I forsøgene på at bortforklare, at en betjent kaldte en demonstrant for "perker", prøver Københavns politi nu at binde os en historie på ærmet om, at han i virkeligheden ikke sagde "perker" men "perle". Og det skønt betjentens intonation af første stavelse er temmelig markant.
Kan I så fatte det, perler. I den forbindelse vil jeg også afvise rygterne om, at jeg skulle have kaldt betjenten for et "voldsliderligt racistisk pansersvin". Jeg sagde "Ib", men det kan jo være svært at høre forskel.
Jeg troede faktisk, at politiet ville dække over situationen på deres sædvanlige måde, dvs. hvor ingen kan huske, at det blev sagt, og da i hvert fald ikke, hvem der sagde det. Men når betjenten åbenbart var genkendelig på videoen, er det jo forståeligt, at de må dække over ham på anden vis, grotesk som det bliver. "Perler" - Politidirektør Hanne Bech Hansen sender dermed det klare signal til hele politistyrken og alle vi andre i øvrigt, at en sådan adfærd accepteres, og at politiet nok skal dække over dem. Flot arbejde, Hanne. Det skal vi nok huske dig for.
Men det gør det jo unægteligt langt nemmere at slippe for eventuelle injuriesager fremover, hvis man kalder diverse medlemmer af Dansk Folkeparti for racister eller nazister med navns nævnelse. Man kan jo altid kan hævde, at man sagde "artist" om f.eks. sangfuglen Morten Messerschmidt, eller "nudist" om f.eks. filmstjernen Louise Frevert.
Det er sikkert en bestemt type mennesker, der søger jobs, hvor man kan gå i uniform og bære våben, men derfor skal man ikke skære hele politiet over en kam. Det er sikkert bare de svagere begavelser hos dette stolte korps, der kan præsentere følgende perler (ha!) fra det virkelige liv, der langsomt og sikkert har ødt af min respekt for det danske politi.
I min studietid, hvor politiet med mellemrum pilkede studerende uden lys på Hadsundvej i Aalborg, måtte jeg også bide det forbandede uheld i mig, at lige netop den ene dag, hvor min forlygte var gået i stykker undervejs, var der også lygtekontrol. Det var dog så forholdsvis lyst, at jeg (til min snare fortrydelse) fandt det sikkert at køre forbi betjenten, der på det tidspunkt var i færd med at notere en anden cyklist.
Kort efter blev jeg standset af en politibil, hvor en ophidset betjent råbte: "Hvad fanden laver du? Kan du ikke høre, når jeg råber efter dig?"
Min samvittighed var begribeligvis ikke helt ren, men jeg måtte alligevel rekonstruere, hvad der måtte være sket, før jeg kunne forstå hans humør. Betjenten havde formentlig enten viftet mig ind eller blot formodet, at jeg ville stoppe, og da jeg virkelig havde overset eventuelle sådanne tegn, var jeg fortsat. Det var først nu, det gik op for mig, at personen, der havde råbt: "Kan du så komme her, din idiot!" måtte have været betjenten.
Da han bekræftede, at det virkelig var ham, der havde råbt, forklarede jeg ham, at det for det første ikke havde skænket mig en tanke, at det var mig, der blev råbt "din idiot" efter. For det andet regnede jeg ikke med, at det var en politibetjent, der råbte sådan noget efter folk. Dette fik ham heldigvis dysset tilpas meget ned, måske fordi han godt kunne se, at en normal person rimeligvis ville fortsætte, og at hvis situationen var skruet op, så var det alene på grund af ham selv. Jeg fik aldrig nogen bøde, sikkert fordi der ikke var nogen fortilfælde.
I en anden situation blev jeg anråbt af en betjent, da jeg åbenbart havde bevæget mig ind på et område, som betjenten mente, jeg skulle holde mig fra. Han havde muligvis ret, og under alle omstændigheder var det ligegyldigt for mig, om jeg skulle flytte mig lidt. Det var til gengæld ikke ligegyldigt for mig, at han råbte "Hej du der!", for den slags anråb er nedladende. Derfor ignorerede jeg ham, indtil han blev sur, hvorpå jeg forklarede, at jeg ikke var en "hej du der", men en "undskyld, hr.". Han blev lidt paf, og forklarede i øvrigt derpå høfligt, at jeg skulle sørge for at holde mig udenfor det pågældende område. Jeg undskyldte min tilstedeværelse og flyttede mig.
For nogle år tilbage var min far på vej hjem fra logemøde, og sad således i kjole og hvidt bag rattet. Her blev han standset af en ung betjent, der kiggede ind i bilen og indledte samtalen med: "Nå, vi har nok været i byen, hvad?"
