I diskussionen om at bringe kristendommen ind i EU-forfatningen er Anders Fogh Rasmussen blødt lidt op. Han har ikke det store problem med, at kristendommen bliver nævnt i EUs værdigrundlag. Som han siger, så vil han ikke falde ned af stolen, hvis den kristne gud bliver nævnt i den nye EU-forfatning. En af grundene kan selvfølgelig være, at en "god kristen tradition" passer fint ind i hans bebudede kulturkamp, og derfor sikrer ham ganske godt mod risikoen for at falde ned af stolen.
På visse punkter kan jeg give ham ret. Det er f.eks. korrekt, at væsentlige dele af Europas historie på godt og ondt er formet af kristen indflydelse, og derfor kan det forsvares, at dette faktum nævnes. Også i højere grad end f.eks. Islams indflydelse, eftersom den muslimske påvirkning af kulturen - herunder lærdom om matematik og medicin - ret beset er ved at være lidt gammel.
Men hvis kristendommens indflydelse skal nævnes, skal den humanistiske indflydelse bestemt også nævnes som noget, der de sidste fp hundrede pr har skubbet de hidtidige kristne værdier væk til fordel for f.eks. menneskerettigheder og respekt for individet.
Set fra et dansk synspunkt kan kristendommen godt være noget, vi bare forholder os lidt nøgternt til i en EU-forfatning. For almindelige danskere kan det næppe få nogen til at falde ned af stolen, at sådanne fakta nævnes. Det kan nok højst ses som et udtryk for arrogance fra det religiøse flertal, at ikke-kristne EU-borgere skal trækkes med en traktat, hvor der indgår en gud eller en "forkert" gud.
Nu er danskerne bare ikke alene i EU, så problematikken kan ikke isoleres til, hvad danskernes holdning er. Der er særdeles magtfulde lande i EU, som gladeligt vil benytte henvisningen til den kristne gud til at slå ikke-kristne lande eller minoriteter i hovedet med henblik på såvel økonomisk konkurrence som religiøs fjendtlighed. Her er henvisningen til den kristne gud mere end blot en historisk reflektion: Den er en politisk agression.
Det er også værd at have med, at nye medlemslande som f.eks. Polen stadig støtter sig op af religiøse dogmer i dele af deres interne politik. Dette ses blandt andet i holdningen til abort, homoseksualitet og religionsfrihed. Hvis EU accepterer kristne værdier som en del af EUs værdigrundlag, så vil det måske være vanskeligere samtidigt at forpligte de enkelte lande i forhold til menneskerettighedserklæringerne.