Da min kæreste afleverede vores datter i børnehaven i går, blev hun kaldt ind til en kort samtale. Det viste sig, at vores datter havde haft et større skænderi med de andre børn i forbindelse med en diskussion om julen. Skænderiet havde handlet om, at vores datter ikke mente, at julemanden eksisterede, mens de andre børn fuldt og fast troede på julemanden. Det blev ikke bedre af, at pædagogerne også "troede på julemanden" for at støtte op om børnehavens julehygge.
Vi er meget kede af vores datters ubehagelige oplevelse i børnehaven, og vi har da også forsøgt at forebygge den slags. Vi har aldrig selv prøvet at overbevise hende om eksistensen af hverken nisser, tandfeer, påskeharer eller julemænd, og når hun har spurgt, så har vi forklaret, at det bare er noget folk leger for at underholde børnene. Desværre er børn på fire år ikke så intellektuelt udviklede, og derfor har hun åbenbart haft meget vanskeligt ved at forstå, hvorfor folk tror på noget, som ikke findes, og hvorfor voksne bilder børn noget ind, som ikke er rigtigt (i hendes verden er den slags - rimeligt nok - det samme som at lyve). Vi har meget pædagogisk prøvet at forklare hende grunden, men er efterhånden endt op med noget al la "De andre børn bliver kede af det, hvis du fortæller dem om julemanden, så lad være med at diskutere det. Om et par år finder de selv ud af det".
Moralen i historien er, at man som forældre meget hurtigt kan føle sig presset til at gå på kompromis med sine egne ideer for at undgå, at ens børn oplever unødvendige konflikter. Børn er meget loyale mod deres forældres holdninger, og kan derfor opleve det som meget ubehageligt, hvis der opstår konflikt mellem det, forældrene siger, og det de hører i børnehaven eller i skolen. Og så længe de er små, så kan de dårligt håndtere de nuancer, som er nødvendige for at se andet end rigtigt og forkert.
Men der er også en anden ærgerlig morale. Vores datter har jo ret i, at julemanden ikke eksisterer. De voksne pædagoger tror (forhåbentlig da) heller ikke på julemanden. Det må være pædagogernes opgave at mægle i en sådan strid, og ikke give de andre børn ret i en løgn overfor et barn, der har ret. For mig at se er det fuldstændig urimeligt, at vores datter ligefrem skal gøres til det problematiske barn, hvis forældre skal kaldes til samtale, når det nu er hende, der har ret.
Normalt har jeg intet at udsætte på vores datters børnehave, men i dette tilfælde afspejler den desværre kun alt for godt den holdning, jeg møder i det danske samfund.
