Da regeringen valgte at støtte de hidtidige spekulanter, der havde tjent fedt på at være årsag til finanskrisen, så de kunne fortsætte deres spekulationer uden at lide mén, fik det i Folketingets spørgerunde Frank Aaen til at minde regeringen på, hvad de liberalistiske principper blandt andet indebar. Frank Aaen (EL) mente ikke, at det kunne passe, at han som socialist skulle minde en liberalist på, at den enkelte person, der løber en risiko for at tjene penge, også selv sidder med ansvaret, hvis ikke det lykkes. Det kunne i hvert fald ikke passe ud fra et liberalistisk synspunkt, at en gruppe personer kunne tjene fedt på spekulationer, som vi andre betalte for, mens det gik godt for dem, hvorpå vi andre også skulle betale, når det galt, i følge Frank Aaen.
Det kan man så være enig eller uenig i - regeringen er tydeligvis enig i, at man godt kan ty til socialistisk delementalitet, så længe man nøjes med at rette fordelingen den ene vej.
Men som det er tilfældet i så mange af disse diskussioner, hvor hver fløj anklager den anden for at bevæge sig ind på ens egne grundpræmisser, og derfor ved første øjekast burde klappe i hænderne i stedet, er problemet selvfølgelig, at den modsatte fløj gerne vil høste fordelene fra den anden fløjs principper, men ikke belemres med ulemperne. Regeringen går helt og holdent ind for, at alle vi andre skal dele vores penge med de personer, som regeringen støtter.
Hvis nogen undrer sig over, at liberale mennesker kan være så svigtende mod deres liberale grundprincipper - et kritikpunkt, som også det kortlivede parti Liberalisterne fremsatte - er det imidlertid ikke så mærkeligt endda. Liberalistiske tanker er nemlig ikke det dybeste princip, eller for den sags skyld et grundprincip, i de partier, der bekender sig til liberal tankegang. Der ligger et langt mere betydningsfuldt og langt ældre princip under liberalismen, som liberalismen til enhver tid må indrette sig efter: Kapitalismen.
Kapitalismen søger profit, som rent definitionsmæssigt udtrykker, at man tjener penge, fordi andre har et forholdsvist tab; når indtjeningen er højere end produktionsomkostningerne, er det fordi nogen betaler mere, end en vare egentlig er værd, sådan lidt firkantet sagt. Sælgeren opnår profit, fordi køberne har mindre håndgribelig værdi tilbage, når de har købt varen, eller også har produktionsomkostningerne ikke givet arbejderne den værdi for deres arbejde, som varen svarer til. Man kan have holdninger til, hvorvidt det er moralsk forsvarligt, men det er svært at være uenig, at det er sådan, profit (med varierende mængder af mellemregninger) defineres.
Liberalistiske forestillinger siger herefter, at fordi også sælgeren har behov for varer, går det hele i sidste ende lige op, idet alle de indbyrdes behov skaber en selvregulerende effekt i form af en balance, hvor alle individer har pistolerne rettet mod tindingen af hinanden. De er en selvhellig tro på, at man gør noget godt ved at være profithungrende, og at man kan røvrende andre, lige så tosset man vil, uden at man behøver få dårlig samvittighed af den grund. Med den enorme ulighed, der findes i verden, må man konstatere, at enten tog Adam Smith fejl, eller også lever verden som sådan ikke efter liberale principper.
Det er imidlertid uinteressant for denne diskussion, at langt størstedelen af jordens befolkning ser Adam Smiths usynlige hånd give dem fingeren. Det eneste, der er væsentligt, er at liberalismen er defineret udelukkende på kapitalismens præmisser som en form for efterrationalisering eller forklaringsmodel, og at liberalismen derfor kan sige, lige hvad den vil, uden at det af den grund har nogen indflydelse på kapitalismens metoder. Hvis liberalismen siger, at kapitalismen ikke retter sig efter liberalistiske principper, så er det slet og ret fordi den liberalistiske model er forkert.
Regeringen forsøger helt i kapitalismens ånd at sikre, at dens allierede får mulighed for at maksimere deres profit. Kapitalismen siger ikke noget om, at man skal holde sig på noget etisk spor; der er kun én metrik for korrekt opførsel, og den står på bundlinien. Hvis det kræver, at man "deler" udgifterne med andre, når det går galt, så er det blot et udtryk for, at man ser andre mennesker som præcis de samme suckers, som mens det gik godt.
Statistikeren George Box sagde på et tidspunkt: "Alle modeller er forkerte, men nogle er nyttige". Liberalismen kan ses som en ideologisk model for den mindre ideologisk orienterede kapitalisme, og formentlig også som en særdeles brugbar model i mange situationer, men den dækker ikke komplet. Der vil altid være afvigelser i praksis, og hvis man er i tvivl om, hvad den "rigtige" fortolkning er, så skal man blot følge pengestrømmen.
Frank Aaen behøver derfor ikke belære regeringen om liberalistisk teori, for den udgør ikke regeringens endelige sandhed og liberalistiske praksis. Den kan han aflæse på rigmændenes bankkonti i stedet.
Leave a comment