Det følgende er et åbent brev til Lars Løkke Rasmussen.
Kære Lars Løkke Rasmussen,
Jeg vil gerne lægge ud med at sige, at det glæder mig, at du ønsker at lempe på 24-årsreglen. Især er det glædeligt, at du vælger andre kriterier for udvælgelsen af de ønskede individer end den hidtil åbenlyst racistiske sortering, som Dansk Folkeparti har krævet som betaling for at holde jer ved magten. I stedet for at lade nationalitet, hudfarve eller religion være udslagsgivende (uanset at man som bekendt ved at vælge blot én af disse parametre ofte kan ramme de to øvrige) er det klogt at vælge kriterier, som ikke baserer sig på fordomme, men som i stedet kan vurderes objektivt. Du har fundet en løsning, som udtrykker noget af det mest grundlæggende demokratiske, man kan forestille sig som neoliberal: Lad markedet tale, for markedsmekanismerne udtrykker folkets ønske jfr. de store liberale tænkere. Du udtrykte denne økonomiske forståelse helt præcist, da du til Berlingske d. 6. november 2010 forklarede, at der er mennesker, vi kan bruge, og der er mennesker, vi ikke har brug for, fordi de ligger samfundet til last.
Jeg undres imidlertid en smule over, hvad der skal ske med den sidste gruppe mennesker, for der er jo altid et "nederste lag" i et samfund. Jeg er ganske vist uddannet i naturvidenskabelig og ikke økonomisk retning, men det er næppe min manglende faglighed, der er årsagen til, at jeg ikke kan gennemkue, hvordan alle vil kunne profitere, uden at der profiteres på nogen. Hvis jeg må tilllade mig at benytte en analogi fra mit eget fag, sammenligner jeg penge med energi, der som bekendt er en konstant størrelse, og derfor ikke tillader den bruttotilvækst, som en generalforøgelse af alles profit vil svare til. Der må nødvendigvis opstå befolkningsgrupper, der ligger samfundet til last som resultat af at være profiteret på frem for at profitere. Jeg kender naturligvis ikke dine tanker, og ved derfor ikke, om du mener, at alle de, der nødvendigvis vil belaste samfundet, vitterligt skal anses for uønskede efter endt brug, og på den ene eller anden måde skal fjernes fra samfundet.
Måske skyldes min undren, at vi har forskellige opfattelser af, hvad begrebet "samfund" dækker over. Jeg mener personligt, at et samfund udgøres af alle de interagerende individer i et område, der udspændes af en infrastruktur af kommunikative og logistiske forhold. Hvis du mener, at samfundet kun er den delmængde, der udgøres af de profiterende individer, mens resten retsligt og på anden vis ikke tilhører samfundet - som eksemplificeret i din omtale af ghettoområder som udenforstående samfundet - så er det ikke blot en strid om ord.
Grundprincippet om, at penge måler folks værdi, er en effektiv hammer til talrige søm-lignende målepunkter: Svarer en persons uddannelse i et felt ikke til arbejdsmarkedets aktuelle efterspørgsel, vil personen ikke vælges til at skabe profit for arbejdsgiveren, og vil i stedet ligge andre til last. Her vil jeg venligt anerkende, at man i samme åndedrag kan afvise eventuelle beskyldninger om racisme: Med den hastigt vigende kvalitet i det danske uddannelsessystem vil et fokuseret indtag af kun kvalificerede udlændinge ligefrem stille disse nye danskere uforholdsvist bedre end de øvrige danskere, og systemet vil ligefrem kunne fremelske et aristokrati af nye danskere, der gør de hidtidige danskere til samfundets uønskede.
Økonomiens allestedsnærværenhed giver også mulighed for vurdering af en person ud fra medicinske betragtninger. Hvis en person f.eks. ikke selv kan producere tilstrækkelig D-vitamin, kan resultatet være såvel depression som diabetes, der er store udgiftsposter for den danske økonomi, og således være med til at diskvalificere personen som dansker. Netop denne specifikke måling vil I sikkert kunne opnå Dansk Folkepartis entusiastiske opbakning til. Generelt handicappende sygdomme, hvad enten de måtte være af fysisk eller psykisk karakter, er også oplagte målepunkter. Overstiger antallet af stresstilfælde hos en given person et bestemt antal, vil dette målepunkt f.eks. kunne benyttes til at begrænse personens muligheder for senere støtte. Udgifterne til medicinske løsninger kan i denne sammenhæng vurderes ud fra det enkelte individs evne til at skabe profit i fremtiden.
