Mandesygdommen

Uden at ville afvise tilstedeværelsen af aggressive kvinder i politik, så er vanviddet i vold, aggression, krig, angreb, voldtægt, mord, erobring, dominans og terror en form for sindssyge, der åbenbart særligt rammer mænd.

Ikke alle mænd har Mandesygdommen. Jeg er tilbøjelig til også at sige, at ikke alle kulturer har eller har haft den, selv ikke hvis de har haft kortvarige konflikter med nabofolket og perioder med vold. Andre dyr kommer jo også op at slås, men udrydder sjældent hinanden, og organiserer også kun i yderst begrænset omfang krig. Normalt slår de kun ihjel for at spise byttet. Sådan er naturens gang: Alt gør, som det nu er nemmest, og hvor der er mindst modstand. Men mennesket gør ikke, og har ikke gjort det i lang tid. Af en eller anden grund har mennesket valgt en sti af umådelige kampe og konflikter, og har ikke rigtig gjort noget på planeten, bortset fra at forurene både planetens og artens egne forhold.

Uanset om det er Bush, som truer terror med kernevåben, "first-strike" og "forebyggende krig", eller om det var Reagan/Bush-regeringerne, der sendte støtte til Saddam Hussein, da han angreb kurderne med kemiske våben, eller om det er ekstreme muslimer, der accepterer drab på uskyldige i en "retfærdig krig", så leder det til en konklusion, der er svær at løbe fra: Mange mænd er sindssyge!

Nogle har foreslået, at det måske handler om et skrøbeligt mandligt ego, som eksploderer efter blot små skrammer, men realiteterne er, at mange mænd har et velopbygget lager af glødende raseri lige under overfladen, eller et behov for at bevise dominans ved at ydmyge, pine eller på anden vis gøre andre synligt underlegne. Det er ofte kvinder og børn, der bliver de første ofre.

Men det er for alvor farligt, når store samfund og bevægelser ledes af mænd, fordi mandlig opførsel er historisk set desværre meget forudsigelig. Uanset om det har været kapitalistisk, kommunistisk, fascistisk eller junta-styret, eller om styreformen har været militær eller religiøs, vil et mandligt dominerede samfund være for farligt med det legetøj i form af masseødelæggelsesvåben, enhver gal fanatiker eller magtsyg verdenshersker, kan få fingrene i.

Mænd med Mandesygdommen glorificerer endda deres indre konflikt. For dem er livet ikke et vidunder, der skal leves, det er en kamp. Og siden man jo som regel har brug for en modpart i en kamp, så kan de aldrig holde deres indre uro for sig selv.

Nogle feminister har anklaget testosteronet, og har skrevet mere eller mindre korrekte og mere eller mindre fjendtlige ting om, hvad mænd begår af voldsomheder. Ja, et højt testosteronniveau korrelerer med voldsomhed. Selv om testosteron har meget at sige for aggression, så er testosteron næppe hele forklaringen. Der findes kulturer, hvor mænd kommer op at slås, men der plejer ikke at ske det store ved det. Men når kvinderne i kulturerne slås, kan det blive til kampe, hvor mændene nok skal skynde sig at komme væk.

I kulturer, hvor Mandesygdommen råder, er kvinderne langt fra så aggressive som mændene. Det er svært at forestille sig hinduistiske koner og døtre, der angriber muslimske naboer med stenkast, stokke og levende afbrænding. Og det er svært at forestille sig israelske kvinder bag den israelske krigsmaskine, der slår væggene ned i civile hjem, og som skyder mod palæstinensiske ambulancer. Selv om vi har set eksempler på kvindelige selvmordsbombere, er mændene i overvældende flertal som jagerpiloter, krigsagitører og stenkastere.

Uden at ville skyde skylden på sport, så er Mandesygdommen tilsvarende meget fremherskende i sportsverdenen. Der er enorm fokus på den hypermandlige konkurrence, næsten som en national religion mellem mænd i sporten, mænd der ser på mænd, og mænd, der tilbeder mænd. Nogle sportsgrene er tydeligvis rolige eller tydeligt legende (f.eks. dans), men visse sportsgrene er som åben krig - ishockey, amerikansk football, osv.

Måske ligger det i generne, men noget kunne også antyde, at den "maskuline trang" til dominans, styrke og hævn gør nogle kulturer, og nogle religiøse traditioner, mere oplagte for spekulationer om at være sygdomsramte end andre. Jeg tror dog, at Mandesygdommen er en sindstilstand, der ikke er afhængig af etnisk gruppering, kultur, intelligens, eller endda mental raskhed.

Måske opstod Mandesygdommen som en forvirring et sted i evolutionen efter istiden, som voksede som et monster i løbet af landbrugets udvikling. Men der ligner noget, som i givet fald kun optræder hos nogle hvide, hos nogle afrikanere, hos nogle asiater. Det er som om vi på tværs af racer og kulturer har en type mænd. Måske har dette træk også fandtes blandt de arter, der kom før homo sapiens.

