En overlæge, der var vokset op i samme landsby som jeg selv, fortalte mig på et tidspunkt:
“
”
Jeg har det fint med mine forældre. De er gode folk. De var engang husmænd, og har nu et afsides hus med høns i baghaven, hvor de nyder deres otium. Men jeg er overlæge på et af landets største hospitaler. Mine interesser handler om medicinske metoder og udstyr. Det er min verden, og den kan jeg fortælle min mor og far om, når jeg besøger dem. De forstår det ikke rigtigt, men lytter tålmodigt. Og når jeg har afsluttet min fortælling, sidder mor og kigger lidt, og siger så: "Putte har lagt et æg". Det er hendes verden. Ja, vi har begge interesse i hver vores verden, men der er en verden imellem dem. Vi har ikke rigtig noget, vi kan snakke om.
Der er jo ikke rigtig noget galt i billedet, for forældrene og børnene kan jo godt lide hinanden stadigvæk. Men der er alligevel noget galt, som får det meste af besøgenes varighed til at bestå af pinlig tavshed. Måden at tænke på er forskellig. Værdierne er forskellige. Erfaringerne er forskellige.
Jeg håber, at jeg stadig husker overlægens fortælling, når jeg bliver gammel, så jeg kan have forståelse for, at mine børns verden måske til den tid ligger et helt andet sted end min.
Leave a comment