Folks alder er også et åbenlyst fingerpeg om evnen til at bidrage til økonomien. Ganske vist er der væsentlige individuelle forskelle i alderens betydning, men der kan ikke herske tvivl om, at de færreste vil kunne betale et helt livs skat i de sidste 15-20 år af deres arbejdsduelige alder uanset hvor velkvalificerede, de ellers måtte være. Især i et samfund, hvor de færreste erindrer, at det altid er den aktuelle arbejdsstyrke, der betaler den tidligere arbejdsstyrkes pension, og i stedet tror, at man optjener sin egen, vil det være indlysende, at der ikke kan vaskes gråt guld blandt indvandrere.
Til det økonomiske målepunkt udtrykt i alder skal metrikken kobles til jobfunktionen. Et fysisk krævende arbejde vil sætte større krav til ungdommelighed, og ansættelse i ikke profitgenererende jobs såsom servicefunktioner kan måske være så diskvalificerende, at man måske ikke engang skal sætte en øvre grænse for alderen. (Stærkt fordyrede privathospitaler udgør øjensynligt en markant undtagelse fra denne regel, hvor jeg sikkert på grund af mine tidligere nævnte faglige begrænsninger ikke kan gennemskue fornuften og blot anerkender, at du har skabt profit på områder, du finder vigtige.)
Jeg er opmærksom på, at I længe har ført en politik med disse mål og delmål. Mange års borgerlig føring har skabt langt mere taktfast fodslag i befolkningen, end de aktuelle meningsmålinger måske giver anledning til at tro. For selv om I ikke vinder regeringsmagten ved næste valg, har såvel S og SF påtaget sig at videreføre jeres værdier. Resultatet af jeres politik taler i hvert fald sit eget sprog, uanset stemmefordeling: Befolkningen har svaret med en stigning i "hate crimes" og fjendtlige tilråb mod de sædvanlige udgiftskrævende gøgeunger - indvandrere, handicappede, m.fl. I har også indført ord som "ældrebyrden", der tydeliggør, at ældning er et problem og ikke en uundgåelig og meget menneskelig proces, og respekten for offentligt ansatte er også nærmest elimineret gennem jeres målrettede underminering af deres mulighed for at yde en anerkendelsesværdig kvalitet.
I er nu er nået så langt i bearbejdelsen af danskernes holdninger, at de hidtil kvalitative opgørelser af borgeres og indvandreres eksistensberettigelse i Danmark kan gøres kvantitative: I målinger af menneskelig værdi, der alle kan gøres op i kroner og ører, kan der sættes tal på, hvem der - i overført betydning - skal sættes ud til ulvene, hvilket for flygtninges vedkommende ofte vil have samme resultat, som havde ulven været den firbenede.
De snart målbare kriterier, som skal opfyldes for at kunne kalde sig for dansker, vil være de naturligt samme, som kan konsulteres, hvis man skal have sig denne ret frataget igen. Allerede nu taler Dansk Folkeparti om, hvordan man kan øge mulighederne for at udvise indvandrere, der hidtil har følt sig nogenlunde sikre. Disse kriterier peger ikke blot udad over landets grænser; de vil også peger indad mod alle de danske borgere, der med tallenes kølighed kan konkluderes at ligge samfundet til last. Med mindre der indføres en regel om etnisk tilhørsforhold gennem et vist antal generationer vil danskere opleve at blive formelt udstødt fra samfundet gennem fratagelse af selv grundlæggende rettigheder og muligheder.