Som ateist falder det mig lidt svært at lave teologiske tolkninger, men da vores kultur i høj grad bygger på kristne myter, så kan den kristne Bibels historier i en vis udstrækning bruges til at illustrere tankegangen. Tænk på den velkendte historien om Jacob og Esau. Jacob beskrives som "blød", og er tæt på sin mor. Esau er behåret og maskulin, og er tæt på sin far. Esau var den patriarkalske faders drøm: En jæger, og den førstefødte søn. Han bliver aldrig tilfreds med det, han har. Jacob bryder sig derimod ikke om jagt og krig. Jacob kan bedre lide at være omkring kvinderne. Han er klog, snu og moderns favorit. Esau ville vi nok opfatte som dum. I hvert fald var det Jacob, der var klog nok til at vælge det rigtige kvæg, og som forstod at opdrætte dem, så han fik en stor hjord, og blev således rig og magtfuld. Men så var det, at Jacob lavede en sammensværgelse med sin mor, idet han forklædte sig som Esau for at få sin blinde fars velsignelse som arving, og Jacob havde også tidligere fået Esau til at sælge sin fødselsret under pres. Han stjal ganske enkelt Esaus fødselsret og velsignelse. Esau blev misundelig og forsøgte at dræbe Jacob, men Jacobs mor forhindrede Esaus forsøg. (Når Jacob blev portrætteret som "good guy" i Bibelen på trods af sine handlinger, skal årsagen nok søges i det forhold, at han med faderens velsignelse efter jødisk skik fik Jahves velsignelse.)

Myten illustrerer Mandesygdommen. Myten indeholder tydelige konflikter mellem det patriarkalske og det matriarkalske forhold, og i jødiske formuleringer af myten understreges det endvidere, at Jacob elskede Rachel i et velfungerende forhold, mens Esaus forhold til kvinder var en udpræget kønskamp.

Marcus Eli Ravages holdninger mod kristne skal måske ses i lyset af, at han jøde, som nok gav jøderne æren for langt flere af de kristnes problemer, end jøderne egentlig havde gjort sig fortjent til. Men selv med dette forbehold giver hans hånende og sarkastiske artikel fra 1928 mod kristne, "A Real Case Against the Jews", en interessant indsigt: Han beskriver dem som drenge, der aldrig bliver voksne, som et krigs- og dødselskende folk.

Mænd med Mandesygdommen har altid en krigers etik: Indvielsesritualer, hvor drenge kæmper mod drenge, streng adskillelse af mænd og kvinder, og rigide kønsroller, hvor kvinder holdes som slaver, der ikke har noget at skulle have sagt. Andre kulturer har seksuelle overrangsriter og seksuel frigjorthed blandt unge, og har til tider matriarkalske traditioner. Mandesygdommens kultur har opfostret maskuline dyder som lydighed mod autoriteter, mens andre kulturer har glædet sig over begavelse og kreativitet. Mandesygdommens kultur fører sig aggressivt frem med krig og magt, mens den sidstnævnte type har været nærmest kujonagtige eller kæmpet "tøsekamp" i form af orientalske kampsporte. Mænd med Mandesygdommen vil have, at en kamp skal afgøres "som mænd" og med "åben pande". De kan ikke lide vatpikke, der bruger skjulte våben eller pigetricks.

Og når de to typer er mødtes i krig, er der selv i nyere tid tydelige eksempler på, hvordan den krigselskende overmagt ikke vandt på trods af enorme våbenteknologiske fordele. USA vandt ikke i Vietnam trods den klare overmagt, og i Irak er der endnu intet, der tyder på, at USA har overtaget; tværtimod er deres månedslige dødstal ligefrem steget efter USA havde erklæret, at krigen var overstået og vundet. Alligevel har "krigerne" aldrig accepteret nederlag, men har i stedet opsøgt konflikt som dårlige tabere, indtil det angrebne folk til sidst enten har forladt området, eller har mobiliseret en hær til at kæmpe en krig, de ikke havde lyst til at kæmpe.

I vores samfund er det ikke nødvendigt med den slags krigere. De mest dødbringende våben er endda skabt af mennesker, der var åbent imod krigsetikken - Oppenheimer burde være et klart eksempel. Alligevel er Mandesygdommen selvopretholdende. Krigsetikken gør kun lidt for at forebygge kriminalitet, for hvis man gjorde det, ville der ikke være brug for uniformerede krigere til at passe på os andre. I stedet for at bruge atomkraft til noget fornuftigt, så blev det brugt til kold krig - en krig, der blev startet af Vesten. Disse sygdomsramte mænd kan åbenbart ikke lære at lade folk passe sig selv; de er nødt til at blande sig og skabe konflikt, så de kan være krigere.

De er Thanatos: En dødskult, der uddeler medaljer for at dræbe, og som uddeler medaljer for at blive dræbt. Kulten giver mig bekendt ikke kvinder medaljer for at føde.

