Jeg dur ikke til at se film. I går så jeg sammen med nogle kolleger filmen "The Last Samurai", og selv om den måske ikke var decideret dårlig, så er der to ting, jeg generelt bliver irriteret over.
Den første ting er, når film stinker langt væk af amerikansk tankegang. Det er fuldstændig utænkeligt, at nogen som helst ville få lov til at opføre sig sådan overfor kejseren, som hovedpersonerne gjorde i "The Last Samurai" - hvis de overhovedet nogensinde fik kejseren at se. Og kejseren ville bestemt ikke opføre sig, som han gjorde. Hans afslutningstale om, hvordan man altid skulle huske sit lands rødder og sine værdier er noget, en japaner i dag og dengang ville kunne være enig i, men kejserens måde at sige det på fik mig bare til at sidde og vente på, at han rejste sig op, så opad, lagde hånden på hjertet og sagde "God bless America!", mens det amerikanske flag blev hejst bag ham til tonerne af "The Star-Spangled Banner". Nåja, og så kunne man måske have håbet, at kejseren og hans allierede havde omtalt samuraierne som terrorister. Bare sådan for at sætte filmen lidt i perspektiv.
Den anden ting er, at dumme fejl ødelægger min glæde ved at se film. Og dem var der mange af i denne film. Samuraiernes måde at trække deres sværd på fik mig til at hoppe på stolen flere gange, og deres måde at diskutere på var helt utænkelig. Der var slet ikke gjort plads til den japanske samurai-kultur i filmen. Der var visse af samuraiernes øvelser, der virkede meget autentiske, så der har været folk til stede i filmen, der sagtens kunne have rettet den slags "små" fejl.
Måden, det store slag blev udkæmpet på, virkede latterlig for mig. En feltherre i Japan med bare overfladisk kendskab til Sun Tzus "Kunsten at føre krig" ville hurtigt have indset bagholdet, og traditionen med, at den ene hær fyrer løs, mens den anden hær pænt venter, mens kuglerne slår ned blandt dem, er en europæisk/amerikansk tradition.
Der var mange af den slags mere eller mindre alvorlige bommerter i "The Last Samurai".
Jeg ved godt, at en film primært er tænkt som underholdning. Men for mig går meget af underholdningen tabt, hvis man ignorerer faktuelle oplysninger. Filmens "setting" bliver for uvirkelig for mig på den måde, og for mig går det ud over underholdningsværdien.
Stod det til mig, skulle en ny film vises for et panel af eksperter, der påpegede faktuelle historiske eller videnskabelige fejl. I den i øvrigt håbløst dårlige "Mission to Mars" ville en fysiker f.eks. hurtigt have set, at den kunstige tyngdekraft i rumfartøjet ikke virkede realistisk, og det ville næppe have kostet andet end kropsmimik fra skuespillernes side at rette op på denne fejl.
Men det er nok bare mig, der har for meget omløb i hovedet. Jeg tænker for meget, får jeg af og til at vide.