Men forudsat der ikke laves modageaftaler med tvivlsomme regimer, som danskere kan udvises til, kommer de til at blive i Danmark, for der er ikke noget "udenfor" samfundet "derude". Folk forsvinder ikke af at blive dømt ude af samfundet, og vil finde måder at overleve på. Den sidste ulv i landet blev skudt i 1813, så skal man genindføre traditionen for at sætte gamle og svagelige ud til ulvene, bliver det gennem oprettelsen af et socialt vildnis af sten og stål i stedet: Her kan beskyttelse alene opnås bag bevogtede mure, mens de udstødte individer må overlades til sociale ulve såsom hårdkogte kriminelle udenfor disse mure.
Alle samfund vil indeholde grupper, der "ligger samfundet til last". Men hvor nogle samfund accepterer disse grupper, er I i færd med at fremelske et samfund, hvor alle skal konkurrere med alle for ikke at falde i disse grupper. Alder, handicaps, jobmarkedsefterspørgsel, og mange øvrige målepunkter vil variere gennem folks liv, så kampen bliver hård, når der tillige skal opbygges reserver i form af forsikringer mod uheld.
Det er her, jeg er i tvivl om, hvorvidt Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti er klar over, hvad I reelt er i færd med, omend min tvivl for sidstnævntes vedkommende er meget begrænset. Jeg sidder med en næsten morbid nysgerrighed efter at høre, hvad det næste "skridt i den rigtige retning" mon vil være, og hvor I mener, at Danmark befinder sig, når det sidste skridt er taget.
Jeg ville have kaldt det racehygiejne, men ser man ufortjent generøst bort fra Dansk Folkeparti samt den halvdel af Venstres og de Konservatives politikere, der med jævne mellemrum afslører sig selv med et racistisk "Freudian slip", og ser man bort fra, at I foreløbig fokuserer på indvandrere, kan man opfatte det som socialdarwinisme, hvor I bekymrer jer mindre om blod end om ånd: Det er det mystiske "danskheden", der søges bevaret, mindre end måske den etniske dansker.
Ironisk nok burde jeg kunne være ligeglad, for der er gode chancer for, at jeg har mit på det tørre. Ser man bort fra langtidseffekterne af stress, har jeg et glimrende helbred, er blandt de, der nyder godt af jeres nedsættelse af topskatten, bor i et fredeligt kvarter, som nemt kunne transformeres til et "gated community", og har løbende tilpasset mine kompetencer til at kunne forvalte en vellønnet position, som kun vanskeligt kan outsources. Jeg føler heller ikke nogen særlig solidaritet med resten af befolkningen, og specielt ikke med det flertal, der engang stemte jer til magten.
Alligevel foretrækker jeg, at den stigende ulighed ophører, og at danskere hverken de facto (som i dag) eller de jure (som når I en dag får mulighed for at fratage dem de sidste rettigheder) bliver anbragt "udenfor" samfundet. Jeg vil nemlig gerne kunne gå på gaden uden at være bange for at blive overfaldet udenfor mit bevogtede område. Jeg vil gerne kunne sende mine børn i skolen på egen hånd og stole på, at der er tid til dem, og at de modtager kompetent undervisning. Jeg vil gerne vide, at hvis jeg bliver alvorligt syg eller mister mit arbejde, skal det ikke koste mig mit hus. Jeg vil ikke have, at jeg kan risikere udstødelse af samfundet for et sort uheld, som var vi et primitivt stammesamfund, der udstøder sine medlemmer, når en heks formodes at have set på dem med onde øjne. Jeg vil have frihed, tryghed og fred og ro, og det får jeg ikke af at skulle leve i et system, der kræver alles konstante kamp mod alle. I et samfund, hvor der findes rettigheder og muligheder for de priviligerede, og kun tilbyder straf, forhindringer, retsløshed, krav og mistænkeliggørelse til resten, som du direkte omtaler som udenforstående samfundet, vil det være svært for de udenforstående at føle trang til at støtte samfundet. Det er i sådan et samfund, at det sociale vildnis er farligt.
