Vi lever af at klippe hinanden

"Skal vi leve af at klippe hi­n­an­dens hår?" spørger bor­ger­li­ge vælgere og po­li­ti­ke­re ofte, når ven­stre­flø­j­en gerne ser en solid of­fent­lig sektor, og ikke mener, at vejen til alles lykke går gennem en pri­va­te­jet er­hvervs­sek­tor.

Spørgs­må­lets ar­gu­ment­vær­di for­svin­der, hvis man forstår, at der er tale om et falsk dilemma, dvs. et ar­gu­ment, der antager, at der kun findes to yder­punk­ter. En solid of­fent­lig sektor for­hin­drer selv­føl­ge­lig ikke er­hvervs­li­vet i at pro­du­ce­re de ting, som der er ef­ter­spørg­sel på. Det er lige så dumt at spørge, om vi skal leve af at klippe hi­n­an­dens hår, som det ville være at spørge, om vi alle skal leve af at smede sakse til hi­n­an­den.

Men ud over at afsløre en ek­stremt sort/hvid tænk­ning viser spørgs­må­let også, at man ikke forstår helt grund­læg­gen­de økonomi. I den gam­mel­kend­te, klas­si­ske øko­no­mi­ske model, hvor bageren bager brød til smeden, som pro­du­ce­rer værktøj til bageren, er der sjovt nok ingen, der hånligt spørger, om vi alle skal bage brød eller smede værktøj - eller hvad vores respek­ti­ve erhverv nu måtte være. Hele udgangspunktet for økonomien er, at pengene ikke vokser på træerne, men derimod bruges som symbol på skyldte tjenesteydelser. Bageren bager faktisk brød, og smeden smeder værktøj, og frisøren klipper dem begge, mens han spiser brød og bruger stålsaksen. Vi lever af at levere services og produkter til hinanden.

Den slags udveksling af services, og brug af penge som symbol på skyldte serviceydelser, er hele fundamentet for økonomi, også selv om profit udtrykker et misforhold i betalingerne eller anden form for rovdrift på f.eks. naturen. Svaret på spørgsmålet, om vi skal leve af at klippe hinanden er, at det har vi gjort, siden handel for første gang så dagens lys, og eventuelle variationer i størrelsen af offentlige og private erhverv ændrer ikke på dette økonomiske grundforhold.