"Stand up comedy" kunne i princippet være en genre, jeg kunne have været meget glad for. For mig at se er det alle tiders, hvis en person kan stille sig op og give dagligdags begivenheder en vinkel, så man kan se det morsomme i situationen.
Det undrer mig bare, at med enkelte undtagelser gør populær stand up comedy i stedet ud på, at der står en personligheds- og talentløs person på en scene, og prøver at tale som en mellemting mellem en sportskommentator og en gangsta rapper. Morsomhederne går generelt ud på at komme med en lang række sjofle vittigheder (helst om blowjobs), og der må helst ikke gives udtryk for holdninger, der strækker sig for langt ud over en vurdering af de oplevelser, man får i Netto.
Af en eller anden grund skal rigtig stand up comedy være så tvungent ungt og direkte, at det nærmest virker neurotisk. Jeg har bestemt set dygtige stand up komikere af den unge slags, men når man ser dem i fjernsynet, optræder de som regel som ét indslag blandt fem andre dårlige stand up komikere, hvis kropssprog mest af alt får mig til at tænke på ofre for alvorlige ticks.
Jeg har højst kunnet grine i nogle sekunder over de dygtigste af de moderne stand up komikere. De mindre dygtige får mig blot til at stirre vantro, før jeg slukker for TV'et.
Det er egentlig mærkeligt, for stand up comedy har eksisteret i Danmark i ganske lang tid. Godt nok ikke i stående form, men i siddende - såsom f.eks. Niels Hausgaard, der stille og roligt serverer langt flere bidende og sjove kommentarer end selv de dygtigste stand up komikere har kunnet præstere.