Når I gennem jeres politik udelukker individer fra at være en del af samfundet, og når I dagligt beskriver vores samfund på en måde, mange af os aldrig har ønsket det, og når landene omkring os ser jeres politik fjerne Danmark mere og mere fra de idealer om frihed og velstand, som de selv værner om, så frastøder I mennesker såvel i Danmark som udenfor. Ingen af os har bedt om det, når I udstøder os gennem økonomisk eller retslig afsporing, gennem forfølgelser på grund af andre holdninger eller seksualitet, gennem nedværdigelser for at være arbejdsløse eller syge, eller gennem mistænkeliggørelser og anklager om snylteri for at være handicappede eller flygtninge. Men erklæres man fremmed for samfundet, vil man ikke føle at skulle bidrage til det, og er tvunget til at leve på trods af det, imod det, og i nogle tilfælde i gensidigt destruktiv konflikt med det. Det er jer, der skaber de fremmede, I er bange for, for "fremmed" er ikke en person, men en tilstand.
Vil I truslen fra disse fremmede til livs, er svaret ikke yderlige fremmedgørelse. Jeg skal undlade at gentage de løsningsforslag, som oppositionen jævnligt bringer. Jeg håber blot, at du forstår, at de problemer, I kalder for "udanske", og som følger med de "fremmede" og de "utilpassede", eller som er en "byrde" for samfundet, alt sammen er problemer, der følger af at skabe den strukturelle ulighed og udelukkelse fra lige muligheder i samfundet, som er hele udgangspunktet for borgerlig politik.
Det er jeres politik, der gør almindelige mennesker til samfundsbyrder, fordi nogle få får lov til at beholde de penge, som kunne have løftet byrden. Det er jeres politik, der marginaliserer unge og får dem til at melde sig ud af samfundet, når de på forhånd kan se, at de aldrig vil kunne få et liv på lige fod med "normale" danskere. Det er jeres politik, der fastholder udlændinge som fremmede, når I kræver, at de skal være mere danske, end nogen dansker selv er i stand til at være. Det er jeres egen politik, der skaber al den udanskhed, I er så bekymrede over, og det er trist at se, at jeres svar på jeres selvskabte problem er at forværre det.
Med venlig hilsen,
Ole Wolf
Kære Lars Løkke Rasmussen,
Jeg vil gerne lægge ud med at sige, at det glæder mig, at du ønsker at lempe på 24-årsreglen. Især er det glædeligt, at du vælger andre kriterier for udvælgelsen af de ønskede individer end den hidtil åbenlyst racistiske sortering, som Dansk Folkeparti har krævet som betaling for at holde jer ved magten. I stedet for at lade nationalitet, hudfarve eller religion være udslagsgivende (uanset at man som bekendt ved at vælge blot én af disse parametre ofte kan ramme de to øvrige) er det klogt at vælge kriterier, som ikke baserer sig på fordomme, men som i stedet kan vurderes objektivt. Du har fundet en løsning, som udtrykker noget af det mest grundlæggende demokratiske, man kan forestille sig som neoliberal: Lad markedet tale, for markedsmekanismerne udtrykker folkets ønske jfr. de store liberale tænkere. Du udtrykte denne økonomiske forståelse helt præcist, da du til Berlingske d. 6. november 2010 forklarede, at der er mennesker, vi kan bruge, og der er mennesker, vi ikke har brug for, fordi de ligger samfundet til last.
Jeg undres imidlertid en smule over, hvad der skal ske med den sidste gruppe mennesker, for der er jo altid et "nederste lag" i et samfund. Jeg er ganske vist uddannet i naturvidenskabelig og ikke økonomisk retning, men det er næppe min manglende faglighed, der er årsagen til, at jeg ikke kan gennemkue, hvordan alle vil kunne profitere, uden at der profiteres på nogen. Hvis jeg må tilllade mig at benytte en analogi fra mit eget fag, sammenligner jeg penge med energi, der som bekendt er en konstant størrelse, og derfor ikke tillader den bruttotilvækst, som en generalforøgelse af alles profit vil svare til. Der må nødvendigvis opstå befolkningsgrupper, der ligger samfundet til last som resultat af at være profiteret på frem for at profitere. Jeg kender naturligvis ikke dine tanker, og ved derfor ikke, om du mener, at alle de, der nødvendigvis vil belaste samfundet, vitterligt skal anses for uønskede efter endt brug, og på den ene eller anden måde skal fjernes fra samfundet.