Min far kunne være provokerende samarbejdsvillig, når han blev behandlet uhøfligt, og svarede, at det havde han ganske rigtigt. Betjenten ville derfor vide, om min far havde drukket. Min far havde holdt sig til danskvand hele aftenen, fordi han skulle køre bil, og bekræftede derfor overfor betjenten, at han havde drukket.
Min far måtte derfor ud af bilen, hvor et antal forsøg med en spritballon naturligvis ikke gav noget udfald. Da betjenten udtrykte sin undren over, at min far jo havde sagt, at han havde drukket, kunne min far blot igen bekræfte dette forhold, og supplerede med antallet af danskvand, han havde indtaget, samt at han også ville tage en kop kaffe, når han kom hjem.
Herefter trådte den tidligere officer i karakter: "Men unge mand, jeg kender alle betjentene i denne by, og genkender Dem ikke. Må jeg se Deres politiskilt, og må jeg bede om Deres navn og politikreds". Det tog kun kort tid, før min far var blevet oplyst om, at betjenten befandt sig udenfor området for hans politikreds, og han beklagede forstyrrelsen. Jeg husker ikke, hvad der videre skete i sagen.
For nogle år siden på vej til arbejde holdt jeg ind for at tanke op ved en tankstation langs vejen. Min taske med min pung og benzinkort lå i baggagerummet, som jeg lod stå åbent, mens jeg tankede op. Jeg gætter på, at det var det åbne baggagerum og det forhold, at der holdt en anden bil overfor mig på tankstationen, der fik en forbipasserende patruljevogn til at fatte mistanke om eventuelle udvekslinger af lyssky materiale. Under alle omstændigheder trådte en betjent ud af politibilen og spurgte: "Hvad har du i dit baggagerum?"
"Godmorgen. Jeg hedder Ole. Hvad kan jeg hjælpe med?"
"Hvad har du i dit baggagerum?" Betjenten havde åbenbart ikke forstået min hentydning, så jeg svarede aldeles usamarbejdsvilligt:
"I har en kampagne kørende for tiden, hvor I forklarer, at I ikke har tid til at hjælpe folk, så jeg kan da ikke forestille mig, at I har tid til at bekymre jer om, hvad jeg har i mit baggagerum".
Så forstod betjenten det vist, men besøgstiden var overskredet:
"Må jeg få lov til at se, hvad du har i dit baggagerum".
Han stod lige ved siden af baggagerummet, og kunne ved selvsyn se, at der intet var at komme efter, men der er vist noget med, at jeg faktisk skal vise effekterne frem, fordi han ikke selv må rode i dem.
"Beklager, indholdet er af konfidentiel karakter", forklarede jeg, hvilket i øvrigt var rigtigt nok, selv om arbejdspapirerne i min taske næppe udgjorde nogen forretningshemmelighed af værdi.
Betjenten forsøgte sig med en sidste intimidering omkring en mulig anholdelse, som jeg bad ham bekræfte, om han havde tænkt sig at foretage.
"Øh, nej... Kør forsigtigt", nikkede han mig farvel. Jeg ønskede ham en fortsat god dag.
Fælles for alle disse anekdoter er, at hvis blot de pågældende betjente havde udvise et minimum af høflighed og bedside manners, ville jeg eller min far sikkert have været både samarbejdsvillige og hjælpsomme. Men når folk synes, at deres uniformer legitimerer, at de opfører sig som dumme svin, så lukker jeg for det varme vand. Så kan de sgu sætte mig i håndjern eller finde sig i, at jeg med mere eller mindre åbenlys fjendligthed nok skal gøre mit til at besværliggøre deres arbejde.
Der var en gang en mand der hed Ib.
Ib var en venlig mand, selv når han blev irriteret. Ib havde prøvet det meste, og han forstod at rettigheder i et retssamfund er noget man er pisket til at respektere, især når man som Ib arbejder i et servicefag.
Ib spekulerede ofte på hvor hårdt det kunne være at bosætte sig i et land med en fremmed kultur, hvor de indfødte hellere lukkede døren til stuen end op for varmen. Ib mente at det måtte være en hård tur at skulle igennem. Ib tænkte ofte på hvad man kunne gøre for at bygge broer mellem kulturerne - skabe forståelse i stedet for angstudløst had, men den slags er jo noget forfærdelig svært noget at have med at gøre.
Ib så sig tit omkring og skammede sig på sine landsmænds vegne, og han ville så gerne få dem til at forstå at der fandtes bedre alternativer, men til forskel fra Ib valgte de fleste jo hellere den lette vej, den vej som puttede flest mennesker ned i kassen med påtrykket "dem" fremfor kassen med påtrykket "os".
Sådan levede Ib i åndelig ensomhed i en verden af fremmede, mens de fremmede i verden langsomt lærte, at trods massehad og masseangst findes der mennesker som Ib, der både kan være forstående og forbilleder, selv når de er ansat i servicebranchen.
Snip snap snude,
så var den opdigtede historie ude.