Frygten for at blive underlagt den dehumaniserende og komplet ligegyldige aktiveringsordning er en god motivator, konkluderer Socialforskningsinstituttet:
Ja, det er jo tydeligvis en tiltalende situation for de arbejdsløse. Giv de som regel ufrivilligt arbejdsløse udsigter til vanvittigt spild af tid, der end ikke indeholder fornuft nok til at kvalificere som beskæftigelsesterapi, og hæng truslen om inddragelse af det minimale overlevelsestilskud op over hovedet af dem, hvis ikke de vil. Så skal de nok søge andre udveje, også selv om det betyder jobs, som nok skal fjerne den sidste fornemmelse af selvværd, de måtte have. Og man behøver ikke være i tvivl om, hvorvidt de nu er motiverede til at løse den nye arbejdsopgave ordentligt, for den slags gør man som regel kun, hvis ens motivation kommer af reel interesse for arbejdet.
Set fra et profitorienteret syn er ordningen sikkert en succes, hvis dens eneste formål er at fjerne folk fra ledighed. Men set fra et humant synspunkt er det horribelt. Et menneske må vel have andre værdier end dets evne til at skabe profit for andre.
Men lad os da endelig bruge princippet, nu hvor det har bevist sin succes. Hvis folk er utilfredse med forholdene på arbejdspladsen, så bør de remotiveres ved at få frataget deres løn. Hvis de bliver permanent handicappede, så er det ud på daglige løbeture, indtil de får motivationen tilbage. Gamle mennesker skal ikke sådan tro, at de kan kræve ordentlig pasning; næh, de kan blive sendt i arbejdslejr, så de kan remotiveres til at føle glæde over de gode forhold udenfor arbejdslejren. Børn skal naturligvis have tørre tæsk, indtil de føler sig motiverede til at lave noget fornuftigt. Offentlig piskning kan motivere til ikke at kritisere den profitorienterede motivationsordning.
Så kan vi måske undgå alle de sociale udgifter, et sundt samfund bør have råd til.