Måske skyldes min undren, at vi har forskellige opfattelser af, hvad begrebet "samfund" dækker over. Jeg mener personligt, at et samfund udgøres af alle de interagerende individer i et område, der udspændes af en infrastruktur af kommunikative og logistiske forhold. Hvis du mener, at samfundet kun er den delmængde, der udgøres af de profiterende individer, mens resten retsligt og på anden vis ikke tilhører samfundet - som eksemplificeret i din omtale af ghettoområder som udenforstående samfundet - så er det ikke blot en strid om ord.
Grundprincippet om, at penge måler folks værdi, er en effektiv hammer til talrige søm-lignende målepunkter: Svarer en persons uddannelse i et felt ikke til arbejdsmarkedets aktuelle efterspørgsel, vil personen ikke vælges til at skabe profit for arbejdsgiveren, og vil i stedet ligge andre til last. Her vil jeg venligt anerkende, at man i samme åndedrag kan afvise eventuelle beskyldninger om racisme: Med den hastigt vigende kvalitet i det danske uddannelsessystem vil et fokuseret indtag af kun kvalificerede udlændinge ligefrem stille disse nye danskere uforholdsvist bedre end de øvrige danskere, og systemet vil ligefrem kunne fremelske et aristokrati af nye danskere, der gør de hidtidige danskere til samfundets uønskede.
Økonomiens allestedsnærværenhed giver også mulighed for vurdering af en person ud fra medicinske betragtninger. Hvis en person f.eks. ikke selv kan producere tilstrækkelig D-vitamin, kan resultatet være såvel depression som diabetes, der er store udgiftsposter for den danske økonomi, og således være med til at diskvalificere personen som dansker. Netop denne specifikke måling vil I sikkert kunne opnå Dansk Folkepartis entusiastiske opbakning til. Generelt handicappende sygdomme, hvad enten de måtte være af fysisk eller psykisk karakter, er også oplagte målepunkter. Overstiger antallet af stresstilfælde hos en given person et bestemt antal, vil dette målepunkt f.eks. kunne benyttes til at begrænse personens muligheder for senere støtte. Udgifterne til medicinske løsninger kan i denne sammenhæng vurderes ud fra det enkelte individs evne til at skabe profit i fremtiden.
Folks alder er også et åbenlyst fingerpeg om evnen til at bidrage til økonomien. Ganske vist er der væsentlige individuelle forskelle i alderens betydning, men der kan ikke herske tvivl om, at de færreste vil kunne betale et helt livs skat i de sidste 15-20 år af deres arbejdsduelige alder uanset hvor velkvalificerede, de ellers måtte være. Især i et samfund, hvor de færreste erindrer, at det altid er den aktuelle arbejdsstyrke, der betaler den tidligere arbejdsstyrkes pension, og i stedet tror, at man optjener sin egen, vil det være indlysende, at der ikke kan vaskes gråt guld blandt indvandrere.
Til det økonomiske målepunkt udtrykt i alder skal metrikken kobles til jobfunktionen. Et fysisk krævende arbejde vil sætte større krav til ungdommelighed, og ansættelse i ikke profitgenererende jobs såsom servicefunktioner kan måske være så diskvalificerende, at man måske ikke engang skal sætte en øvre grænse for alderen. (Stærkt fordyrede privathospitaler udgør øjensynligt en markant undtagelse fra denne regel, hvor jeg sikkert på grund af mine tidligere nævnte faglige begrænsninger ikke kan gennemskue fornuften og blot anerkender, at du har skabt profit på områder, du finder vigtige.)