De er i helt bogstaveligste forstand bange for kvinder. De hylder den rationelle, men langsomme analytiske venstre-hjernehalvdel som "mande"-hjerne, og håner den lynhurtige "kvindelige" intuition. Den "kvindelige" måde opfattes som mørk, ond, og farlig, og selv om det deres egen hjerne er nødt til at fungere med både venstre og højre halvdel, så projicerer de det på andre mennesker i en sådan grad, at de fører krig mod dem - og det på trods af, at konflikten kun findes i deres egne hjerner, der bedst af alt må betegnes som skizoide.

Disse mænd kan ikke forholde sig til kvinder, bortset fra at spille macho eller mobbe kvinderne, eller ved at blive selvudslettende tøffelhelte. For dem er en kvinde enten en ond, farlig luder, der er ude på at ødelægge dem, eller hun er en skrøbelig dukke, der skal sættes i en montre og beskyttes af dem, ridderen på den hvide hest. Man bemærker dualismen her.

Jeg opfatter disse mænd som homoerotikere. De tilbeder og frygter mænd på én gang. På den ene side tilbeder de mændene, som om de var forelskede i mænd. På den anden side afskyr de homoseksuelle, der ikke ses som maskuline, men derimod mere fredelige, intuitive og feminine. Mænd må meget gerne røre ved mænd, for så vidt det foregår voldsomt som i fodbold eller boksning, men mænd må ikke holde om hinanden i venskab eller sorg. Voldsom berøring er in, men fredelig berøring er out.

I jungske eller freudianske termer ville man sige, at de ikke havde Anima, at de ikke har nogen fornemmelse for deres instinkter, at de nærmer sig en tilstand som i dagens videnskab (pokkers, så gjorde jeg det alligevel!) kaldes alexithymi. Selv deres måde at tale på afslører deres problematiske forhold til deres indre natur, som Theodor Adorno bemærkede. Men de har hersket over den vestlige verden i snart 2000 år, og ses også i andre kulturer. Det hinduistiske udtryk "Kali Yuga" kan bruges som et udmærket symbol: Som udtryk for en tid, hvor det kvindelige ses som noget, der fortærer det mandlige, og hvor mænd på én gang frygter kvinderne, men samtidig ønsker at blive fortæret. Det er en tid med konflikt og grådighed, og en tid med destruktion og krig.

Sandt skal siges, at denne tolkning også postulerer, at tidsalderen vil ophøre engang. Måske ser vi endda tegn på, at tilstanden er ved at blive bedre. I det klassiske ægteskab findes der (sådan lidt skåret ud i pap) to slags. Den ene slags går ud på, at manden fastholder kvinden i et legaliseret slaveri, hvor manden vælger kvinden, og hun får børn med en mage, som hun ikke selv har valgt. Den anden slags minder mere om en opdragelse, hvor kvinden er overhovedet, og hvor manden bliver omgængelig, ikke en dum bølle.

Den første slags ægteskab er ikke nødvendigt, og mænd i vores del af verden har stadigt sværere ved at tvinge kvinderne ind i sådanne forhold. Den anden slags ægteskab er heller ikke nødvendigt længere, og kvinder har ikke længere brug for mændenes støtte. Men der er for mig at se en tendens til, at når mænd vrages i et forhold, udvikler de Mandesygdommen og bliver destruktive.

Mennesker, der mener, at der er noget galt med samfundet, når ægteskaberne går i opløsning, ser bagud. De vil kalde til moralsk kamp (kulturkamp!), idet moralen skal bruges til at holde fri vilje i skak ved hjælp af frygt. Og de forlanger strammere love og hårdere straffe efter devisen: Hårdt mod endnu hårdere.

Men hvad gør vi med alle de mænd, der har Mandesygdommen? Disse tomme, ubrugelige mænd, der kun ser ud til at have evnen til at ødelægge, om det så er "ulovligt" i form af kriminalitet eller "lovligt" i form af krig og erobring? I øjeblikket er der kun brug for dem, fordi de lader kriminalitet få frit løb i stedet for at fjerne dens årsag. De har udviklet politistationer og politinationer, men de vedligeholder deres egen forudsætning, så de ligefrem får os andre til at tro, at disse mænd udgør en "værdi" for samfundet. De har ingen værdi. De er en irritation og sabotage, og en reel trussel mod hele planeten. Hvad gør vi andre med den slags mænd, der kun kan være destruktive? Jeg ved det oprigtigt ikke.

På et tidspunkt vil man måske se tilbage på vor tid, hvor en art uddøde på grund af manglende evne til at få børn, på grund af vildfarne sygdomme, på grund af hungersnød, eller det hele på en gang, ligesom vi i dag ser tilbage på dinosaurerne. Måske er der allerede nu alvorlige mutationer i gang på grund af øget radioaktivitet? Omkring Chernobyl opdagede man, at mus muterede med stor hast, mens de stadig lignede og opførte sig som raske mus. Måske er Mandesygdommen sin egen kur, bare med den slagside, at mennesket vil forenes med dinosaurerne som endnu en af evolutionens mange blindgyder. Men det vil vi ikke selv få at se. En ny art vil måske tale om det.