Jeg læste netop et svar på et interview givet af en tidligere ven, som de seneste to år er gået hen og blevet religiøs og umulig at tale fornuftigt med. En af hans sædvanlige bitre henvisninger til os er, at jeg og min kæreste skulle være meget bekymrede om, hvad de kristne mener om os, eller om hvad der måtte være af fordomme mod os.
Det var først nu, det gik op for mig, at han åbenbart tror, at den slags overvejelser er noget, der har en personlig værdi for os. Altså at vores selvværd og identitet bygger på, hvad andre måtte mene om os. Det er åbenbart gået hen over hovedet på ham, at vore bekymringer om den slags handler om, at vi lever i et samfund, hvor andres meninger og fordomme sætter begrænsinger for muligheder.
Populært sagt svarer det til, at hvis en person står og truer mig med en pistol og ønsker at slå mig ihjel, så ændrer hans opfattelse af mig godt nok ikke på min selvværdsfølelse, men den betyder rigtig meget for mine muligheder. Det er det samme med kristne holdninger og fordomme. Det betyder ikke noget for vores "indre styrke", hvad de mener om os - men det betyder en hel del for vore ydre muligheder. Når vi er interesserede i at have de bedste muligheder for os selv i vores liv, er det bestemt relevant at påvirke de ting, der giver os mulighederne.
Men måske får min tidligere ven en fornyet forståelse for problematikken, når hans eget barn bliver sat ud i samfundet gennem børnehave og skole, og han ser den påvirkning, de bliver udsat for, og som han kun har ringe indflydelse på.