Jeg er opmærksom på, at I længe har ført en politik med disse mål og delmål. Mange års borgerlig føring har skabt langt mere taktfast fodslag i befolkningen, end de aktuelle meningsmålinger måske giver anledning til at tro. For selv om I ikke vinder regeringsmagten ved næste valg, har såvel S og SF påtaget sig at videreføre jeres værdier. Resultatet af jeres politik taler i hvert fald sit eget sprog, uanset stemmefordeling: Befolkningen har svaret med en stigning i "hate crimes" og fjendtlige tilråb mod de sædvanlige udgiftskrævende gøgeunger - indvandrere, handicappede, m.fl. I har også indført ord som "ældrebyrden", der tydeliggør, at ældning er et problem og ikke en uundgåelig og meget menneskelig proces, og respekten for offentligt ansatte er også nærmest elimineret gennem jeres målrettede underminering af deres mulighed for at yde en anerkendelsesværdig kvalitet.
I er nu er nået så langt i bearbejdelsen af danskernes holdninger, at de hidtil kvalitative opgørelser af borgeres og indvandreres eksistensberettigelse i Danmark kan gøres kvantitative: I målinger af menneskelig værdi, der alle kan gøres op i kroner og ører, kan der sættes tal på, hvem der - i overført betydning - skal sættes ud til ulvene, hvilket for flygtninges vedkommende ofte vil have samme resultat, som havde ulven været den firbenede.
De snart målbare kriterier, som skal opfyldes for at kunne kalde sig for dansker, vil være de naturligt samme, som kan konsulteres, hvis man skal have sig denne ret frataget igen. Allerede nu taler Dansk Folkeparti om, hvordan man kan øge mulighederne for at udvise indvandrere, der hidtil har følt sig nogenlunde sikre. Disse kriterier peger ikke blot udad over landets grænser; de vil også peger indad mod alle de danske borgere, der med tallenes kølighed kan konkluderes at ligge samfundet til last. Med mindre der indføres en regel om etnisk tilhørsforhold gennem et vist antal generationer vil danskere opleve at blive formelt udstødt fra samfundet gennem fratagelse af selv grundlæggende rettigheder og muligheder.
Men forudsat der ikke laves modageaftaler med tvivlsomme regimer, som danskere kan udvises til, kommer de til at blive i Danmark, for der er ikke noget "udenfor" samfundet "derude". Folk forsvinder ikke af at blive dømt ude af samfundet, og vil finde måder at overleve på. Den sidste ulv i landet blev skudt i 1813, så skal man genindføre traditionen for at sætte gamle og svagelige ud til ulvene, bliver det gennem oprettelsen af et socialt vildnis af sten og stål i stedet: Her kan beskyttelse alene opnås bag bevogtede mure, mens de udstødte individer må overlades til sociale ulve såsom hårdkogte kriminelle udenfor disse mure.
Alle samfund vil indeholde grupper, der "ligger samfundet til last". Men hvor nogle samfund accepterer disse grupper, er I i færd med at fremelske et samfund, hvor alle skal konkurrere med alle for ikke at falde i disse grupper. Alder, handicaps, jobmarkedsefterspørgsel, og mange øvrige målepunkter vil variere gennem folks liv, så kampen bliver hård, når der tillige skal opbygges reserver i form af forsikringer mod uheld.
Det er her, jeg er i tvivl om, hvorvidt Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti er klar over, hvad I reelt er i færd med, omend min tvivl for sidstnævntes vedkommende er meget begrænset. Jeg sidder med en næsten morbid nysgerrighed efter at høre, hvad det næste "skridt i den rigtige retning" mon vil være, og hvor I mener, at Danmark befinder sig, når det sidste skridt er taget.
Jeg ville have kaldt det racehygiejne, men ser man ufortjent generøst bort fra Dansk Folkeparti samt den halvdel af Venstres og de Konservatives politikere, der med jævne mellemrum afslører sig selv med et racistisk "Freudian slip", og ser man bort fra, at I foreløbig fokuserer på indvandrere, kan man opfatte det som socialdarwinisme, hvor I bekymrer jer mindre om blod end om ånd: Det er det mystiske "danskheden", der søges bevaret, mindre end måske den etniske dansker.
