Siden jeg for første gang havde mulighed for at stemme i EU-spørgsmål i 1991, har jeg været plaget af en nagende følelse af, at jeg ikke anede, hvad jeg stemte på. Jeg har hørt modstanderne bruge følelsesladede argumenter om, at det er vigtigt, at navnet på mine gyldne håndjern forbliver "Kroner", og jeg har hørt tilhængere slynge om sig med ord som "ellers er toget kørt" og "vi bliver efterladt". Men rationelle argumenter er der for mig at se ikke mange af.
Samarbejde er meget produktivt, så hvis Danmark har mulighed for medindflydelse på f.eks. miljøspørgsmål og arbejdsforhold i andre lande, er det måske ligefrem værd at give sig en smule i de danske forhold, hvis de europæiske forhold generelt bliver bedre. Desværre ved jeg også alt for godt, hvem der samarbejder, og hvem deres samarbejde går ud over, hvis der blandes kapitalistiske interesser ind i billedet.
Jeg har oprigtigt ingen god forståelse for, om nettoresultatet er en fordel, men jeg har dog bemærket, at modstandersidens eksempler på dårlige sider er begyndt at blive håndgribelige, mens tilhængersidens eksempler stadig er temmelig luftige.
For nylig har en person, som jeg desværre ikke fik navnet på, udtalt, at den manglende debat affødes af, at det "modsatte alternativ" til ens valg aldrig bliver præsenteret. Når SF således sætter en valgplakat op, hvor der står "Menneskerettigheder kræver SF i EU", så er det netop ikke et spørgsmål, man går til valg på. Der findes jo ingen partier her i landet, der (åbent) modsætter sig menneskerettigheder i EU, og så kan det umuligt være dét, der er udslagsgivende for en persons stemme på SF. I hvert fald hvis personen tænker nogenlunde rationelt. Hvis nu Venstre åbenlyst havde meldt ud, at de ønskede at bekæmpe menneskerettighederne i EU, så kunne man bruge SFs valgplakat til at vælge mellem SF og Venstre. Men sådan er det jo ikke. SFs valgplakat er intetsigende. Og det er de andre partiers valgplakater i øvrigt også, med samme begrundelse.
Når argumenterne således aldrig sættes op mod hinanden - ganske enkelt fordi de ikke kan sættes op mod hinanden, fordi det er "apples to oranges" - så bliver der ikke nogen debat, der kan hjælpe os stemmeberettigede til at hitte ud af, hvad vi stemmer på. Så vi ved stadig ikke, hvad det egentlig er, vi går til valg på. Vi gør bare, hvad der "føles rigtigt" uden skelen til, om det nu også er rigtigt.
De argumenter I har hørt har ikke noget med dette valg at gøre for det er desværre ikke et "for eller imod EU" valg (der har jeg mange gode argumenter imod) men et valg til Europaparlamentet, der ikke er et rigtigt parlament og har temmelig begrænset indflydelse på det udemokratiske system dernede.
Jeg savner ligesom jer argumenter i dansk politik. Der er kun postulater og banaliteter (banalitetstesten; hvis der ikke var nogle der ville påstå det modsatte af det man siger, så er det en banalitet) Man hører sjældent hvad argumenterne har belæg i.
Men I kan nok heller ikke forvente at finde noget særligt dybsindigt på en valgplakat. Valgplakater er vist bare en appetitvækker (læs vores program) og en souvenir (husk vi findes).
For mig er valget til Europaparlamentet nemt. For jeg er imod EU, hvilket giver mig 4 muligheder:
Dansk Folkeparti (de kan rende og hoppe)
Enhedslisten
Folkebevægelsen mod EU
og
Junibevægelsen.
Jeg stemmer personligt på Ebba Bigler www.ebbabigler.dk fra Junibevægelsen - fordi hun vil kæmpe for de marginaliserede grupper der ikke har råd til at påvirke EU gennem lobbyisterne. Det er der ikke andre af kandidaterne der har som mærkesag.
Mener I at der faktisk ER noget der er det rigtige, for hvis du gør så kan det vel ikke være så svært at finde ud af hvad du skal stemme på. Du skal bare være lidt opsøgende.
Jeg kunne ikke drømme om at lade min stemme styre af, hvad der stod på valgplakaterne. SFs valgplakat var blot et eksempel, som efter min mening opsummerer, hvorfor der ikke er en debat. Nemlig at partierne ikke forsøger at skille sig ud fra hinanden, når de markerer sig.
For mig at se har Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU det problem, at de er alt for fokuserede på at være imod, og mindre fokuserede på at være klar over, hvorfor de er imod. Når man slår sig sammen med sine politiske modstandere, så opfatter jeg det som et udtryk for, at man måske ikke er modstander af politiske årsager, men derimod af rent følelsesmæssige årsager.
I små, isolerede sager kan det være en god idé at alliere sig med sin fjende, men i spørgsmålet om EU er der jo netop ikke tale om små, isolerede sager. EU-spørgsmål er en stor samling af mange sager, hvor man efter min mening bør handle ud fra ens egen politik. Det gør man ikke ved at sætte sin egen politik ud af spillet ved at samarbejde med sine politiske modstandere.