Jeg er ikke ateist, fordi jeg har antagelser om, at der ikke eksisterer guder. Jeg er ateist, fordi jeg ikke har antagelser om eksistensen af guder.
I min verden er der ingen guder, der giver mig belønning eller straf for min opførsel. Jeg har ingen speciel værdi her i universet. Jeg blev født alene, og vil komme til at dø alene. Der vil ikke være noget "efter" min død for mig. Jeg har kun dette liv. Det er først og fremmest op til mig selv at få noget ud af det. Der er ingen derude, der har en plan med mig.
Gør det mig nervøs eller ulykkelig? Nej, tværtimod. Det giver mig en indre fred og glæde at vide, at jeg har så stor indflydelse på mit liv, at jeg har muligheden for at opleve det, og at jeg ikke skal stå til regnskab for brud på en uklar moral.
Nogle mennesker mener, at hvis ikke man kan være helt sikker på, at der ikke findes en gud, bør man sørge for at være på den sikre side og tro på guden. Jeg har den stik modsatte holdning: Jeg anser det som at være på den sikre side, hvis man ikke tror på, at der findes guder. Så kommer man nemlig ikke til at spilde tid og kræfter på aktiviteter, der har til hensigt at glæde en gud, der sandsynligvis ikke findes.
