at lege. Det er det, fordi jeg kender hunden, og der er ikke noget aggressivt eller truende i dens adfærd.
I politiets jargon er benyttes udtrykket "et kærligt nap" derimod om en markering, dvs. når hunden sætter tænderne lige præcis så hårdt i, at den ikke bider igennem eller fastholder den mistænkte, idet dens hensigt alene er at true modstanderen ved at vise, at den har magten. Det er bestemt ikke kærligt ment, selv om det er ufarligt.
Drengen kender imidlertid ikke hunden, og eftersom han ikke er en hærdet kriminel, der flere gange er blevet mødt af en politihunds makering, har han bestemt ikke opfattet det som et "kærligt nap", men derimod som netop den trussel, der er hensigten med hundens markering. At han endvidere kom på skadestuen er udtryk for, at også andre har opfattet det som noget mindre kærligt. Da politiet ankom, stod drengen og trykkede sig op af en busk i følge Jyllands-Posten, og hunden markerede, da han slog ud efter den. Hans egen skyld, javist, men når han åbenbart ikke forsøgte at flygte eller gjorde modstand, havde politiet ikke nogen grund til at trække deres køter hen til ham til at begynde med.
Han fik altså det, politiet kalder et "kærligt nap", som åbenbart var ukærligt nok til at betyde et besøg på skadestuen. Det må jo få en til at spekulere på, hvad politiet så kalder deres øvrige magtmetoder. Hvis en betjent slår med en knippel, er det så et "kærligt klap"? Er den ubehøvlede adfærd, som borgerne oplever, bare "høflige henstillinger"? Eller er en benlås en "venlig fastholdelse"?
Politiet er hverken de første, de eneste eller de sidste, der maler skønmalerier af deres voldsomme adfærd, men det viser samtidig en manglende forståelse for, hvad de egentlig går og foretager sig, og hvordan den øvrige befolkning oplever dem.
Når der bliver kastet brosten efter politiet, er det blandt andet et udtryk for en vis erfaring med politiets kærlige metoder. Men måske er det bare vi andre, der er blevet for blødsødne, og som ikke kan se, at det bare er en "uskyldig kasteleg".
Jeg ved ,om du er i arbejde eller engang har haft et arbejde.
Men til din oplysning kan jeg orientere dig om, at der på en hvilken som helst arbejdsplads findes et internt sprog, som forståes af de ansatte - således også hos politiet.
Tyveknægten - der oven i købet slog ud efter hunden - skal såmænd bare prise sig lykkelig over, at han ikke fik fire forsvarlige huller i armen.
(Hvad der naturligvis til hver en tid kan forsvares.)
Og nej! Politiet får ikke automatisk oplysning om, at der måske er en mindreårig tyveknægt, der er ved at lave indbrud. Ikke at det skulle gøre nogen forskel.
Og længere er dèn sådan set ikke.
Kom ud i virkeligheden til os andre.
Mvh.
Palle Andersen
politiassistent
Jeg skrev netop "jargon", fordi det henviser til det specifikke sprog på en arbejdsplads. Og ikke nok med det, jeg skriver ligefrem, hvad politiet sædvanligvis mener med udtrykket.
Men uanset hvor indforstået, sproget på en arbejdsplads er, så siger det noget om, hvad det er for værdier, de ansatte lever efter. Hvis jargonen benytter et meget tilgivende sprog overfor det, alle vi andre opfatter som ren og skær vold, så siger det noget om, at betjente har et temmelig frimodigt forhold til deres egen brug af samme.
Såfrem du er politiassistent (det kan jeg jo ikke vide med sikkerhed), viser du også ganske tydeligt, at du ligefrem synes, det ville være fint, hvis drengen var blevet bidt, idet hunden ikke blot havde markeret. At hunden reagerer på, at drengen slår ud efter den, det er rimeligt nok. Til gengæld virker det unødvendigt, at politiet gik frem med en hund mod en person, der stod trykkede sig op mod en hæk og hverken forsøgte at angribe eller flygte.