Anders Fogh Rasmussen har under valgkampen haft stor succes med sit blufnummer som "nærmest social", så han kunne score stemmer nok til at fortsætte sit projekt, der går ud på at nå sit ultra-liberale minimalstatsmål.
Nu fortsætter han med blufnummeret i Irak-krigen, hvor han melder ud, at Danmarks rolle må være at yde en mere "civil" service end at være et åbenlyst angribende land.
Så jeg gætter lige lidt:
USA spiller som forventet med musklerne over for bl.a. Iran og Syrien, der må være de næste skridt i den "bekæmpelse af ondskabens akse", der vil garantere USAs kontrol over anderledes tænkende olieejere. USA vil forvente, at resten af angrebskoalitionen fortsætter med sin agression mod de andre lande, når nu de støttede så helhjertet op omkring invasionen af Irak.
Problemet er bare, at for Anders Fogh Rasmussen skal der denne gang mere til end en undskyldning om masseødelæggelsesvåben, hvis han skal slippe afsted med at sende danske tropper mod flere angrebsmål.
Men der er en løsning. Ved at spille "nærmest social" i spørgsmålet om Irak-krigen kan Anders Fogh Rasmussen give indtryk af, at vi i virkeligheden er der af humanitære årsager, og at det jo ikke er Danmarks tropper, der angriber. Hvis han kan slippe af sted med denne forklaring, har han banet vejen for, at vi ligefrem er moralsk forpligtede til at "hjælpe" de lande, som USA angriber, næste gang Danmark deltager som part i koalitionen.
Leave a comment