For nogle år siden arbejdede jeg i Iran. Danskere har tilsyneladende en opfattelse af, at Iran er et tilbagestående land, men det er bestemt ikke tilfældet. Ligesom Danmark har Iran også Abdallars Tyndskids marker, men ligesom Danmark er landet også højt industrialiseret. Havde det ikke været for befolkningens udseende, et andet klima og andre beklædningstraditioner, ville en tur i Teheran minde om en tur i en hvilken som helst vestlig storby.
Men alt det kan jeg skrive om en anden dag, for her drejer det sig om nogle kedelige erfaringer, jeg gjorde mig under mit ophold i Iran. Som indvandrer - eller i hvert fald udlænding - i Iran blev jeg mødt med en vis fjendtlighed fra visse dele af befolkningen, og det vil jeg fortælle lidt om.
Nogle forholdsvis få, men meget aktive mennesker kaldte sig selv for kristendomskritikere. De skrev stribevis af læserbreve, og havde meget aktive hjemmesider, hvor de gang på gang citerede statistik for indvandring af hvide vesterlændinge og deres sammenføring af familie. De beskrev, hvordan hvide begik kriminalitet, og kunne præsentere det ene eksempel efter det andet på, hvordan de hvide ikke ville leve efter iransk standard, men insisterede på at gå klædt i vestligt tøj og ville ikke lære sproget ordentligt.
Hvis en iransk politiker eller forsker påpegede, at det var sundt at møde fremmede kulturer, at de hvide indvandrere ikke gjorde nogen større skade, at der kun var forholdsvis få indvandrere, og at de færreste var specielt fundamentalistisk kristne, så var kristendomskritikerne straks på banen med adskillige indlæg, hvor de beskyldte den pågældende politiker eller forsker for at være en lakaj for venstrefløjen og kulturradikalismen. Til gengæld støttede kristendomskritikerne kraftigt op omkring iranske nationalisters erklæringer, og ve den, der forholdt sig kritisk til nationalisterne.
En enkelt gang imellem kom kristendomskritikerne med et eksempel på, hvordan kristendommen er undertrykkende. Men det var egentlig ret sjældent i forhold til alt det andet hadelitteratur, de producerede mod de hvide indvandrere. Man kunne godt få fornemmelsen af, at det slet ikke var kristendommen, de havde noget imod, og at "kristendomskritik" blot var deres politisk korrekte ord for deres egentlige holdning, som var ren og skær racisme.
På dette tidspunkt bør jeg nok indrømme, at jeg har løjet. Jeg har nemlig aldrig været i Iran, og at jeg kender heller ikke til iranske "kristendomskritiske" grupper. Jeg bor bare i Danmark, hvor vi har "islamkritiske" grupper.