Ironisk nok burde jeg kunne være ligeglad, for der er gode chancer for, at jeg har mit på det tørre. Ser man bort fra langtidseffekterne af stress, har jeg et glimrende helbred, er blandt de, der nyder godt af jeres nedsættelse af topskatten, bor i et fredeligt kvarter, som nemt kunne transformeres til et "gated community", og har løbende tilpasset mine kompetencer til at kunne forvalte en vellønnet position, som kun vanskeligt kan outsources. Jeg føler heller ikke nogen særlig solidaritet med resten af befolkningen, og specielt ikke med det flertal, der engang stemte jer til magten.
Alligevel foretrækker jeg, at den stigende ulighed ophører, og at danskere hverken de facto (som i dag) eller de jure (som når I en dag får mulighed for at fratage dem de sidste rettigheder) bliver anbragt "udenfor" samfundet. Jeg vil nemlig gerne kunne gå på gaden uden at være bange for at blive overfaldet udenfor mit bevogtede område. Jeg vil gerne kunne sende mine børn i skolen på egen hånd og stole på, at der er tid til dem, og at de modtager kompetent undervisning. Jeg vil gerne vide, at hvis jeg bliver alvorligt syg eller mister mit arbejde, skal det ikke koste mig mit hus. Jeg vil ikke have, at jeg kan risikere udstødelse af samfundet for et sort uheld, som var vi et primitivt stammesamfund, der udstøder sine medlemmer, når en heks formodes at have set på dem med onde øjne. Jeg vil have frihed, tryghed og fred og ro, og det får jeg ikke af at skulle leve i et system, der kræver alles konstante kamp mod alle. I et samfund, hvor der findes rettigheder og muligheder for de priviligerede, og kun tilbyder straf, forhindringer, retsløshed, krav og mistænkeliggørelse til resten, som du direkte omtaler som udenforstående samfundet, vil det være svært for de udenforstående at føle trang til at støtte samfundet. Det er i sådan et samfund, at det sociale vildnis er farligt.
Når I gennem jeres politik udelukker individer fra at være en del af samfundet, og når I dagligt beskriver vores samfund på en måde, mange af os aldrig har ønsket det, og når landene omkring os ser jeres politik fjerne Danmark mere og mere fra de idealer om frihed og velstand, som de selv værner om, så frastøder I mennesker såvel i Danmark som udenfor. Ingen af os har bedt om det, når I udstøder os gennem økonomisk eller retslig afsporing, gennem forfølgelser på grund af andre holdninger eller seksualitet, gennem nedværdigelser for at være arbejdsløse eller syge, eller gennem mistænkeliggørelser og anklager om snylteri for at være handicappede eller flygtninge. Men erklæres man fremmed for samfundet, vil man ikke føle at skulle bidrage til det, og er tvunget til at leve på trods af det, imod det, og i nogle tilfælde i gensidigt destruktiv konflikt med det. Det er jer, der skaber de fremmede, I er bange for, for "fremmed" er ikke en person, men en tilstand.
Vil I truslen fra disse fremmede til livs, er svaret ikke yderlige fremmedgørelse. Jeg skal undlade at gentage de løsningsforslag, som oppositionen jævnligt bringer. Jeg håber blot, at du forstår, at de problemer, I kalder for "udanske", og som følger med de "fremmede" og de "utilpassede", eller som er en "byrde" for samfundet, alt sammen er problemer, der følger af at skabe den strukturelle ulighed og udelukkelse fra lige muligheder i samfundet, som er hele udgangspunktet for borgerlig politik.
Det er jeres politik, der gør almindelige mennesker til samfundsbyrder, fordi nogle få får lov til at beholde de penge, som kunne have løftet byrden. Det er jeres politik, der marginaliserer unge og får dem til at melde sig ud af samfundet, når de på forhånd kan se, at de aldrig vil kunne få et liv på lige fod med "normale" danskere. Det er jeres politik, der fastholder udlændinge som fremmede, når I kræver, at de skal være mere danske, end nogen dansker selv er i stand til at være. Det er jeres egen politik, der skaber al den udanskhed, I er så bekymrede over, og det er trist at se, at jeres svar på jeres selvskabte problem er at forværre det.
Med venlig hilsen,
Ole Wolf
Leave a comment