Siden jeg har lært om Habermas' opdeling af udtryk i konstative, normative og ekspressive udtryk, har jeg ofte ønsket mig, at denne klassifikation blev gjort til tvungen undervisning. Jeg er nemlig dødtræt af, at folk trækker normative og ekspressive holdninger ind i det konstative område. Man kan nu engang ikke trække moral og personlig smag ind i det område, der beskæftiger sig med kolde facts.
Det er fair nok at underbygge visse normative eller ekspressive holdninger med argumentation, der bygger på konstativ viden. Således kan man godt argumentere for, at samarbejde er en god ting (normativ, subjektiv holdning), fordi spilteori viser, at det er fordelagtigt (objektiv, konstativ holdning). Det gør folk såmænd også ofte.
Problemet opstår bare, når det så viser sig, at deres oprindelige konstative argument, der endegyldigt - troede de - beviste deres normative eller ekspressive holdning, kan afvises. Så er det, at de meget hurtigt finder et nyt "endegyldigt", konstativt argument. Når disse mennesker har været gennem blot en to-tre forsøg, hvor deres konstative argumenter for deres normative holdning er blevet afvist, er det tydeligt nok, at de alene har haft en holdning, og faktisk aldrig har haft noget at have den i.
Hvis normativ opførsel skal være en logisk følgevirkning af aksiomatiske eller "naturlige" forhold, så må den nødvendigvis være en følgevirkning af konstative udsagn. Hvis det modsatte gør sig gældende - at man finder konstative udtryk, der underbygger en normativ holdning - så forsøger man at ændre på realiteternes verden for at underbygge sine holdninger.
Der er sikkert ikke noget galt med at have holdninger, som bare er holdninger. Jeg bliver bare irriteret, når folk med uunderbyggede holdninger møver sig ind på det konstative område og dermed hævder, at deres personlige smag er udtryk for objektiv eller generel sandhed.
